Det nye år: Europa har sine problemer, men Europa lever
Undervejs WIEN
Det skal være læserne tilgivet, om de lidt beklemte går ind i det nye år. Vi ved jo, at vi alle eller næsten alle har det ganske udmærket, og at vi alle eller næsten alle lever bedre end vore forældre. Bag vor velstand ligger dog et nagende spørgsmål. Har vi det mon for godt? Kan det holde i en verden, der gør fremskridt, men også rummer et utal af ulykker?
Mange af os, som er nået op i den såkaldt tredje alder husker en barndom, hvor fattigdom lurede i sidegaderne, hvor biler var en sjældenhed, udlandsrejser utænkelige, og brugt tøj gik i arv. Min personlige erfaring er en enlig moder, der passede sin børnehave hen over dagen, vaskede trapper i vor yderst beskedne boligkarré og syede handsker om aftenen. Vi var ikke på helt samme niveau – men i nærheden – som daværende statsminister H.C. Hansens senere hustru, Gerda, der – da parret engang opholdt sig på Hotel Royal i Aarhus – så ned i gården og efter sigende bemærkede til sin mand: »Skraldespandene står der endnu. Da jeg var lille pige, ledte jeg efter madrester dernede …«
Meget er blevet endog meget bedre i de seneste 50 år. Påskønner vi det? Jyllands-posten havde engang en legendarisk garagemester. Spurgte man til hans befindende, svarede han muntert: »A klawer ujen grund.« Sådan. Problemerne er utallige, og de kan med vor tids lynhurtige kommunikation virke overvældende – så overvældende, at man tager afstand fra dem, lukker grænser, lukker sig selv, lukker øjne og øren. Hvem kan udholde tanken om sultedøden i Yemen, den jødiske undertrykkelse af palæstinenserne, tyranniet i SaudiArabien, genopdragelseslejrene i Kina, Trump i USA, Storbritannien i opløsning, Ruslands krigeriske fremfærd i Ukraine, politiske fanger i Spanien, fascisme fra Italien over Ungarn til Polen, uigennemskuelige hackerangreb på vore bærende institutioner?
Er det rige Europa, klodens måske eneste rigtigt demokratiske kontinent, om end flosset, det lette bytte for uigennemskuelige kræfter, som huserer fra Washington over Moskva til Beijing? Er en halv milliard europæere ved at miste troen på sig selv, på deres tusindårige politiske historie og deres fire- tusindårige kultur? Måske, men ikke nødvendigvis. Europa kan forekomme kaotisk, men Europa har en uforlignelig evne til at genopfinde sig selv. Det antikke Grækenland bukker under, Romerriget forsvinder, den mørke middelalder – som var adskilligt lysere, end mange forestiller sig – bliver til renæssancen, til oplysningstiden, til industrialisering, folkestyre og velfærdsstat.
Der er krige, massakrer og folkemord, sult og pest, men Europa lever videre. Karl den Store er i det niende århundrede optaget af tanken om et forenet Europa. Bøhmens uretfærdigt glemte kong Jiri Podibrad er mere konkret: fælles domstole, fælles mønt, fælles hær. Han er det 15. århundrede og alt for tidligt ude, en forløber for EU’S fædre, franskmændene Robert Schuman og Jean Monnet, italieneren Alcide De Gasperi og tyskeren Konrad Adenauer, titanernes generation.
Nytåret er en glimrende lejlighed til at besinde sig på det kommende, herunder dette at vi inden for de næste få måneder kan stemme – frit og hemmeligt – til både Folketinget og Europa-parlamentet, for milliarder af andre et ubegribeligt privilegium. Livet var enklere og fattigere i gamle dage. Selvfølgelig. Måske er vor tids problem, at vi ved mere og derfor kræver mere. Det kan ende i fortvivlelse og afstumpethed. Det kan også føre til ny energi.
Klummeskriveren ønsker sine læsere et lykkeligt 2019.
Meget er blevet endog meget bedre i de seneste 50 år. Påskønner vi det?