Horace Engdahl deltager gerne i verbale slagsmål

70 ÅR SØNDAG

Han går ikke ad vejen for et godt slagsmål.

Det må man lade ham, den gode Horace Engdahl, men før vi når til dem, bør det føres til protokols, at han mestrer mere end hundrede snapseviser udenad, og dermed er man allerede foran på point i undertegnedes bog.

Nåjo, og så taler han også flydende tysk, fransk og russisk.

Engdahl blev født i 1948 i Karlskrona.

I 1970’erne var han med til at grundlægge kulturtidsskriftet Kris, som fik afgørende indflydelse på det svenske åndsklima i perioden. Da han i 1987 blev doktor på en disputats om den svenske romantik, var han allerede en toneangivende kritiker på Dagens Nyheter, hvor han siden fortsatte karrieren på kulturredaktionen sideløbende med arbejde på tv-stationen SVT.

Knytnæver over Atlanten

I 1997 indtog han stol nummer 17 i det siden så skandaleramte svenske akademi, og to år senere indtog han posten som Permanent Sekretær; den ærefulde titel, som blandt andet giver ret til at føre ordet, når navnet på årets nobelpristager i litteratur skal offentliggøres.

Da han havde gjort det ti gange, og ingen af modtagerne var amerikanere, udtalte han til nyhedsbureauet Associated Press, at USA litterært set var for isoleret og selvrefererende til at kunne udfordre Europa som den litterære verdens centrum, og så brød helvede ellers løs.

De amerikanske kulturfyrster kastede sig forarget over den arrogante svensker i stedet for at vende blikket indad og erkende, at manden havde fuldstændig ret.

Kun en tåbe ville benægte kvaliteten af den amerikanske litteratur (og det gjorde Engdahl heller ikke), men faktum var, at kun tre procent af de bøger, der på daværende tidspunkt blev udgivet i USA, var oversat fra fremmedsprog.

Paradise Nobel

Året efter trådte han tilbage fra posten og blev erstattet af Peter Englund.

Dennes efterfølger blev Sara Danius, som Engdahl siden skulle betegne som »den sekretær, der har klaret jobbet dårligst siden grundlæggelsen i 1786«.

Forspillet var den groteske borgerkrig i akademiet, som har ført til sammenligninger med reality-tv – Paradise Nobel slår til igen – og er årsagen til, at Nobelprisen i litteratur ikke blev uddelt i år.

Selv har han efter eget udsagn tænkt sig at blive siddende på sin stol, til han dør, som reglerne da også tilskriver.

Hvad Danmark angår, så kan også vi trække på Engdahls litterære viden – både de studerende i Aarhus, hvor han er adjungeret professor i nordisk litteratur, og de læsende i hele landet, da flere af hans bøger er udkommet på det lille kvalitetsforlag Jensen & Dalgaard.

Blandt andet ”Cigaretten bagefter”: en samling aforismer »skrevet ud fra servietnotater foretaget især på Berlins fortovscaféer«. Man er vel kosmopolit-litterat.

Vasketøj til skue

Undervejs har han også fundet tid til at blive skilt, og re- sultatet er blevet de seneste tiårs mest celebre føljeton i skandinavisk litteratur. En slags Strindberg møder Se og Hør.

Anledningen var hans ekskone, feminist og litteraturprofessor Ebba WittBrattströms (hende, der også opfandt det ikke-flatterende begreb ”kulturmanden” og gik i flæsket på Karl Ove Knausgård) bog ”Århundredets kærlighedskrig”.

Bogen er en punktroman i dialogform, hvor en ”han” og en ”hun” udveksler ondskabsfuldheder. Engdahls bidrag kom i form af monologen ”Manden på bådebroen” fra tekstsamlingen ”Den sidste gris”, hvori han noterer sig det ejendomme- lige i, at to væsener, først fuldkomne og smukke forenes (…) i kærlighed, vokser sammen, bliver ét kød, som der står i Bibelen.

Så rives de fra hinanden af uoverensstemmelser. Så opstår der overraskende nok to uhyrer«.

Der kan vist blive god brug for en cigaret bagefter.

Litteraturhistoriker og forfatter Horace Engdahl har igennem de senere år ligget i åben infight med den amerikanske intelligentsia, sin ekskone og sine makkere i det svenske akademi. Undervejs har han også fundet tid til at blive skilt, og resultatet er blevet de seneste tiårs mest celebre føljeton i skandinavisk litteratur. En slags Strindberg møder Se og Hør. »