Frokost med fjordudsigt

Der er pænt tjek på tingene på Musikkens Spisehus på Aalborgs havnefront.

Musikkens Plads 1 Aalborg Nothing matters in this whole wide world - when you’re in love with a Jersey girl.

Tom Waits randt mig i hu, som vi sad der ved vinduesbordet.

Det er en god sang, en sang om kærlighed og havnefronter bl.a. , og vel er Nørresundby ikke New Jersey, og Aalborg er ikke Manhattan (og slet ikke Paris, selv om nogen har fundet på det misvisende slogan »Nordens Paris«), men havnefronten i Aalborg kan bestemt noget. Man sidder godt her, der er masser af liv i kludene, og udsigten til den mere industrielle kyst på den anden side af fjorden binder fortællingen sammen; fortællingen om en industriby, der blev moderne. Engang havde man en socialdemokratisk borgmester, der afviste et forslag om mere kultur i byen med en bemærkning om, at Aalborg var den by i landet med flest værtshuse per indbygger; i dag er Socialdemokratiet noget andet, og det er Aalborg også.

Musikkens Hus er et pragteksempel på det, en milliardinvestering og et vartegn, naturligvis med egen restaurant – Musikkens Spisehus – der føjer sig til rækken af mange nye spisesteder i byen.

Køkkenchef med fortid

Der sad vi så.

Vi var ret alene i restauranten, for det var ferietid. Pladsen udenfor var næsten mennesketom. Køkkenchefen konstaterede tørt, at Aalborg immervæk er en by, man forlader i ferien, ikke en destination. Selv er han ikke desto mindre vendt hjem til sin fødeby efter en ganske imponerende karriere. Daniel Ditman har en fortid på både Søllerød Kro, hvor han var souschef under Christian Eb- be, og den nu sørgeligt hedengangne Alberto K i Sas-hotellet i Hammerichsgade, hvor han gjorde det strålende sammen med Jeppe Foldager. Nu er han altså her i Musikkens Spisehus, der trods det sparsomme besøg virkede forbløffende klar til opgaven – hvad de altid skal være, for de fungerer også som roomservice for tilrejsende musikere, der kan finde på at bestille pariserbøffer kl. 22 og skal kunne få det

Vi kom ikke til natmad, men til frokost. Frokostkortet er klassisk med indslag af gamle cafétravere, og for resten er hele kortet åbent hele tiden, hvad der desværre først sent gik op for os, så vi kastede os over den danske frokost (som der sandelig heller ikke er noget galt med).

Jeg spiste gammeldags modnet sild med karrysalat og sprøde kapers (88 kr.) og dertil et virkelig godt rugbrød, som man selv bager på stedet; nej, det var ikke bare godt, men ekstraordinært. Jeg ville ønske, man kunne købe det et sted. Smørret var rørt med brunet smør og smagte sødt og godt. »Vi har også almindeligt smør,« skyndte tjeneren sig at sige, men det blev ikke nødvendigt.

Feminine sild

Sildeserveringen var pyntet med salat og urter i let overdreven grad, og den tilhørende karrysalat var meget mild, hvad der gav hele serveringen et let feminint anstrøg. Velsmagende, men ikke så markant; æblerne smagte igennem, som de meget gerne må, og det obligate kogte æg var til stede. Det var iskoldt, og det trækker ned (selv om det er forståeligt hvorfor), men silden var til gengæld af høj kvalitet og med virkelig godt bid. Det var, om jeg så må sige, en karrysild til det brede publikum, herunder folk, der er vant til at gå på café snarere end frokostrestaurant. Men på café får man altså ikke rug-