Tanker ved årsskiftet: Der er så meget, vi ikke forstår
Kære politikere i Aarhus Byråd. I LEV Aarhus har vi det med at gøre status ved årsskiftet. Hvordan er året gået, og hvad ser vi frem til næste år?
2018 vil vi huske for budgetforhandlingerne. Først var der usikkerhed om, hvor mange penge kommunen manglede. Så kom det store underskud frem, og et gigantisk sparekatalog blev sendt i høring. Midt i det hele, da folkeskoleforældrenes protester rungede i hele byen, fandt borgmesteren pludselig alligevel nogle penge, der straks blev brugt på at omgøre spareforslaget på folkeskoleområdet – endda inden høringen var afsluttet.
På voksenhandicapområdet blev de direkte besparelser på bostederne taget af bordet, mens eksempelvis kravet om effektivisering med grønthøstermetoden blev fastholdt. I LEV Aarhus drak vi champagne, da de direkte besparelser på bostederne forsvandt. Men champagnen havde en besk smag.
Vi forstår ikke den der grønthøster. Området for voksne med handicap er så økonomisk udsultet, at grønthøsteren godt nok skal sættes ned i ekstra lav klippehøjde, når grønthøsteren kører hen over det. Hvordan kan områder med så forskellige udgangspunkter blive bedt om at spare samme procentsats?
Fortsat ligger der besparelser i voksenhandicapafdelingen i millionklassen. Helst havde vi set, at området havde fået tilført flere penge, for det nuværende niveau er ganske enkelt ikke acceptabelt. Der er f.eks. mangler på det sundhedsmæssige område på bostederne. Og problemer med fastansatte, der flygter fra dårlige arbejdsvilkår, så vikarer bliver reglen snarere end undtagelsen. Og dårlige normeringer, der medfører mangel på helt basal pleje. Og et aktivitetsniveau på bostederne, der ofte er ikkeeksisterende.
I LEV Aarhus kommer vi ikke til at forstå, at I som ansvarlige politikere tilsyneladende er tilfredse med, at Aarhus ligger på en 97. plads af landets 98 kommuner, hvad angår udgifter til voksenhandicap. Intet andet område ligger bare tilnærmelsesvist så lavt i statistikken. I er altid stolte, når Aarhus ligger forrest på et eller andet område. Hvorfor er I ikke tilsvarende flove over, at Voksenhandicap har så dårlig en placering?
Vi forstår det ikke, for var det ikke dét, som I politikere havde på jeres to do-liste, dengang I blev valgt første gang: at sikre en god tilværelse for de borgere, der uden egen skyld ikke kan klare sig selv? Var det ikke jeres ambition, at borgere med størst behov for hjælp, skulle have megen hjælp? Men hvor endte så ambitionerne og ønskerne henne, da det blev hverdag på byrådsmøderne? Gik de hen og druknede i håbet om genvalg?
Eller handler det her i virkeligheden om, at de fleste af jer ikke har haft mennesker med udviklingshæmning tæt inde på livet og derfor slet ikke ved, at de også er mennesker med ønsker og håb, med krav på omsorg og værdighed i plejen og indhold i tilværelsen? At mennesker med udviklingshæmning også er nogens søn eller datter, søster eller bror. Og at det er tilfældighedernes spil, at det ikke lige blev dig, der blev mor eller far, søster eller bror til et menneske, der er helt afhængig af samfundets velvilje og dine kræfter.
Det må også være grunden til, at der endnu ikke er kommet styr på retssikkerheden på børnehandicapområdet, hvor familier stadig ikke føler, at den kommunale sagsbehandling hjælper dem i en svær livssituation. Fortsat hører vi om familier, der snarere oplever Handicapcentret som et benspænd og en modspiller i bestræbelserne for, trods svære odds, at skabe et godt familieliv. Når vi nu ved, at f.eks. tabt arbejdsfortjeneste er en af de mest virksomme hjælpeforanstaltninger, man kan tilbyde en familie, for at undgå at familien slides ned, er det uforståeligt, at der fortsat skæres så meget i netop den støtte. Forældre rammes af stress og nedslidning, mister måske deres arbejde. Søskende oplever den handicappede bror eller søster som en enorm belastning og ender med at tage afstand fra ham eller hende. Til gavn for hvem? Ikke engang til gavn for økonomien. For naturligvis er regningen for disse følgevirkninger af den manglende støtte langt større end udgiften til den hjælp, familien nægtes.
Når champagnen drikkes nytårsaften, og raketterne sendes til vejrs, vil LEV Aarhus binde gode ønsker i halen på raketterne:
Vi vil ønske, at 2019 bliver året, hvor I en gang for alle begynder at hæve taksterne på bostederne, så taksterne kommer til at matche opgaven. Hvor vi derfor kan vinke farvel til de skrækkelige historier om kommunalt omsorgssvigt, som vi har oplevet gennem nogle år. Hvor vi pårørende kan begynde at sove trygt om natten, fordi vi ved, at der er nogen, der passer på vores voksne børn, der ikke kan passe på sig selv. Vi vil ønske, at 2019 bliver året, hvor I endelig forstår, at retssikkerheden skal og må tilbage på børnehandicapområdet. Hvor vi ikke mere skal høre fra forældre, at kommunens kræfter først og fremmest bruges på at undgå at yde hjælp og støtte. Hvor vi i stedet hører forældre berette om den gode rådgivning, de får fra Handicapcentret – en rådgivning, der for resten også er lovpligtig. Hvor vi ser, at antallet af ankesager til Ankestyrelsen bliver minimeret. Ikke fordi ingen har kræfter til at anke, men fordi kommunens afgørelser først og fremmest er korrekte, men også forståelige for forældre. Vi vil ønske, at 2019 bliver året, hvor vi har set de sidste besparelser på voksenhandicapområdet. I hvert fald i den årrække det vil tage at kravle op på en bare rimelig placering i den kommunale statistik. Vi vil ønske, at I forstår, at et samfund, der ikke tager sig ordentligt af sine svageste borgere, bliver et koldt og råt samfund, som ingen af os ønsker.
LEV Aarhus samarbejder gerne om ønskernes opfyldelse. I ringer bare. Godt nytår.
Lad 2019 blive året, hvor vi vinker farvel til skrækkelige historier om kommunalt omsorgssvigt.