Tomme taxaer kører Danmark tyndt på skatteydernes regning
På skatteydernes regning kører danske taxaer tomme på tværs af landet for at transportere værtshusgæster, handicappede, patienter eller skoleelever nogle ganske få kilometer. Det sker under den milliarddyre ordning Flextrafik, som trafikselskaberne har opbygget.
De tomme biler bevidnes af en stribe chauffører og vognmænd, som Jyllands-posten har talt med.
Samtidig dokumenterer køresedler flere eksempler – bl.a. disse:
En chauffør kørte sin tomme bil fra Odense til Grenaa for dér at køre lokale ture. En anden chauffør kørte sin tomme bil fra en by i Vestjylland 130 km mod nord til Jammerbugten for at køre en passager til Aarhus. Et tredje eksempel er en chauffør, der i slutningen af november havde en arbejdsdag, hvor der blev tilbagelagt 491 km, men hvor der kun var kunder i bilen på 16 km af dem. Alle eksempler er fra i år.
Ingen chauffører eller vognmænd ønsker at stå frem af frygt for at miste deres job. Direktør Trine Wollenberg fra Dansk Taxi Råd får også mange meldinger fra chauffører og vognmænd om ture, som de mener, er et stort spild af offentlige midler samt skadeligt for miljøet.
»Jeg tror, at alle taxaselskaber oplever det her. Biler og chauffører bliver sendt langt væk og må køre rigtig mange tomme km. Der mangler måske en menneskelig hjerne, der kan give mening til systemet,« siger Trine Wollenberg.
Årligt køres der 5,7 mio. ture med Flextrafik, der flytter patienter, ældre, handicappede og borgere uden adgang til busruter. Det koster samfundet godt 1,1 mia. kr. – en udgift, der på seks år er steget med 63 pct.
Hos Midttrafik bekræfter den ansvarlige for Flextrafik, funktionsleder Frank Christensen, at godt 40 pct. af kørslen foregår uden passagerer.
»Men vi sætter forsyningssikkerheden for kunderne højere end tomkørslen. Alle, der bestiller kørsel hos os, kan være sikre på, at de bliver hentet til tiden. Og hvis der kun er én bil tilbage, der kan hente en kunde, så sender vi den, selv om det betyder, at vi skal trække en bil over en længere afstand,« siger Frank Christensen.
Trods de mange tomme km mener trafikprofessor Mogens Fosgerau, Københavns Universitet, at Flextrafik kan være en god forretning for samfundet, fordi man samtidig har nedlagt mange af de busser, der tidligere kørte rundt uden passagerer.
Seniorkonsulent Kåre PressKristensen, Det Økologiske Råd, mener derimod, at de tomme biler er miljømæssigt og økonomisk »galimatias«.
Det er langtfra usædvanligt, at taxaer kører tomme på tværs af landet for at hente passagerer for Flextrafik. Formålet med Flextrafik var at undgå tomme busser. Nu foregår ca. 40 pct. af taxakørslen uden passagerer.
En chauffør kørte 491 km for Flextrafik. Kun 16 km foregik med passagerer i bilen
Beskyttet barndom i det bedre borgerskab og flygtning under krigen. Ung og forelsket i sit livs Jørgen og nybagt mor – uden kontakt med den lille datter de første mange uger.
Familiens moderlige overhoved til efterhånden fire børn. Hårdtarbejdende lærer med speciale i at undervise ordblinde. Grebet af det spirituelle og vild med islandske heste. Og en elsket og engageret bedste- og oldemor.
Den 85-årige Alice Elbek er det hele – og meget, meget mere, og når det lille fiskerhus tæt på havnen i Hou en dag står tomt, vil de mange brikker i hendes liv stadig være til stede. Fortalt med hendes egen stemme.
Alice Elbek er nemlig én blandt de efterhånden flere og flere, som får samlet brikkerne i en professionel version af deres livshistorie, der kan gives videre til de næste slægtled. Markedet som fødselshjælper til livshistorier er stort og mangeartet, og prisen varierer fra nogle få tusinde kroner til den dyre side af 50.000 kr. Hvis man selv vil gøre arbejdet, er der hjælp og skrivevejledning at hente på kurser i flere oplysningsforbund.
Set med forskerbriller er den aktuelle trend med at nedfælde såkaldt almindelige menneskers livsberetning en fortsættelse af den urgamle tradition med at overlevere erfaringer fra generation til generation – tidligere blev oplevelserne og erindringer givet mundtligt videre ved bålet eller over bordet, men i dag gør teknologien det nemt at samle fortællingerne i hæfter, bøger eller som podcast.
»At fortælle sin livshistorie og give den videre er vigtigt for den enkelte, fordi det styrker identiteten. Ved at se baglæns får man muligheden for at reflektere og blive klogere på, hvem man er,« siger postdoc Majse Lind, der er tilknyttet Aarhus Universitet, men i øjeblikket forsker i livshistorier i USA.
Kom som en gave
For Alice Elbek kom muligheden for at fortælle om sit liv over fire årtier som en gave. Både bogstaveligt talt, fordi børn og børnebørn splejsede til optagelserne, og fordi det ifølge fortælleren selv har været en dejlig oplevelse og en øjenåbner.
»I første omgang tænkte jeg sådan lidt, nå ja, hvis de virkelig gerne vil have det, så vil jeg da godt bruge lidt tid på det. Men efterhånden som jeg forberedte mig og så tilbage, så jeg en sammenhæng – en rød tråd – som jeg ikke tidligere havde haft øje for. Jeg fik en dejlig oplevelse af, at det har givet mening. At det har betydet noget, at jeg har været her,« fortæller hun, der i dag er enke.
Det var det ældste barnebarn, Mikkel Elbek Linnet, som fik idéen til at fastholde en væsentlig del af familiens fortid.
»Da jeg hørte om muligheden for at få lavet en podcast, tænkte jeg med det samme på min mormor. Jeg synes, det giver noget ekstra, at man kan høre hendes stemme. Det giver en særlig oplevelse også at få tænkepauserne med,« siger han om de to timers fortælling.
Han glæder sig over, at mormorens liv nu ligger klar til børnebørn og kommende generationer – og hans egen for den sags skyld. For der er jo altid noget, man har glemt at spørge om eller ikke helt selv kan huske, fordi man fik det fortalt som godnathistorie som barn.
»Samtidig er det en stor værdi at have beretningen samlet og kronologisk, og selv om der ikke dukkede de store overraskelser op i podcasten, er det ikke bare gentagelser. Hele udsendelsen vidner om et samlet liv og er historien om min mormors styrke,« siger det ældste barnebarn.
Det er journalist Liv Mygind, som har holdt mikrofonen både i den hyggelige stue i Hou og hos mange andre ældre mennesker rundt omkring i landet. Hun lægger ikke skjul på, at når hun har gjort ældre menneskers fortællinger til sin levevej, har det et personligt udgangspunkt.
Mormor som inspiration
»Min mormor. Jeg var meget knyttet til hende, og vi var tit sammen. Mange, mange gange tænkte jeg, at jeg ville samle hendes fortællinger lidt mere systematisk, men så kom vi til at bage småkager eller gå i Prima eller se ”Mrs. Mable” i fjernsynet. Og så døde hun,« fortæller hun.
I dag kan hun sagtens se, at det er vanskeligt som nært og kært barnebarn at stille spørgsmålene, så derfor giver det i hendes optik god mening, at livshistorierne fortælles til en udenforstående.
»Fordi det at fortælle sin livshistorie jo på en eller anden måde også handler om døden. At de ældre en dag ikke er her længere, og der er berøringsangst over for døden,« siger Liv Mygind og understreger, at hun stadig bruger sit journalistiske håndværk i sin nye metier.
Derfor stiller hun også de vanskelige spørgsmål om svigt, nedture og utroskab, hvis det har spillet en rolle i fortællerens liv. Ligesom hun sørger for at spørge ind til positive elementer hos ældre, som måske selv oplever deres tilværelse som dyster.
»Det skal frem for alt være troværdigt,« som Liv Mygind siger.
At livshistorierne også har betydning for de kommende generationer, viser forskningen. Barnebarnets opfattelse af sig selv og sit liv kan til dels være påvirket af bedstemorens livshistorie, siger Majse Lind og taler om beretningernes identitetsmæssige funktion.
Guide for generationer
»Der bliver skabt sammenhæng mellem generationerne via livshistorierne,« siger hun og er ikke i tvivl om, at i en travl og flygtig tid, hvor generationerne ofte lever adskilt, har fortællingerne fra gamle dage endnu større værdi.
»Livshistorierne kan også fungere som en guide for de yngre generationer. De ældre giver så at sige en livslektie og deres værdier videre, som de yngre kan spejle sig i og bruge. Vi ser ofte, at barnebarnet – på godt og ondt – lader sig inspirere af bedstemors beretning i sit eget liv. Et eksempel: Bedstemor fik ikke den uddannelse, hun gerne ville have, så jeg vil have en uddannelse,« fortæller forskeren med speciale i livshistorier, som også peger på, at den personlige overlevering kan tjene en vigtig funktion som forberedelse på døden.
»Det er en sidste gennemgang og evaluering, som kan skabe ro og fred omkring et langt, levet liv.«
Den udlægning kan Alice Elbek godt genkende:
»Tidligere har jeg husket mit liv som glimt og episoder, men aldrig givet mig tid til at se sammenhænge. Ved at se tilbage på det lange stræk blev jeg faktisk en lille smule glad. Jeg kan se, at jeg har været svineheldig og altid er blevet bakket op af mennesker omkring mig.«
Flere og flere helt almindelige danskere vælger at få deres liv beskrevet professionelt af hensyn til børn og børnebørn. Men der er også gevinst til fortælleren.
Der bliver skabt sammenhæng mellem generationerne via livshistorierne. Majse Lind, postdoc, Aarhus Universitet
VORES LIV