Vestager er oppe mod vanskelig matematik og gamle traditioner

Næsten halvdelen af EU’S medlemmer har skiftet regering, og det betyder, at de liberale nu står stærkere, når EU’S stats- og regeringschefer skal besætte EU’S topposter. Margrethe Vestager blev lanceret af det liberale bagland og har nu også Danmarks opba

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, fik for alvor spekulationerne om EU’S topposter til at rulle, da han forleden nævnte Tysklands kansler, Angela Merkel, som et muligt bud på en ny formand for Eu-kommissionen.

Opfattelsen var ellers, at den franske præsident ville bakke partifællen Margrethe Vestager op. Hvad skulle det her lige betyde?

Som altid, når topposterne skal besættes i EU, bliver hvert et sagt og usagt ord vendt og tolket: Hvad ligger der egentlig bag meldingen?

Blandt flere danske diplomater er der almindelig enighed om, at Macrons melding dybest set kan tolkes som en støtte til den danske kandidat. Logikken er, at Angela Merkel efter 14 år på kanslerposten i Tyskland næppe er interesseret i det slidsomme job som Europa-kommissionens formand. Til gengæld kunne man mageligt forestille sig, at hun ville slutte sin politiske karriere som EU’S præsident.

»Og så har de konservative fået deres, og dermed er Vestager for alvor inde i spillet,« lyder den diplomatiske analyse.

S bakker op

Da Margrethe Vestager under Folkemødet på Bornholm blev spurgt, om hun oplevede en reel vilje fra den danske regering til at bakke hende op, svarede hun, at »det var en stor hjælp«, da Lars Løkke Rasmussen bakkede hende op.

Vestager understregede på Bornholm, at støtten hjemmefra betyder meget: Den lille boks med støtten fra ens land er rigtigt praktisk at kunne tikke af, sagde hun.

»Det er jo sådan, at folk, som i øvrigt synes, at det kunne være en god og spændende idé, hvis jeg blev formand for kommissionen, tænker: Hvem er der noget galt med, siden dit eget land ikke giver det et ordentligt skud, for at det skal komme til at ske,« lød det fra Margrethe Vestager.

Dagen efter kom den melding, som hun ventede på. Danmarks måske kommende statsminister, Mette Frederiksen, udtalte sig for første gang om Vestagers kandidatur:

»Hvis Margrethe Vestager er i nærheden af at kunne blive formand for kommissionen, er det da i dansk interesse at bakke op om det,« lød det fra Mette Frederiksen.

Med meldingen kunne danske diplomater gå et gear op, men holdningen er, at Margrethe Vestager ikke nødvendigvis er tjent med det store diplomatiske benarbejde. EUdiplomater hæfter sig ved, at det ligefrem kan være en fordel for Margrethe Vestager, at det ikke er lille Eu-forbeholdsramte Danmark, som har ført hende i felten, men den supereuropæiske liberale gruppe i EuropaParlamentet.

Puslespillet om topposterne finder sted hvert femte år, efter at der har været holdt valg til Europa-parlamentet. Ud over at skulle finde en afløser som Eu-præsident for polakken Donald Tusk og en ny formand for Europa-kommissionen i stedet for JeanClaude Juncker, som kommer fra Luxembourg, skal posten som EU’S udenrigschef besættes, Europa-parlamentet skal selv finde en formand, og meget snart skal der også findes en ny chef for Den Europæiske Centralbank.

Thorning glippede

For fem år siden blev der arbejdet på at gøre Danmarks daværende statsminister, Helle Thorning-schmidt (S), til Eu-præsident, et forehavende, som ifølge kilder tæt på processen var meget tæt på at lykkes. Men i spillets slutfase gik kabalen ikke op, og Helle Thorning-schmidt blev vraget.

Hvem der får hvad, afhænger af en fin balance, som delvis afspejler EU: Der skal tages hensyn til de store politiske partier, der skal tages hensyn til de store lande, men også til de små, balancen mellem nord og syd skal holdes, og så skal det sikres, at gamle medlemslande ikke sætter sig på alt på bekostning af de nye.

Denne gang er forventningen også, at balancen mellem kvinder og mænd er i orden. Kriterier, som de få topjob umuligt kan rumme, og derfor er der lagt op til endnu et drama, når EU’S stats- og regeringschefer mødes til topmøde den 20.-21. juni for at sætte navne på. Lykkes det ikke der, har de fået besked på at holde mødefri fra søndag den 30. juni, for det hele skal være på plads inden den 2. juli, når Europa-parlamentet mødes første gang efter valget.

Tre italienere går af

Italien kan ikke klage over mangel på indflydelse i Eu-toppen: På tre af de Eu-topposter, som nu er i spil, sidder en italiener. Mario Draghi som chef for den magtfulde centralbank i Frankfurt, Antonio Tajani som Europa-parlamentets formand og Federica Mogherini som næstformand og udenrigschef i Eu-kommissionen.

Den tunge repræsentation har dog ikke vist sig i italienernes hengivenhed over for EU – tværtimod. Ved europaparlamentsvalget i maj skrev italienerne historie, da over 40 pct. af vælgerne satte kryds ved et Eu-skeptisk parti. For et år siden dannede to Eu-kritiske partier, Lega og Femstjernebevægelsen, regering. Især Legas popularitet i Italien er styrket, men i europæisk sammenhæng er både Lega og Femstjernebevægelsen små partier.

Når Italiens premierminister, Giuseppe Conte fra Femstjernebevægelsen, skal varetage Italiens interesser i spillet om topposter, har han ingen naturlige allierede i kredsen af EU’S stats- og regeringschefer. Hverken Lega eller Femstjernebevægelsen har noget netværk blandt de tre tungeste alliancer: de konservative, socialisterne og de liberale, som sidder på langt, langt hovedparten af de stole, som står rundt om mødebordet.

For fem år siden, da Matteo Renzi stillede til forhandlinger i Bruxelles, kunne han dels henvise til, at hans socialistiske parti havde sejret i Italien, dels havde han forbindelserne i orden: I nabolandet Østrig sad en rød kansler, i Frankrig var præsidenten socialist ligesom premierministrene i bl.a. Danmark, Tjekkiet og Portugal.

Når EU’S stats- og regeringschefer sætter sig sammen torsdag for at fordele posterne, vil der være en rød stol mindre i lokalet, medmindre Mette Frederiksen (S) når at få en dannet en regering og halser til Bruxelles. Så vil styrken være nøjagtig den samme som i 2014: ni røde stole.

Regeringscheferne på venstrefløjen har den fordel, at de kan stå sammen over for en mere splittet borgerlig blok. De konservative, som i 2014 stillede med 12 m/k må nu se sig reduceret til syv. Tæller man Østrigs teknokratiske regering med, bliver det otte.

Heroverfor står en styrket liberal gruppe:

INDBLIK

gig.

Var rød i 2014, nu

Danmark: Socialdemokratisk i 2014, nu under Løkkes ledelse, hvis en ny regering ikke falder på plads.

Finland: Konservativ i 2014, nu socialdemokratisk.

Frankrig: Socialistisk i 2014 med Francois Hollande som præsident, nu liberal under Emmanuel Macron.

Grækenland: Borgerlig i 2014, nu på venstrefløjen.

Italien: Rød i 2014, nu Eu-kritisk under Femstjernebevægelsen og Lega.