Udskældt lov er udskudt efter uro Irans farlige Revolutionsgarde forhandler ikke med Djævlen

Hongkongs leder, Carrie Lam, sagde lørdag på en tv-transmitteret pressekonference, at hun efter omfattende uro vil suspendere en udskældt udleveringslov. Loven har bidraget til dyb splittelse, og der har været utilstrækkelig kommunikation om lovgivningsarbejdet, sagde hun.

Hun tilføjede, at hun af hensyn til Hongkongs interesser og for at undgå flere voldelige sammenstød vil suspendere diskussionerne om loven, og at der nu kommer en periode, hvor Hongkongs styre vil være åbent for input og kritik.

»Vi har ikke til hensigt at fastsætte nogen tidsfrist for det videre arbejde med denne lovgivning,« sagde hun.

I den seneste uge har titusinder af millionbyens indbyggere været på gaden i protest. Studenterledere siger til internationale nyhedsbureauer, at omkring en million mennesker deltog i en protestmarch sidste lørdag. En ny, stor demonstration er planlagt søndag.

Voldsomme protester

Beslutningen om en suspendering af den omstridte lovpakke er en af de mest opsigtsvækkende indrømmelser fra styret i Hongkong, siden den tidligere britiske kronkoloni i 1997 blev givet tilbage til Kina.

Kina støtter Carrie Lam i beslutningen om at suspendere loven. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Allerede fredag sagde flere fremtrædende medlemmer af byens lovgivende forsamling, at man burde afstå fra at indføre loven set i lyset af den massive folkelige modstand.

Loven ville blandt andet føre til, at de omkring 7 mio. borgere i Hongkong i straffesager kunne blive udleveret til retsforfølgelse i selve Kina.

Kritikere frygter imidlertid, at udleveringsaftalen kan bruges til at straffe politiske fanger. Samtidig bliver loven set som endnu et skridt i retning af øget kinesisk kontrol over Hongkong. Reuters Den 22. april, samme dag USA skærpede oliesanktionerne mod Iran en ekstra omgang, truede den iranske Revolutionsgarde med at blokere Hormuzstrædet, en af verdens mest vitale vandveje for den globale handel og olietransport.

»Hvis vi bliver forhindret i at bruge strædet, så lukker vi det,« sagde lederen af Revolutionsgardens flåde, kontreadmiral Ali Reza Tangsiri.

Det var tredje gang, han fremsatte truslen.

Da fire olietankskibe den 12. maj blev saboteret nær indsejlingen til strædet, anklagede USA’S forsvarsministerium Revolutionsgarden for at stå bag.

Og efter et nyt attentat torsdag mod to olietankskibe i det samme farvand frigav USA’S Centralkommando en noget uklar video, som angiveligt viser Revolutionsgarden fjerne en udetoneret, magnetisk mine fra det ene af de to forulykkede skibe.

Det var Iran, der gjorde det,« sagde Trump i et interview på tv-kanalen Fox.

»Og I ved, de gjorde det, for I så jo selv den båd. De ville ikke efterlade beviserne.«

Anklagerne er blevet blankt afvist af den iranske præsident Hassan Rouhani og udenrigsminister Javad Zarif, som mere end antyder, at de skyldige er Saudi-arabien, Emiraterne eller Israel i et forsøg på at trække USA ind i en væbnet konflikt mod Iran.

En stat i staten

Men spørgsmålet er, om Rouhani og Zarif overhovedet ved, hvad Revolutionsgarden foretager sig.

Den magtfulde garde er en stat i staten, som formelt sorterer direkte under præstestyrets øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, men reelt anses for at være selvstyrende.

Den har sin egen flåde og sit eget luftvåben og efterretningsvæsen. Og mens reformvenlige kræfter som Rouhani og Zarif ønsker at neddrosle konflikten, kan det forholde sig lige modsat med Revolutionsgarden.

Ifølge International Crisis Group kan sanktioner og konflikter nemlig medføre store fordele såvel politisk som økonomisk for Revolutionsgarden, som anslås at kontrollere omkring en tredjedel af Irans samlede økonomi.

»Dens indflydelse voksede betragteligt under sanktionerne i forbindelse med konflikten om Irans atomprogram fra 2006 til 2013,« skriver organisationen i en rapport fra november sidste år.

»Den kontrollerer smuglernetværk og suger milliarder ud af de offentlige kasser, som den angiveligt bruger i komplekse, lyssky transaktioner til at omgå de amerikanske sanktioner.«

Revolutionsgarden har kontrol over firmaer med milliardomsætninger inden for bl.a. byggeri, infrastruktur, telekommunikation, medier og ikke mindst våbenproduktion.

Militært menes den at råde over ca. 125.000 mand. Og for at kunne »beskytte revolutionen« – også mod landets konventionelle hær og befolkningen – kan den til hver en tid indkalde omkring 600.000 mand til de paramilitære Basij-styrker.

Internationalt er Revolutionsgarden bedst kendt på grund af sine Quds-styrker, en eliteenhed, hvis officielle formål er at føre krigen over i fjendens lejr og afskrække eksempelvis Saudi-arabien og Israel fra at bombe Iran.

Quds-styrkerne er Revolutionsgardens internationale styrke og træner, rådgiver og financierer væbnede grupper i bl.a. Afghanistan, Irak, Libanon og Gaza som eksempelvis Hamas og Hizbollah og i stigende grad Houthi-oprørerne i Yemen.

Den Store Satan

Efter USA’S invasion i Irak førte de proxy-krig imod Golfstaterne, først i Irak og siden også i Syrien, ved at støtte diverse shia-militser i den sekteriske konflikt med de Golf-støttede sunni-militser.

I Irak støttede de også shiamilitsernes angreb imod de amerikanske styrker, selv om USA’S invasion og Saddam Husseins fald gav Revolutionsgarden store og nye muligheder for at ekspandere sit netværk, politisk såvel som kommercielt.

Men med Islamisk Stats opståen i 2014 vendte billedet, og i Irak gik selv Quds-styrkerne i samarbejde med den amerikansk-ledede koalition i kampen med kalifatet.

Samarbejdet udviklede sig dog aldrig til en kærlighedshistorie.

For Revolutionsgarden og Irans høge er USA »Den Store Satan«. Det var en lektie, de bl.a. lærte op gennem 1980’erne, da USA i næsten otte år støttede Saddam Husseins krig mod Iran, og som de endnu engang fik bekræftet i 2018, da præsident Donald Trump rev dén atomaftale i stykker, som reformvenlige kræfter i Iran havde forhandlet på plads under ledelse af præsident Rouhani og udenrigsminister Javad Zarif.

Da Trump-administrationen i begyndelsen af april tog det højst usædvanlige skridt at stemple Revolutionsgarden som terror-organisation, blev en sidste mulighed for forhandlinger med Irans høge formentlig brændt over.

»At forhandle med djævlen bærer ingen frugt, siger Koranen,« lød det i sidste måned fra Revolutionsgardens næstkommanderende, kontreadmiral Ali Fadavi.

Kina støtter beslutningen om at suspendere en omstridt udleveringslov. Frygten for en ny krig i Mellemøsten er latent. Centralt i spillet står Irans Revolutionsgarde, som USA har stemplet som terrorgruppe.