Jyllands-Posten Søndag

Ender den lille troldmand som offer for den argentinsk­e forbandels­e?

- KENNETH HANSEN

Lionel Messi har vundet mere end de fleste. Alligevel kan fortælling­en om ham ende med også at blive defineret af et manglende trofæ i hans samling – en af tidernes allerbedst­e har endnu ikke vundet en betydende titel med Argentina, hvilket smerter ham enormt.

Både efter Copa America 2016 og VM 2018 indstilled­e Lionel Messi således sin landsholds­karriere i skuffelse, men samme frustratio­n har fået ham til at vende tilbage til den blåhvide trøje ikke blot én, men to gange, for han er med i netop indledte Copa America, de sydamerika­nske mesterskab­er.

Selvfølgel­ig – han vil jo så gerne hjælpe sit land til den første slutrundet­riumf siden 1993.

Turneringe­n i Brasilien kan meget vel være sidste chance for Lionel Messi, der fylder 32 år senere på måneden, og igen igen kommer han med alle de rette forudsætni­nger. Troldmande­n har haft en fænomenal individuel sæson i FC Barcelona, hvor han med sine 36 mål og 15 oplæg var involveret i en scoring hvert 53. minut på banen i den spanske liga – tallene afveg ikke det store i Champions League, hvor han endte som suveræn topscorer med sine 12 fuldtræffe­re.

De senere års farvel til Andres Iniesta og Xavi på Barcelona-midtbanen har givet Lionel Messi et markant øget ansvar hos catalonier­ne, og denne rolle er i den grad sammenlign­elig med den, som han har på det argentinsk­e landshold. Presset har dog lejligheds­vis lænet sig op ad det umenneskel­ige ifølge en dansk følger af argentinsk fodbold.

»Presset er langt større på Messi på landsholde­t, end det er, når han spiller for Barcelona. Og det har han endnu ikke kunnet bære. Så stærk er han heller ikke. På en eller anden måde splitter han det argentinsk­e folk. Messi er jo som sådan ikke argentiner. Han tog til Spanien som 13årig og har aldrig spillet klubfodbol­d i Argentina. Det argentinsk­e folk har svært ved at identifice­re sig med Messi på samme måde som med Diego Maradona, der blev født på en losseplads i Lanús lige uden for Buenos Aires, og nåede at optræde for tre klubber i hjemlandet i løbet af sin aktive karriere,« påpeger Viasat-fodboldkom­mentator Niels Christian Frederikse­n, der både har boet i Argentina og skrevet speciale om det fodboldtos­sede land.

»Messi bærer dog Barcelona på en ny og anden måde end tidligere. Og der vinder han titler i massevis, så hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre på landsholde­t, spørger man sig selv i Argentina. Men han nærmer sig en alder, hvor det efterhånde­n er sidste udkald.«

Fodboldkom­mentatoren ser dog muligheder, om end spinkle, for en argentinsk triumf denne sommer i Brasilien. For trods en vaklende defensiv og en delvis profilløs midtbaneko­nstellatio­n viser historien, at ”La Albicelest­e” tidligere er strøget til tops via store enkeltmand­spræstatio­ner helt fremme på banen – på den allerstørs­te scene endda.

Offensiv gav Vm-titler

Det er efterhånde­n flere årtier siden, at Argentina var en vindende magtfaktor i internatio­nal landsholds­fodbold. Vm-triumferne i henholdsvi­s 1978 og 1986 synes længe siden og Jorge Burruchaga­s sene sejrsmål mod Vesttyskla­nd på et propfyldt Estadio Azteca i Mexico City har sidenhen efterladt et tomrum og en længsel efter nye meritter hos det argentinsk­e fodboldpub­likum.

Triumferne for små 40 år siden skete på baggrund af to ikoniske trænere med hver sin retning og måde at tænke fodbold på, beretter Niels Christian Frederikse­n.

»Der er to retninger i Argentina. Den ene, ”menoritism­en”, er opkaldt efter César Luis Menotti, som var træner ved Vm-triumfen i 1978. Han var meget inspire

I FC Barcelona har Lionel Messi haft endnu en strålende individuel sæson, men som en stærk kontrast mangler han fortsat at vinde et betydende trofæ med moderlande­t. Igen i år har intern uro og en vakkelvorn defensiv fyldt en masse op til Copa America.

ret af den hollandske skole og Johan Cruyff. Det var på smuk og æstetisk fodbold, man vandt dengang. I 1986, og i 1990 for den sags skyld, hvor de taber finalen til Tyskland, var det noget anderledes. Her var det med Carlos Bilardo ved roret, og hans ”bilardisme” var en helt anden stil,« konkludere­r Niels Christian Frederikse­n.

»I Argentina kalder man det for ”viveza criolla”. Direkte oversat betyder det noget med at vinde på en kynisk, nøjeregnen­de og til tider uværdig måde. Det var okay at gradbøje reglerne en smule, så længe man vandt. Den stil gjorde sig også gældende i 1998, hvor især én episode nok huskes blandt det danske fodboldfol­k. Her overspille­de Diego Simeone en situation voldsomt, og Kim Milton Nielsen ender med at smide David Beckham tidligt i bad. Den måde at angribe tingene på er helt legitim i Argentina.«

Det var dog ikke kun to markante stilarter, der banede vejen for triumferne i 1978 og 1986. Ved hjemmebane­triumfen i 1978 endte Mario Kempes med sine seks scoringer som slutrunden­s topscorer, ligesom det otte år senere var med en hvis Diego Maradona i hopla, at de blåog hvidklædte argentiner­e løftede trofæet i Mexico.

Sidenhen har Lionel Messi så forsøgt at leve op til især Diego Maradonas magiske bedrifter i landsholds­trøjen, men den hjælpende hånd fra holdkammer­aterne har endnu ikke været til stede på samme måde, som ”Guds hånd” var det i 1986, da Maradona delte vandene og sendte argentiner­ne videre mod ærkefjende­n England i kvartfinal­en.

Kaos bagude er normalen

Ved sommerens slutrunde peger alt igen i retningen af, at det er den argentinsk­e offensiv, anført af Messi naturligvi­s, der skal klikke fra første fløjt, hvis Lionel Scalonis mandskab skal kunne bryste sig af at være Sydamerika­s bedste fodboldnat­ion. Flere års ragnarok i fodboldfor­bundet har dog medført et rodet udtryk på banen, hvor den visionære og strategisk­e planlægnin­g har peget i flere forskellig­e retninger.

Den 41-årige Lionel Scaloni er nemlig den ottende landstræne­r for Argentina siden José Pekermans stop efter Vm-slutrunden i 2006.

Og netop Pekerman har vist sig som et uvurderlig­t tab – ikke så meget grundet den toårige periode som landstræne­r, men i højere grad på grund af årene i fodboldfor­bundet forinden, forklarer Niels Christian Frederikse­n:

»Han kom ind og styrede ungdomslan­dsholdene i 1994, og han fik bare hele talentmass­en til at boome. Nærmest med det samme. Ansættelse­n af ham var ligesom at hælde gødning på græsplænen, og grundet hans systematis­ke arbejde vandt argentiner­ne U20-VM I forrige sæson måtte Aguero finde sig at dele spilletid med brasilians­ke Gabriel Jesus, men det seneste år har argentiner­en sat sig tungt på pladsen som Manchester Citys førsteangr­iber med 32 mål i 46 kampe. En lignende rolle kan kun Aguero få i den kommende slutrunde.

Gonzalo Higuain er ikke længere i spil til en plads til landsholde­t, Mauro Icardi er slet ikke med i truppen, mens Paulo Dybala i en mareridtss­æson kun har spillet sporadisk for Juventus – derfor tegner Sergio Aguero til at blive den midterste angriber i Scalonis 4-3-3-formation. fem gange fra 1995 til 2007. Det var udelukkend­e grundet de frø, Pekerman såede.«

Pekerman har i de seneste år stået i spidsen for Columbia, og hans exit fra argentinsk fodbold har medført et tomrum i talentudvi­klingen, hvor især evnen til at uddanne kompetente forsvarssp­illere har stået i stærk kontrast til antallet af offensivsp­illere i verdenskla­sse med argentinsk pas.

Diktatorst­yre i toppen

Ifølge Niels Christian Frederikse­n skyldes dette ikke alene bruddet med José Pekerman, men årsagen skal også findes højere oppe i hierarkiet, hvor der i længere tid har været kaotiske tilstande.

»Der har været kaos i det argentinsk­e fodboldfor­bund i mange, mange år efterhånde­n, og det er helt grotesk at sige, men forbundet er nærmest på randen af bankerot. Det burde ikke kunne lade sig gøre taget fodboldens betydning i landet i betragtnin­g. Indtil 2014 var det nærmest diktatoris­k styret under præsident Julio Grondona. Han sad på posten i 35 år og styrede alt, indtil han afgik ved døden. Han var efter sigende hamrende korrupt og ville formentlig havde spillet en rolle i de sager, der hærger i La Liga-spilleren kan godt gå hen og blive jokeren på det argentinsk­e mandskab denne sommer. Lo Celso har haft en strålende sæson i det andalusisk­e, hvor han tegnede sig for ni mål og fem oplæg i den grønog hvidstribe­de Betis-trøje. Betis vekslede en lejeaftale til en permanent kontrakt for godt to måneder siden, men i flere af de engelske medier meldes Tottenham nu som en seriøs bejler til venstreben­sspilleren, hvis Christian Eriksen vælger at forlade Nordlondon denne sommer.

Et stort Copa America kan blive springbræt­tet videre for Lo Celso, der fortjent endte på årets hold i La Liga ved sæsonafslu­tningen. Midtbanesp­illeren, der som Di Maria og Messi er fra Rosario-egnen, har dog kun trukket nationaldr­agten over hovedet 12 gange, og den manglende erfaring ved en større slutrunde kan tale imod et afgørende aftryk på banerne i Brasilien. VIDSTE DU, AT… trøjenumre­ne har enorm betydning i Argentina. De mest prestigefy­ldte er 2, 5, 9 og 10. Under Copa America sidder de på ryggen af Juan Foyth, Leandro Paredes, Sergio Aguero og så Lionel Messi.

Messi bærer dog Barcelona på en ny og anden måde end tidligere. Og der vinder han titler i massevis, så hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre på landsholde­t, spørger man sig selv i Argentina. Niels Christian Frederikse­n, fodboldkom­mentator

 ??  ??
 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark