Nedtælling til valgåret 2019

Dansk politik spidsede til i 2018, mens valgåret 2019 nærmede sig. Et år med parlamentarisk opbrud, som kan få stor politisk betydning også i de kommende år. Her er, hvad vi skal huske det politiske år 2018 for.

Så snart rådhusklokkerne var bimlet af i de første minutter af 2018, gik statsminister Lars Løkke Rasmussen live på Facebook. Iført butterfly og hvid skjorte ønskede han godt nytår fra sin altan i Nyhavn. Trods det gode humør og festfyrværkeriet i baggrunden stod han på det tidspunkt med en svær uløst opgave.

Nemlig den skattereform, som han i forvejen havde skubbet foran sig i flere år. Og dermed den vanskelige øvelse at forene LAleder Anders Samuelsens skattepolitik med Dansk Folkepartis. Lige så svært som at få olie og vand til at hænge sammen.

For at begribe 2018 skal man forstå det forhandlingsdrama, der inden nytåret 2017 endte i en reel regeringskrise. Liberal Alliance truede med at sprænge regeringen indefra, hvis ikke partiet fik sin skattereform i hus, og DF havde udset sig udlændingepakken som betaling. Ingen af delene var det lykkedes statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at løse sidste jul.

JANUAR: RØD 94 MANDATER, BLÅ 81

9. januar lavede Løkke så en »afkobling«. Udlændingeaftalen skulle ikke længere forhandles parallelt med skattereformen. Til gengæld blev ambitionerne i skattereformen derefter. Når DF ikke stod til at få markante udlændingeindrømmelser, sagde det sig selv, at partiets ønske om at gå på kompromis var mindre.

I Liberal Alliance sydede baglandet af skuffelse, og den 10. januar måtte Samuelsen direkte undskylde sin håndtering af forløbet.

»UNDSKYLD! Det er 100 pct. og ene og alene mit ansvar.«

I begyndelsen af februar lykkedes det regeringen og DF at indgå en aftale om en mindre skattereform. En Hk’er på mindsteløn – som ifølge Løkke skulle være i fokus for reformen – endte med en månedlig skattelettelse på cirka 150 kr.

APRIL: RØD 94, BLÅ 81

Hvad Løkke til gengæld kan udrette i sager, hvor Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er enige, viste sig i marts måned. Her fremlagde regeringen en aftale om at skære markant ned på Danmarks Radio. 20 pct. skulle spares over 5 år, lød aftalen. DF fik opfyldt en gammel drøm om et opgør med statsradiofonien, og Samuelsen fik afskaffet licensen, der i stedet skal opkræves over skatten fremover.

I foråret var dansk politik dog svær at styre efter drejebogen.

Den helt store ubekendte var forhandlingerne om de offentlige overenskomster, og mange politiske budskaber druknede i bekymringen for en storkonflikt. Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), varslede den 7. marts lockout af 120.000 offentligt ansatte.

Mens forhandlerne fortsatte den svære armlægning i forligsinstitutionen, holdt alle andre vejret. Ikke mindst i Socialdemokratiet, hvor det interne pres var stort. Udsigten til potentielt at skulle bakke regeringen op gennem et lovindgreb, ribbede op i gamle traumer fra Thorning-tiden. Ved udgangen af april blev konflikten dog afblæst, og det lykkedes at lande de offentlige overenskomster.

MAJ: RØD 90, BLÅ 85

1. maj 2018 huskes ikke for arbejderkamp. Men derimod for et opsigtsvækkende farvel. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) valgte at stoppe i dansk politik. Blandt andet, fordi han havde svært ved at se sig selv i fremtidens Venstre, hvor næstformand og finansminister Kristian Jensen (V) står stadigt mere sikkert som arvtager. Også Esben Lunde Larsen (V) forlod dansk politik.

Løkke forsøgte at få det bedste ud af mandefaldet og foretog en justering af Venstres profil. Blandt andet ved at indsætte den grønne profil Jakob Ellemann-jensen (V) på posten som miljø- og fødevareminister. Samtidig kom iværksætteren Tommy Ahlers (V) med på ministerholdet, og i folketingsgruppen kom der kvinder i front. Karen Ellemann blev gruppeformand, Britt Bager politisk ordfører.

JUNI: RØD 96, BLÅ 79

Temperaturen steg i takt med sommerens komme. I hvert fald i oppositionen, hvor de tektoniske plader flyttede sig og øgede sandsynligheden for et parlamentarisk vulkanudbrud. Grundlovsdag meddelte den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, at hun styrer efter en ren S-regering, hvis hun får regeringsmagten. Dermed tog hun et åbent opgør med den mangeårige tradition for at have De Radikale med i regering. Med en dominoeffekt af parlamentarisk tumult til følge. I slutningen af juni fulgte Alternativet op med et opsigtsvækkende budskab om, at partiet vil gøre politisk leder Uffe Elbæk til statsminister. Bliver han ikke det, vil partiet tage sine »mandater ud af ligningen.« Dermed kan Frederiksen ikke regne med Alternativet som sit parlamentariske grundlag, og hvis partiet står fast, kan det få store konsekvenser efter valget.

AUGUST: RØD 93, BLÅ 82

Også De Radikale skruede op for kravene til S-formanden. Sommerferien lagde ikke låg på den parlamentariske ballade i rød blok. I august lød det pludselig fra Enhedslistens frontfigur, Pernille Skipper, at også hun ser sig selv som statsministerkandidat. Dog uden at true med at støtte en blå regering. Dermed er budskabet mere kommunikation, end det er en reel trussel. Meldingen understregede billedet af en kaosramt opposition.

SEPTEMBER: RØD 91, BLÅ 84

Intet efterår uden udlændingestramninger, når der skal laves finanslov med DF. Sådan lyder en grundregel i dansk politik, og 2018 var ingen undtagelse. Efterårets første store værdipolitiske debat indledtes af udlændingeminister Inger Støjberg (V), der efter aftale med DF ville afkræve alle ansøgere om statsborgerskab, at de skal trykke hånd ved en kommunal ceremoni. For eller imod håndtryk fyldte enormt i debatten. Samtidig sprøjtede regeringen politiske udspil ud. Om folkeskolen, erhvervsskolerne, børnene og ikke mindst klima og miljø, der for første gang i mange år er blevet et stort politisk tema. 18 udspil blev det til på 47 dage fra den 23. august til den 9. oktober.

Men enkelte sager har det med at overgå alle andre, og selv om Løkke kom kørende i en elbus med sine ministre for at præsentere sit udspil om 1 mio. elbiler, så samlede al fokus den dag sig om en helt anden nyhed. Nemlig sagen om den svindelanklagede Britta Nielsen, der er mistænkt for at have stjålet 110 mio. kr. fra Socialministeriet.

En opsigtsvækkende kriminalsag, der risikerer at puste til mistilliden. Når Danske Bank kan hvidvaske, når udenlandske kriminelle kan stjæle milliarder fra Skat, og når en enkelt person kan løbe med 110 mio. offentlige kroner, hvor meget kan man så stole på systemet? Rækkevidden af de forfærdelige sager er langt større end sagerne selv.

For hvis mistilliden til offentlige myndigheder og det skattefinansierede velfærdssamfund breder sig, er grundværdierne i den danske samfundsmodel på spil. Derfor påvirker sagerne dansk politik meget. Men hvad konsekvenserne vil blive er for tidligt at sige endnu. Foreløbigt står politikerne i kø for at ville sanktionere bankerne, et kommissionsarbejde om Skatteministeriet er sat i gang, og den såkaldte satspul-

je, som mistede 110 millioner, afskaffes som følge af finanslovsaftalen.

NOVEMBER: RØD 87, BLÅ 88

Finanslovsforhandlingerne viste sig igen vanskelige. Men ikke umulige. Da november var omme, kunne finansminister Kristian Jensen (V) under mindre tumult end året forinden fremlægge sin finanslovsaftale, hvor en øde ø syd for Vordingborg stjal overskrifterne. Udviste udlændinge skal ifølge DF og regeringen placeres på øen Lindholm. Derudover skal nye stramninger begrænse antallet af flygtninge, der ender med at blive permanent i Danmark, selv om der bliver fred i deres hjemlande. Hvad effekten af ændringerne vil være, er endnu ikke dokumenteret. Ifølge DF er der tale om den største stramning siden 2001. Dermed sluttede året, hvor det begyndte: med udlændingepolitikken.

DECEMBER: RØD 91, BLÅ 84

Udlændingepolitikken blev afgørende for mange ting. Blandt andet måtte regeringen opgive de fleste ambitioner om at lempe reglerne for udenlandsk arbejdskraft. I december kom turen så til udenrigspolitikken. Dansk tilslutning til en Fn-erklæring om migration skabte interne uenigheder i regeringen og stor offentlig debat. Ikke mindst med DF. Til sidst måtte statsministeren selv drage til Marokko for at tilslut- te sig på Danmarks vegne. Integrationsminister Inger Støjberg ville ikke.

Den sidste decembertvist mellem Løkke og Støjberg siger i øvrigt lidt om Venstres år 2018. Partiet var uenig med sig selv på ikke så få punkter, og fløjkampe har splittet folketingsgruppen. I debatten om land versus by, men primært i værdipolitikken.

Løkke skal håbe, at en juleferie får mere samling på tropperne. For i dele af baglandet ulmer modstanden nu imod den afskaffelse af regionerne, som kan blive en konsekvens af statsministerens bebudede sundhedsreform.

Reformen er tænkt som et af de afgørende redskaber til at vinde det kommende folketingsvalg, men et internt Venstre-opgør om en strukturreform er næppe det oplagte afsæt for statsministerens valgkamp. Når Venstre-folk som tidligere gruppeformand Søren Gade og formand for Venstre i Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, går imod regionsnedlæggelsen, er det et forvarsel om en svær sag for Venstre.

Der venter derfor en lang og uforudsigelig valgkamp, så snart champagnen er klinget af, og kalenderen viser 2019. Valget afholdes senest 17. juni 2019. Men reelt er der så kort tid til, at valgkampen de facto begynder 1. januar. En forsmag på Venstres linje får de interesserede allerede 1. januar kl 18.00. Her holder statsministeren sin – måske sidste – nytårstale.

Meningsmålinger: Norstat for Altinget og Jyllands-posten.