Tiden efter Den Sidste Mohikaner
LARS OLE SAUERBERG
”Renæssance” bruges flittigt i amerikansk litteraturhistorie. Ikke med henvisning til Europa i tiden mellem Middelalder og Oplysningstid, men om forskellige pludselige hjemlige litterære energiudladninger.
Den første af den slags renæssancer var i tiårene før Den Amerikanske Borgerkrig som en slags parallel til europæisk romantik. Senere reserveres begrebet til litteratur skrevet af amerikanere uden for kredsløbene af ”døde, hvide mænd”.
Harlem Renæssancen, hvor det sorte, litterære USA kom på landkortet i 1920’erne og 1930’erne, indledte serien af de nye renæssancer. Siden fulgte la- tinoerne, asien-amerikanerne og de kønsorienterede. Det var kulturskredet i 1960’erne, der banede vejen, også for de oprindelige amerikanere – indianerne – hvis litterære renæssance begyndte med forfatterne N. Scott Momaday og Leslie Marmon Silko omkring 1970.
Der har ikke været megen kontinuitet eller vægt i de oprindelige amerikaneres litteratur siden. Det hænger måske sammen med, at de oprindelige amerikanere var mundtligt orienterede og gav udtryk for deres følelser i ritualer med kropssprog og musik.
Det, der engang var der …
En anden del af forklaringen er mere kynisk. Det lykkedes faktisk de hvide migranter at få dræbt store dele af den oprindelige befolkning og trænge resten tilbage i reservater, samtidig med at man udsatte dem for tvivlsomme ”civilisations”-påvirkninger som alkohol og ukendte europæiske sygdomme.
Mange af efterkommerne af de oprindelige amerikanere er blevet byindianere, der holder til i de store byers mere udsatte bydele og har væsentlige sociale problemer.
Det er dem, Tommy Orange skriver om i sin roman ”Der Der”.
Titlen har han taget fra en af Gertrude Steins berømte/ berygtede kryptiske bemærkninger. Den måske bedst kendte af dem er nok ”En rose er en rose er en rose.” ”Der Der” stammer fra en erindringsskitse fra den modernistiske avantgardeforfatters besøg i sin hjemby Oakland i Californiens ”Bay Area”. Da hun ikke kunne genkende noget, konstaterede hun tørt, at det, der engang var der, ikke længere er der, altså ikke længere noget der, der. Relevansen er indlysende for de fordrevne indianerstammer.
Tommy Orange – et typisk indianernavn, som det lidt bittert bemærkes – skriver om efterkommere af oprindelige amerikanere, der netop har tilknytning til Oakland.
Der er ved at blive gjort forberedelser til en større ”pow wow”, dvs. et indianertræf med sang, musik, traditionelt håndværk, osv. i Oakland-området. Pow wow’en virker som en slags magnet på mange med tilknytning til indianermiljøet. Nogle har fået mulighed for et midlertidigt job, andre vil deltage i kon- kurrencer, mens en lille flok utilpassede unge har planer om et røveri.
Læseren følger 12 forskellige personers forberedelser til den store begivenhed. De får lejlighed til, hver på deres specifikke eksistentielle, psykologiske og sociale betingelser, at ytre sig om både det helt aktuelle og en dybt traumatisk historie med folkedrab og udgrænsninger.
Ingen forventer, at pow wow’en vil kunne være andet og mere end en pause i udsigtsløse liv. Slutningen er da også helt i overensstemmelse med den gennemgående pessimisme.
Klaustrofobiske liv
”Der Der” er, rent litterært betragtet, næppe nyskabende. De forskellige fortællertråde er jo et velprøvet fortællegreb. Men alligevel suges læseren ind i klaustrofobiske livssituationer, der ganske vist er dybt trivielle, men alligevel bliver uafrysteligt vedkommende, fordi Tommy Orange har så godt tag på sine figurer.
”Der Der” er en roman, hvis basale fortælleenergi nok skal bidrage til at udbrede det sociale budskab ud over demografisk/sociologiske undersøgelsers vanligvis noget mere lukkede akademiske kredsløb.
Rystende ny amerikansk roman skildrer socialt udsatte efterkommere af de oprindelige amerikanere.