Vargas Llosa, Spaniens feterede udstillingsfigur, optræder i Danmark

En af den sydamerikanske litteraturs store, men også besværlige navne gæster i disse dage Danmark. Man kan vælge at betragte det som en ære, at Mario Vargas Llosa optræder i Aarhus og København. Man kan også bruge anledningen til at se nærmere på helheden, på dette, at Vargas Llosa brød igennem som skarp, måske kommunistisk eller socialistisk samfundskritiker med romanen ”Byen og hundene” (dansk udgave: 1967), optaget af sit hjemland, Perus, skæbne, derpå international berømthed, nobelpristager i 2010, en mand, der fejrer sig selv og fejres af andre, som måske ikke altid ved, hvem eller hvad de fejrer.

Jeg var i mine yngre dage en begejstret læser af Vargas Llosas bøger. Min entusiasme kølnedes, i takt med at hans fortællende samfundskritik udviklede sig til et politisk engagement så direkte, at han i 1990 stillede op som borgerlig-liberal – i denne etikettes europæiske forstand – kandidat til præsidentposten i Peru. Vælgerne fejede ham ud. Vargas Llosa, ud af en fåtallig middelklasse i det traditionalistiske Arequipa, viste sig at være ude af takt med den politiske og sociale virkelighed i sit hjemland. Vælgernes flertal så ham som repræsentant for en hvid kaste, der sagtens forstår at fastholde sine privilegier, men hvis omsorg for nationen er minimal. At hans landsmænd kunne vrage ham, den berømte peruaner, forargede Vargas Llosa så vidt, at han emigrerede til Spanien. Han blev spansk statsborger, fandt sin plads i ledende kredse og taler ofte det nationalistiske højres sag i sine meningsartikler, fortrinsvis i dagbladet El País, der længst har forspildt sit ry som frisindet avis. Tidligt i forløbet forsvarede han cubanske og andre dissidenter, hvilket indbragte ham en dogmatisk tænkende venstrefløjs kritik. Det skubbede ham yderligere til højre. Her lod han sig inspirere af skikkelser som Hayek og Popper.

Mario Vargas Llosa (årgang 1936) er ikke længere den store forfatter. Det skyldes ikke blot hans alderdom, som utvivlsomt påvirker hans åndsevne. Det skyldes også, at han af egen drift lader sig bruge og misbruge af det Spanien, der i over 200 år tyranniserede Latinamerika, og som i vore dage glimrer ved at undertrykke sine sidste ikkespanske nationaliteter, blandt dem baskerne og catalonierne.

Andre spanske politikere, intellektuelle og akademikere, blandt dem tidligere premierminister Zapatero, tidligere højesteretsdommer Martín Pallin og dekan ved det juridiske fakultet under Sevillas Universitet Péres Royo angriber regelmæssigt, at 12 frit valgte catalanske ledere, fremstillet for den spanske højesteret i Madrid, risikerer domme på op til 25 års fængsel for et ”oprør”, der aldrig fandt sted. Vargas Llosa deltager skamløst i denne debat på anklagemyndighedens side. Da PEN International i januar kritiserede både processen i Madrid og et omsiggribende spansk forsøg på at knægte ytringsfriheden (f.eks. den berygtede brød Vargas Llosa ”uigenkaldeligt” med PEN. Han ønskede ikke at deltage i, hvad andre anser for en nødvendig og for demokratiet nyttig diskussion om, hvad der foregår i Spanien næsten 45 år efter diktatoren Francisco Francos død.

Det er trist at skulle sige det, men siges skal det: Vargas Llosa personificerer franskmanden Julien Bendas svigefulde intellektuelle. Han er den delvis fascistiske stats feterede udstillingsfigur. Som andre i hans branche er han blevet til sin egen tragiske helt.

Mario Vargas Llosa er ikke længere den store forfatter. Det skyldes ikke blot hans alderdom, men at han lader sig bruge og misbruge af Spanien.