Gæstebud
Briterne har ofte måttet høre for deres »stiff upper lip«, altså deres stive overlæbe, som angiveligt gør dem følelseskolde eller i hvert fald tilbageholdende med at åbenbare deres inderste tanker.
Sjældent har denne stive overlæbe været mere synlig eller mere på sin plads end under Donald Trumps besøg i Storbritannien i den forløbne uge. Den amerikanske præsident havde knap ramt landingsbanen i Air Force One, før han fyrede et tweet af mod Londons borgmester, Sadiq Khan. De to har tidligere været i clinch. Khan sammenlignede ham med det 20. århundredes fascister, og Trump, der har vanskeligt ved blot at tie stille, svarede ved at kalde borgmesteren en taber med ringe kropshøjde.
Ingen briter, der mødte Trump, hans kone og den udvidede familie, som han havde taget med, selv om den vist ikke var omfattet af invitationen, løftede et øjenbryn. Ikke én overlæbe sitrede. Dronning Elizabeth tog imod, siden var der statsbanket, der fulgte samtaler med den afgående premierminister, Theresa May, og briterne opførte sig, som om Trump var en ganske almindelig, officiel gæst.
Det var han på en måde også. Når en præsident, en regeringschef eller en monark aflægger visit i udlandet, er det embedet, der modtages og vises respekt. Der er undtagelser, i Europa f.eks. Winston Churchill, Willy Brandt og Vaclav Havel, som udløste vældige, personlige sympatier. Men i reglen er det titlen, der bærer det hele. Hvis Trump ikke havde været præsident, ville ingen i London have haft med ham at gøre.
Men det er han nu, og så må det være, at han sikkert ikke tænkte på ovennævnte finheder. For Trump var det formentlig et tegn på, at han er voldsom populær. Fint nok, har hans værter vel tænkt, så længe han holder sig i skindet.
Hvilket han gjorde, efter trumpske forhold. Han kom med sympatiske lyde omkring Boris Johnson og andre brexit-folk, der, selv om det er vanskeligt at forstå, kappes om at overtage hvervet som partiformand og premierminister. Han afleverede en slet skjult bredside mod EU. Men ellers holdt han sig tilbage, en konstatering, man ikke ville have fundet nødvendig at nævne, havde der været tale om en hvilken som helst anden amerikansk præsident.
Trump var ikke den eneste, der åbenbart fortrængte, at han er der som repræsentant for sit land og ikke som privatperson. Lederen af det socialdemokratiske Labour, den meget venstreorienterede Jeremy Corbyn, havde sendt afbud til banketten og talte i stedet ved en demonstration mod præsidenten.
En lignende protest fandt ikke sted, da Kinas leder Xi Jinping, diktator over en mia. mennesker, besøgte London for nogle år siden. Corbyn deltog i en banket for Xi og greb ingen mikrofon for at opfordre til demokrati og ytringsfrihed for Riget i midten. I stedet boykotter han en mand, der har vundet ved frie valg. Hvilket trods alt siger mere om Corbyn end om Trump.
Glemmes må ikke den tidsmæssige anledning til den amerikanske præsidents besøg – 75-året for D-dag, de allieredes landgang i Normandiet under Anden Verdenskrig. Der er ikke mange veteraner tilbage, og man undede briterne, som var en førende kraft i fremstødet, at mindes deres glorværdige indsats dengang. Bagefter kalder hverdagen igen, med balladen om brexit, om Storbritanniens plads i verden i dag og en uberegnelig amerikansk præsident.
Men den stive overlæbe holdt. Det var godt.
Undervejs