2018 Er året, der gik galt – det er tid til at få skiftet eliterne ud

Frontalt

Det har været et år med stigende intensitet. Ikke alene i dansk politik, hvor et folketingsvalg nærmer sig, men ligeledes geopolitisk, hvor den unipolære verdensorden med USA i spidsen er som sunket i Atlanterhavet, samt finansielt med hvidvask, skattesvindel og Britta Nielsen, og holder man tre ugers ferie fra det alt sammen, er man sat ubehjælpelig af på alle medier og portaler, som i løbet af ganske få år har vendt op og ned på vor tilværelse gearet af den skærm, du formentlig læser denne nytårsklumme på.

For nu at begynde med sidstnævnte, skærmens magi, så er den et sindbillede på vor civilisations svækkelse anno 2018: magelighed og fordummelse i ét, åndelig dovenskab og eftergivenhed over for it-giganter, fri data og grænseløs adfærd garneret med overfladi- ske billeder i stedet for dannelse, sammenhæng og substans. Da Facebook-stifteren, Mark Zuckerberg, stod skoleret i det amerikanske senat i april, forstod selv de blideste engle, at hans juvenile drøm om global forståelse er én stor fed løgn.

Anderledes med demografien. Den lyver ikke, men også her sov vi i timen, før det i år gik op for flere, at Danmark er dømt til at blive stedse mere muslimsk takket være 35 års fejltagelser og fortsat immigration, fertilitet, familiesammenføring og EU. EU kunne vi jo gøre noget ved, men afstår. I stedet er Unionen, som skulle passe på Europa, blevet til hvad Politikens lederskribent drømmende kalder et »værn mod nationalkonservative«.

Selv rektorer på landets ungdomsuddannelser er bekendte med den demografiske transformation; også dér vokser segregeringen blandt elever med fremmed baggrund og etniske danskere år for år. Det overrasker rektorerne, at de unge foretrækker at være blandt venner, der ligner dem selv, for det burde slet ikke være sådan ifølge rektorernes liberale dogmer om integration, fornuft og fremskridt. Hvad gør de så? Ja, de vil have ”fordelt” eleverne bedre.

Hvad flere og flere danskere ved, men fortrænger, er, at det er mangfoldigheden, som er problemet. Man kan lige så lidt bygge et samfund som en uddannelsesinstitution på mangfoldighed. Der er nødt til at være tydelige grænser for, hvad der er acceptabel adfærd og hvilke normer, der er bærende. Alt, hvad vi opfinder eller importerer blindt kan føre til nye fejltagelser. Den nationale identitet er et nødvendigt onde eller en positiv forudsætning for såvel en fungerende institution som et levedygtigt land, fordi vi mennesker med teologen Sørine Gotfredsens præcise ord har »brug for en mindre og mere konkret verden at hvile i«, og kun er så dannede, som vi tvinges til at være af den på stedet bærende kultur. Uden lokale rødder bliver mangfoldigheden til enfoldighed.

Mangfoldighedsideologien galopperer imidlertid videre, endnu mere i år end sidste år. Selv blandt de nominelt borgerlige, som når landets blåøjede udenrigsminister forleden besøgte Kastrup Lufthavn og smagte noget lækkert asiatisk mad og følgelig mente, at kulturel mangfoldighed er godt. Dette var også Danmark i 2018: en udenrigsminister, der ikke evner at skelne mellem nudler og immigranter.

Men regeringen har åbenbart gjort det til sit varemærke at tage fejl om det elementære. Da statsministeren pludselig blev kritiseret for at ville tilslutte sig FN’S migra- tionspagt til fordel for de menneskeeksporterende lande, skrev han under og tilføjede, at regeringen havde været oppe imod ondsindede robotter. Dansk Folkeparti, dele af LA, Inger Støjberg og Venstres folketingskandidat Anna Libak var i så fald robotter, ligesom jeg og andre bloggere og protestanter åbenbart var styret af fremmede magter.

Året har i det hele taget været et lavpunkt for de europæiske eliter. Ikke engang 50-årsdagen for studenteroprøret i maj 1968 blev behørig fejret. Det ville ellers have været i 68’ernes ånd at hylde sig selv på udsøgte adresser, men nej. Der er ikke meget tilbage af fordums pragt, efter at de nominelt kloge i årevis har taget fejl om Kina, brexit, Trump, Rusland, den islamiske verden og de geopolitiske forskydninger i den postliberale æra, og 2018 markerer et nyt lavpunkt i forståelsen af udviklingen i bl.a. Frankrig, Italien, Tyskland og Østeuropa. Læg hertil de nye identitetspolitiske vinde fra Amerika, som har ramt de højere læreanstalter, senest Københavns Universitet og CBS.

Kernekultur eller global krænkelseskultur, det er spørgsmålet. Sagen er, at vi ikke længere kan være sikre på, hvad eliterne svarer, fordi de mest af alt har travlt med at gøre karriere. Det er tid til at få dem skiftet ud. Godt nytår!

2018 vil blive husket for de europæiske eliters evindelige fejltagelser.

UGENS CITATER

UDVALGT AF MIKAEL JALVING

Pigernes skæbne får os til at indse: De er vores sande næste. Det er de andre ikke. Hverken dem, der har slået pigerne ihjel, eller det folk, de kommer fra. De er ikke os, og vi er ikke dem. Hans Rustad, redaktør. Om halshugningen af Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland af jihadister i Marokko. På internetmediet Dokument.dk

Ruslands levestandard ligger nu under Rumæniens, Tyrkiets – og om et år – under Kinas. Hvis du kender bare lidt til historie, så ved du, hvor vildt det er. Bruno Macaes, portugisisk geopolitisk forfatter. Set på Twitter