Her kæmper de levende og de døde om pladsen

Hongkong er verdens dyreste by at bo i.

Ikke kun for de levende. Men også for de døde. En akut mangel på urnekirkegårde har skabt intens konkurrence mellem de levende og de døde om de eftertragtede kvadratmeter.

Den gamle britiske kronkoloni lider af permanent pladsmangel. Selv de mange skyskrabere kan ikke rumme de 7,5 mio. mennesker, der officielt lever og bor i det driftige finanscenter i Perleflodens delta.

90 pct. af Hongkongs døde kremeres. Asken opbevares normalt i såkaldte kolumbarier – bygninger, hvor urnerne placeres på hylder og i små nicher. De kan være mange etager høje med pladserne øverst som de dyreste og mest eftertragtede. Som regel ligger de i tilknytning til et tempel. Men pladsmangel har fået dem til at rykke ind i boliger og private lejligheder i et omfang, så regeringen har måttet vedtage en lov, der forbyder den type etablissementer i boligområder.

Problemet er, at der ikke er kolumbarier nok. I 2010 foreslog den daværende regering, at man byggede 24 nye. Men det er kun lykkedes at åbne to. Det skyldes, at den kinesiske befolkning har det med kolumbarier, som europæere har det med atomkraftværker og asylcentre: fint nok – bare ikke i min baghave.

Ånderne flagrer rundt

Troen på ånder ligger dybt forankret i kinesisk kultur. Levende og døde eksisterer i hvert sit univers og skal ikke mixes. Men det sker alligevel mindst en gang om året. I månekalenderens syvende måned åbnes portene til helvede, og de sultne ånder slippes fri: The Month of The Hungry Ghost.

I Den sultne ånds måned flagrer de rundt omkring i søgen efter hævn eller fred, og det gælder for de levende om at tjene og betjene dem, så der ikke sker skade. Ånder eksisterer også uden for den periode, så ingen kineser vil udsætte sig selv, sin familie eller sin forretning for at være tæt på et sted for de døde.

De fleste planer om nye kolumbarier blev skudt ned efter folkelige protester og demonstrationer. Til gengæld skabte manglen et dynamisk privat marked. Driftige kinesiske forretningsfolk omdannede private lejligheder til kolumbarier, hvor urnerne kunne parkeres, mens de efterladte afventede en mere permanent løsning.

Det er en betydelig bedre forretning at leje en lejlighed ud til de døde end til de levende. Typisk koster det 250-350 kr. om måneden at få opbevaret en urne. En mindre lejlighed med plads til måske 500 urner giver over 125.000 kr. om måneden – 10 gange mere end en normal husleje.

Markedet er nu til dels skiftet til bedemænd og ligkistemagasiner. Kattelemmen er, at de har tilladelse til midlertidigt at opbevare urner og aske i såkaldte askehoteller. Men på grund af manglen og det nye forbud mod at operere i boligområder er det midlertidige ofte blevet forvandlet til et, to eller tre år.

»Jeg vurderer, at der opbevares omkring 100.000 urner i ligkistemagasiner. Problemet bliver kun værre. Jeg er blot i tvivl om, hvor slemt det vil bliver«, siger formanden for Hongkongs begravelsesforretnings sammenslutning, Ng Yiu-tong, i et tv-interview.

Regeringen har beregnet, at der vil blive foretaget 1,1 mio. kremeringer i de kommende 20 år, men at der maksimalt bliver 800.000900.000 nye pladser i de officielle kolumbarier. Det opfylder altså stadig ikke behovet. Allerede nu foregår tildelingen af nye pladser ved lodtrækning.

I stedet forsøger man at promote grønne begravelser. Det vil sige at sprede asken ud i foreløbig 11 såkaldte mindehaver eller til søs. Hver lørdag er der for eksempel gratis færgeservice ud til en af de tre udpegede havaskepladser.

I 2017 blev det løsningen for 14 pct., selv om det strider mod århundredgammel kinesisk tro og skik, der siger, at en afdød skal have et fast jordisk sidste hvilested. Men en fremtidsløsning, der også vil kunne lette situationen for de levende.

Hongkong har ikke længere urnekirkegårde nok, og 100.000 askefyldte urner opbevares nu ”midlertidigt” i ligkistemagasiner.