Vesteuropa betaler allerede prisen for radikal indvandringspolitik
Det kan godt være, De Radikale render rundt og smiler ad alting på Christiansborg, i Gellerup, Vollsmose og Tingbjerg, men konsekvensen af partiets ligesindedes indvandringspolitik er allerede mærkbar over det meste af Vesteuropa.
I Sverige har den radikale forkærlighed for indvandring og hastig import af islam og dertil knyttede normer og bander ført til regelmæssige eksplosioner, skudepisoder, voldtægter, overfald og almindelig utryghed i ellers maleriske byer som Uppsala, Göteborg, Malmø og Stockholm, især for kvinder og jøder. Et droneangreb fik fredag i sidste uge en boligblok i Linköping til at ligne noget fra Beirut, da 250 lejligheder blev ødelagt og en nærliggende børnehave måtte evakueres. Ifølge politiet er brugen af eksplosiver i vores naboland rekordhøj for et land, der ikke officielt er i krig.
I de tre første måneder af 2019 er der registreret mere end 50 eksplosioner i foregangslandet, det er sådan ca. én hver anden dag. Krudtet rettes desværre ikke kun mod kriminelle. Således kom en 63-årig kvinde i vejen for en eksplosion, ligesom en otteårig dreng blev dræbt af en håndgranat og en fireårig pige af en bilbombe. Hvis man er kynisk anlagt, kan man sige, at der er fut i fejemøget: halalhumanisme til det svenske folk. Selv de slipseklædte kapitalister i svensk industri er så småt begyndt at se realiteterne i øjnene og overvejer, om den nationale krise i Sverige mon kunne hænge sammen med tilstrømningen fra de varme lande.
I Storbritannien har man også tiltagende svært ved at dæmme op for den etniske og religiøse selvsegregation i de større byer, særligt i Nordengland. I et multikulturelt kvarter i Birmingham har lokale muslimer protesteret i månedsvis mod en skole, der tolererer homoseksualitet og nægter at lade, som om det ikke findes. Selv skolens mindste elever bliver således gjort bekendt med, at der findes alternative familieformer i Storbritannien, og at ikke alt foregår efter traditionen. Det støder de demonstrerende muslimer, der finder, at deres tro og værdier krænkes. Som en af de krænkede, 34-årige Fatima Shah, der har en 10-årig datter på skolen, udtaler til netavisen Birminghamlive:
»Det er upassende, totalt forkert. Børnene får at vide, at det er o.k. at være homoseksuel, selv om 98 pct. af børnene på skolen er muslimer. Det er et muslimsk miljø. Jeg har taget min datter ud af skolen, og det samme har mange andre.«
Konflikten mellem den engelske skole og de muslimske forældre er såre illustrativ. Når det gælder de rette familieværdier, kommer islam først. Alligevel står vore integrations- og islameksperter klar med den certificerede visdom, at muslimer i Vesten blot vil anerkendes og respekteres; de ønsker intet andet end at imitere værternes tolerante totaldemokrati og hygge sig med fredagsslik, LGTBvenlige skoler, cykelstier og bikini på stranden. Ergo kan vi roligt glemme alt om sharia, separate domstole, terror, tørklæder, de 72 jomfruer i himlen for slet ikke at tale om forbud mod blasfemi eller krænkelser, herunder homoseksualitet, manglende tildækning af kvinders hår, lår, røv og bryster m.m.
Vi kan lukke øjnene, men står i et valg mellem nationalisme eller imperialisme. Frontalt nice to have, Meget hverdagsliv er uigenkendeligt for os, de voksede op for 40 år siden. Folk går ikke længere i kirke, en islam, som i min ungdom var så godt som ukendt i Storbritannien, er blevet mainstream med højtider, der får mere dækning på BBC end påsken. Jane Kelly, engelsk journalist og skribent. I The Salisbury Review De muslimer, der stimlede til valgstederne for at støtte op om deres nye profet (…), fulgte ikke deres anskuelse, men deres interesser. Og dermed understreger valgresultatet de alvorlige integrationsproblemer og den tvedeling af landet, som den muslimske indvandring har medført. Morten Messerschmidt, MF (DF). I Berlingske