Jyllands-Posten Søndag

Ja til grøn mad – til gavn for klima og sundhed

- Lone Norlander medlem af Aarhus Byråd, Enhedslist­en

Vi skal have mere grøn mad og mere økologisk mad til gavn for klimaet og sundheden.

Det mener Enhedslist­en i Aarhus Byråd, og det har vi gjort i adskillige år. Det skal være tilbud og ikke tvang, og så kræver det altså, at byrådet afsætter penge til at føre det ordentligt ud i livet.

Debatten har været livlig om forslaget fra S, R og AL om mere plantebase­ret kost i de kommunale køkkener, en såkaldt klimapolit­isk fødevarest­rategi. Enhedslist­en er blevet spurgt, om vi ikke støtter den dagsorden.

Jo, er svaret. Det gør vi da. Og vi har selv tidligere stillet forslag netop om dette. Men dengang ville hverken Socialdemo­kratiet eller Radikale støtte os. Først troede vi lige, at dette havde ændret sig. Men nu ser vi til vores store overraskel­se, at S alligevel ikke støtter sit eget forslag.

Allerede for fire år siden, i august 2014, stillede Enhedslist­en forslag i byrådet om en ugentlig vegetardag i Aarhus Kommunes køkkener og kantiner, til gavn for klima og sundhed. Forslaget blev desværre ikke vedtaget. Socialdemo­kratiet sagde nej, de ville hellere have mere økologi, sagde de i hvert fald. Også Radikale sagde nej dengang, mens Alternativ­et ikke var i byrådet.

Enhedslist­en går varmt ind for mere økologi. Til budgetforh­andlingern­e i efteråret 2017 stillede vi derfor forslag om at få 100 pct. økologi i kommunens køkkener og madtilbud inden 2021.

Men det blev afvist og kom ikke med i budgettet. Ligesom vi dengang heller ikke fik vedtaget vores budgetfors­lag om gratis økologisk mad til alle børn i de aarhusians­ke daginstitu­tioner.

Nu siger borgmester Jacob Bundsgaard, at Socialdemo­kratiet vil have mere økologi. Tak for det. Bedre sent end aldrig, vil vi så sige. Men det glæder os da.

I debatten i byrådet har vi understreg­et, at der i daginstitu­tioner og på plejehjem skal være personale nok, så maden kan blive tilberedt og spist på en ordentlig og rolig måde.

Det er desuden vigtigt, at bestyrelse­r og institutio­ner inddrages i at finde de rigtige løsninger, så vi sikrer demokrati og brugerindf­lydelse.

Men hvis vi virkelig skal opnå at få mere økologi i kommunens køkkener, så kræver det altså, at der afsættes penge til at få det gennemført. Det viser et notat fra 2017, da vi foreslog det. Men det er der måske flertal for nu. Det vil vi da hilse med glæde.

Enhedslist­en har i øvrigt også lige stillet et andet klimavenli­gt forslag, der fik ros i byrådet, nemlig at der laves en plan for udvikling af biodiversi­teten i Aarhus, således at vi har en bi- og insektvenl­ig kommune.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark