B
til.
For selvfølgelig begynder det med en gåde, når plottets mester svinger taktstokken.
Det 68-årige legebarn har sendt journalisten ind i sit orangeri. Der er noget, der skiller sig ud derinde, siger han. Dyrebare interviewminutter svinder, mens gæsten spejder efter (blod)spor. Den garvede efterforsker Carl Mørck havde nok knækket koden allerede.
Gennembruddet kommer først, da alt det grønne ved berøring viser sig at være kunstigt. Det er et lille vindruetræ og en chiliplante – ægte – som skiller sig ud.
Testet for vakshed og bestået kan vi komme i audiens i krimikongens røde villa bag Jesuskirken i Valby. Flere forlorne vækster putter sig blandt loppeguld og kogebøger i den bohemiske spisestue. Planterne er praktiske, når man rejser verden rundt en god tredjedel af året. Men Jussi Adler-olsen synes også, det ser fedt ud. Han kan godt lide de sydlandske omgivelser.
Opklaringsarbejdet i orangeriet blegner selvsagt ved siden af de brutale mysterier med overgreb, lig og kyniske henrettelser i ”Offer 2117”. Det ottende bind i serien om Afdeling Q handler om karakteren Assads indtil nu så gådefulde fortid.
Inde i Jussi Adler-olsens hoved er Assad en lille krøltop. Filmfans vil genkalde sig billedet af den libanesisk-svenske skuespiller Fares Fares. I de kommende film skal publikum dog vænne sig til en ny Assad og en ny Carl Mørck.
Jussi Adler-olsen er ikke glad for filmatiseringerne af de første fire bind i serien. Det er ingen hemmelighed. Billetsalget taler for sig selv, men forfatteren mener, at filmene kunne være blevet en endnu større succes. Hvis de havde båret hans blåstempel.
»Zentropa ville have været ekstremt meget rigere i dag. For de ville have fået ikke alene det publikum ind, de fik, men også al»Den figur, Nikolaj har lavet, den går ikke rigtig bare sådan at ændre. Og jeg tror heller ikke, hans trofaste publikum ville have syntes, det var bedre. Det kunne have været en fantastisk karakterrolle for ham, som kunne have modnet rigtig meget. Jeg har ikke noget imod Nikolaj. Der var engang, jeg sagde til Nikolaj Vraa (journalist, red.) på Her og Nu, at jeg synes, det var at skabe en enstrenget Mørck-figur. Det betyder ikke noget særligt. Enstrenget betyder bare, at der er flere facetter i den figur, end han får lov til. Det blev til det her. Frygteligt. Hele vejen igennem.« Han vil gerne være færdig. Helst i dag. Han håber at lukke kapitlet i 2022. Det er syv år senere, end serien oprindeligt var berammet til. Succes kan trække tingene i langdrag. Succes og et hæmmet syn.
I marts i fjor vandrede forfatteren på lykke og fromme ned ad gaden i sit afholdte Barcelona med sin livsledsager, Hanne, da der voksede spindelvæv frem for hans venstre øje. Det lod sig ikke gnide bort. Og om aftenen på altanen begyndte lysglimt at storme som fyrværkeri for hans blik.
»Tryk på speederen!«
Det skyldtes, viste det sig på øjenklinikken i Barcelona, en glaslegemeløsning. En naturlig tilstand, der kan komme snigende med alderen. Da Jussi Adler-olsen fløj hjem til sin egen øjenlæge i København dagen derpå, fandt man en revne i hans nethinde.
»Jeg håber, den lige er opstået, for hvis der begynder at glide væske ind bag din nethinde, bliver du blind på øjet. Jeg har ringet ud til Rigshospitalets øjenklinik i Glostrup. Du skal være der om 25 minutter. Så bliver du opereret,« gengiver Jussi Adler-olsen doktorens ordre.
»Jeg stormede ned og tog en taxa og sagde: ”Tryk på speederen”. Da jeg så kom derud, kunne den første læge ikke finde det. Jeg var fuldstændig desperat. For det blev jo værre. Det kunne jeg mærke. Han kaldte på bagvagten, og han fandt det med det samme og svejsede det til.«
Prøv at lukke dit venstre øje. Læs videre med det højre. Det kan sagtens lade sig gøre. Forestil dig nu at skrive et par bøger med det handicap.
»Jeg tænkte som dig: Min karriere bliver smadret. Kan du skrive med ét øje? Jah, det kan du vel nok. Men er det fedt? Det vidste jeg ikke, om jeg syntes. Det er ret intenst at skrive. Hvad udsætter jeg det andet øje for? Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte skrive, læse eller bevæge øjnene overhovedet i to måneder bagefter. ”Du må se lige ud” – er du klar over, hvor svært det er?« udbryder Jussi Adler-olsen.
Han udspiller en lille scene. Bevæger langsomt og anstrengt og med sans for dramatik sit sølvkronede hoved fra side til side med et stift blik, mens han foregiver at føre en samtale med usynlige gæster ved bordet.
I de to måneder så Jussi Adler-olsen tv. På afstand. ”Krejlerkongen”. Godt program. Forfærdelig periode. For han mistede lysten til kreativiteten. Til at spille guitar endda. Og hvis du ikke er kreativ, lever du dårligt. Hvis du ikke er nysgerrig længere, så dør du.
Sådan er i hvert fald virkeligheden ifølge Jussi Adler-olsen.
Så han takker sine læger i bogens forord. For trods alt blev hans øje lappet så relativt hurtigt sammen, at han ikke nåede at spekulere ret meget mere over et liv uden skriv. De næste ord falder næsten som et skuldertræk:
»Men det ville ikke have gjort noget. Bortset fra at mit projekt ville have været ødelagt. Virkelig ødelagt.«