Hvorfor finder uroen sted i en tid, hvor vi har det økonomisk godt?
I dag er der stor vrede mange steder på trods af rigdom og national ro.
De europæiske lande har stadigvæk helt forskellige politiske kulturer. Mange grundlæggende politiske mekanismer er ens. Men i det teater, de omsættes i og kommunikerer med, da er de helt forskellige.
Hamborg er en vidunderlig europæisk by. Når man går på de smukke gader eller træder ind på en restaurant, så hører man tit ligeså meget dansk som tysk. Så jeg konstaterede med glæde ved et nyligt besøg, at jeg ikke er den eneste dansker, der elsker Hamborg. Danskerne strømmer tilsyneladende til Hamborg og med begejstring.
Jeg var der første gang som 13årig. Jeg var på en skolerejse til Schweiz for at stå på ski. Vi skulle skifte tog på hovedbanegården, det regnede ned gennem banegårdens hullede tag. Byens belysning var som i en dyster sort-hvid film. Jeg kan huske, hvordan regnen skinnede i den dunkle belysning med spejlinger i fortovene. Folk var langt dårligere klædt end i Aarhus, hvor jeg kom fra. I 1957 var lugten af krig stadig i byen, vi så som store skolepiger måbende på ruinerne langs med togskinnerne, da toget gled gennem byen og sydpå mod skiferie. Ruinerne lignede gigantiske tandrester og mindede om en nys overstået katastrofe og om stor angst. Nu lugter gaderne i Hamborg af varm julevin peppet op med et skud nordtysk rom og af penge. Man betaler 3 euro i pant for glaskruset, så der fortsat er ordentligt og miljøvenligt på gaderne, selvom de er værtshuse i juletiden. En taxachauffør fortalte, at der er flere multimillionærer i Hamborg end i nogen anden europæisk storby. Det tror jeg gerne. Men byen virker ikke højfornem og tillukket af den grund. Ikke helt så skæv og bohemeagtig som Berlin naturligvis – hvilken by er det? – men der er også alternative kvarterer og mærkbar luft under de kunstneriske vinger i Hamborg. Ikke kun materiel selvglæde.
Et af byens børn, Angela Merkel, født Kasner, vendte tilbage til fødebyen Hamborg forleden for at sikre arvefølgen i sit parti CDU. Det politiske teater fandt sted i et messecenter et par gader fra Angela Merkels tidligste og kortvarige barndomshjem. For hendes forældre, faderen var lutheransk pastor, moderen magister i engelsk, udvandrede et par uger efter hendes fødsel til DDR for at sprede evangeliet i Mecklenborg-vorpommeren i det gudløse kommunistiske mørke i østen.
Senere fik Angela sin politiske vækkelse hin novemberaften i 1989, da Muren faldt i Berlin. Gik ind i CDU, blev spottet af Helmuth Kohl, der kaldte hende ”das Mädchen”. Hun stak efter nogle år kniven i sin gigantiske mentor og fik som belønning og med tiden hans kanslerjob. Nu er ”das Mädchen” en slags politisk førtidspensionist. På vej væk. Annegret Kramp-karrenbauer, hendes favorit, er efterfølgerinden. Angela sidder måske valgperioden ud som kansler, måske giver hun plads til yndlingen Annegret forinden, det ved vi ikke endnu. Vi andre kan så øve os på AKK’S navn i mellemtiden, det lyder som en knurrende gravhund eller et skydevåben, brugt af en kurdisk terrororganisation. Som en hamburger forklarede mig, så minder hendes navn også om ordet Krankenhaus, sygehus, og det kan både henlede tanken på sygdom og død, sagde han – men skam også på helbredelse. National helbredelse.
Der var et snært, spændende kampvalg om Merkels arvefølge, men det forløb meget kultiveret. Den demokratiske proces leverede og repræsenterede tysk ordentlighed på et tidspunkt, hvor andre store europæiske lande er ved at gå op i limningen. De kortklippede tyske kvinder strålede på hver deres facon af indre ro og soliditet. For Storbritannien er kastet ud i politisk kaos, hvor ingen kender hverken dagen eller natten mere, kun knivene. De suser gennem luften i døgndrift. Dramaet er som en kombination af sidste akt af ”Hamlet”, ”Macbeth” og ”Julius Cæsar”, plus et par af de andre. Ingen af dem ender godt. Frankrig ligner en moderne genopførelse af Pariserkommunen i 1871 med terror på et julemarked og barrikader og flyvende mursten midt i julepynten på Champs Elysee i Paris. Pariserkommunen som reprisefilm. Hvis ikke ligefrem en gentagelse af 1789, den store revolution, hvor de royale hoveder røg. Præsident Emmanuel Macron tildelte sig selv en ophøjet rolle fra starten. Han var Jupiter. Kejserlige manerer. Det skal man passe på med i et land med en lang tradition for revolution og for effektivt politisk pres fra gaden. Nu er han på vej ned ad en ydmyg sti med indrømmelser på alle de punkter, som han i den nationale genopretnings navn blev valgt på at ændre.
I denne skønne juletid med dramaer i de store europæiske lande kan vi undre os over, at uroen finder sted i en tid, hvor vi har det økonomisk godt, ikke kun sammenlignet med den tid, hvor jeg tog på skiferie som 13-årig. Men især sammenlignet med tiden op til 1939-45. Da var der massearbejdsløshed og skødesløse nationale grænser efter Første Verdenskrig. Det skulle gå galt. I dag er der stor vrede mange steder på trods af rigdom og national ro.
Derfor var det rart at iagttage Merkel i Hamborg i beroligende aktion, selvom hun ikke er novice, når det gælder politiske sting operations. Men hun ligner først og fremmest en fysiklærerinde i flade sko på vej til en klasse med de rettede fysikrapporter under armen. Der er ro på. Intet hysteri.
Ikke således i det britiske underhus i Prime Minister’s Question Time med brexit på programmet og fru May som skydeskiven. Retorikken er blodig og også tit utrolig morsom. Det et stadig politik som underholdning på højeste plan på de store dage. Som forleden på en – en af mange – afgørende brexitdage.
Til sammenligning er Emmanuel Macron opstyltet og fjern, sjældent sjov.
De europæiske lande har stadigvæk helt forskellige politiske kulturer. Mange grundlæggende politiske mekanismer er ens. Men i det teater, de omsættes i og kommunikerer med, da er de helt forskellige.
I Tyskland har de haft nok teater i politik, både det i 1930’erne og siden i det pigtrådsindbundne DDR med de socialistiske lejrbålssange. Så i vore dage er de o.k. med Merkel og efterfølgerinden og deres fredelige udstrålinger, hvorefter vi søger vores underholdning ude på gaden tilsat varm vin med rom.
På et punkt har verden ændret sig virkeligt radikalt, siden jeg var i Hamborg første gang i 1957. I dag er der kvinder som ledere i både Tyskland og i Det Forenede Kongerige, der er Mrs. May ovenikøbet nr. 2 efter Mrs. Thatcher. Ligesom AKK nu efterfølger Fru Merkel. Og det er ikke et issue, at det er sådan. Ingen kommenterer det. Ikke engang feministerne kommenterer det. Det er i sig selv et historisk fremskridt. God jul.