Universets herrer

Kommentar: Mens vi andre snakker grundskyld og stigende ulighed, er de et andet sted, det er en del af det virkelige drama i vor tid

Verdens gang

Universets Herre bor på Park Avenue og er i begyndelsen af romanen i færd med at sætte en snor på en gravhund; det er et prægtigt billede, kun overgået af billedet af Mogens Lykketoft, socialdemokratisk samfundssnedker, idealistisk Nicaraguafarer, han ses her i sin naturlige slutstilling som chef for hele verden, kravlende rundt i sin pragtfulde, statsfinansierede lejlighed i desperat jagt efter det forsvundne bilag på et styk elpære til en tier. Even the president of the United States so

metimes must have to stand naked, synger Nobelpris-vinder Dylan, og det er et billede, vi holder af; et satirisk billede på magten og æren og alle konger frem på rad, og når Tom Wolfe indleder sin roman med billeder af verdensherren og finansmagnaten Sherman Mccoy på det fantastiske marmorgulv i den fantastiske lejlighed på den fantastiske gade i den fantastiske by, New York, så er det selvfølgelig dels for at være morsom, dels for at varsle faldet; The Bonfire of the Vanities, ”Forgængelighedens Bål” hedder romanen.

Den er netop genudgivet i en smuk udgave med fast ryg, og det er sjældent en roman er værd at genoptrykke, endsige genlæse, men denne er vårfrisk at læse, ren, ublandet fornøjelse, en roman til og om firserne, men på forunderligste vis også en roman til tiden – vor tid.

Sherman Mccoy, den store børsmægler, går ud i regnvejret, og katastrofen anes allerede, da han ringer hjem og spørger efter Maria, som tilfældigvis er hans elskerinde og det virkelige formål for svinkeærindet med hunden i snor. Kort efter kører de

forkert på Manhattan, tager den forkerte exit, og resten er faldet fra tinderne, det store fald, mens gribbene kredser om ådslet, ikke mindst – naturligvis – pressen, der elsker historien om den rige, privilegerede, hvide mand, der har kørt en uskyldig, sort mand ned. Og nu må betale prisen - #Metoo.

Pressen var på vulkaner i går.

Åh! Skalhinden var hans hoved, og højre side af hans hoved lå på puden, og blommen var så tung som kviksølv, og den rullede som kviksølv, og den pressede sig ned mod hans højre tinding og hans højre øje og hans højre øre. Hvis han prøvede at rejse sig for at tage telefonen, ville æggeblommen, kviksølvet, hele den forgiftede masse, få et nyt tyngdepunkt og rulle over til den anden side og sprænge skalhinden, og hans hjerne ville falde ud.

Nu om dage drikker pressen ikke, og dog kan det føles, som vaklede den i en rus, en døs; forhekset af symboler.

Wolfe skrev sin roman i 1987. To år senere var New York-ikonet Donald Trump ved at gå ned. Kreditorerne stod i kø; han var fallit. Men han gik ikke ned, for han var sit eget brand og som sådan et varsel om en ny tid, en narcissistisk tid, hvor populærkulturen er herre. Selvironi er ikke hans varemærke, som det ikke er tidens: Hvis selvironi var på mode, ville Nicolai Wammen falde om af grin, hver gang han selv åbnede munden, og det gør han som bekendt ikke. Han taler om de allerri

geste i det her samfund, fremmaner billedet af finansfyrster versus sosu-assistenter, snyder, så vandet driver, en slags provins-trump. I dyb, selvhøjtidelig alvor.

Trump er anderledes stor og amerikansk. Massiviteten går igen overalt fra manchetterne i hans skjorte til de trofæhustruer, hvis barme trodser tyngdekraften med samme skamløshed som hans orange hår. Trump er en mand til tiden, men han er ikke Universets Herre, ikke for alvor. Vi ved, de er et sted, et andet sted end der, hvor socialdemokraterne leder efter dem; Universets Herrer er ligeglade med udsigten til Mette Frederiksen, de spiller i en anden liga.

Mens Tom Wolfe – manden i det hvide jakkesæt, den store forfatter, som vi mistede i år – researchede til sin roman, var han en hvid flue på væggen hos Salomon Brothers. Her sad også journalisten Michael Lewis, der i bogen Liar’s Poker fortæller om firsernes Wall Street og chefen blandt børsmæglerne, manden med det sært ildevarslende navn Gutfreund; man kender hans tilstedeværelse ved den følelse, man får i kroppen, når han står der, og bagefter vidner en lille tue af hans særligt velformede cigaraske på gulvet om, at han har været der. Og set alt. En dag standser han ved Meriwethers bord. Meriwether er firmaets performer, berygtet for sin udtryksløshed, der gør ham i stand til at kontrollere de to mest ødelæggende følelser, en aktiehandler kan give sig i vold: frygt og grådighed. Han er kontorets haj, når det gælder liar’s poker, men dette er farligt for alvor: »En hånd. En million dollars. Ingen tårer,« siger Gutfreund, og der bliver stille i lokalet. I en enkelt hånd kan alting ske. Han er under pres. Men i stedet for at trække sig hæver han indsatsen: »Nej, hvis vi skal spille om den slags penge, så lad os gøre det interessant. 10 millioner dollars.« »Du er ikke rigtig klog,« siger Gutfreund med et sygt smil og vender sig om og går.

Sådan spiller Universets Herrer med jordkloden, deres udtryksløse upågribelighed er deres styrke. Mens vi andre snakker grundskyld og stigende ulighed, er de et andet sted, det er en del af det virkelige drama i vor tid, og det skal vi huske, at selv om vi vælger Mette Frederiksen, så bliver hun kun chef for børnebordet, de voksne anderswo engagiert.

PREMIUM

Læs alle udgaverne af ”Verdens gang” under ”Kommentarer” på jp.dk/premium