Ender den lille troldmand som offer for den argentinske forbandelse?

Lionel Messi har vundet mere end de fleste. Alligevel kan fortællingen om ham ende med også at blive defineret af et manglende trofæ i hans samling – en af tidernes allerbedste har endnu ikke vundet en betydende titel med Argentina, hvilket smerter ham enormt.

Både efter Copa America 2016 og VM 2018 indstillede Lionel Messi således sin landsholdskarriere i skuffelse, men samme frustration har fået ham til at vende tilbage til den blåhvide trøje ikke blot én, men to gange, for han er med i netop indledte Copa America, de sydamerikanske mesterskaber.

Selvfølgelig – han vil jo så gerne hjælpe sit land til den første slutrundetriumf siden 1993.

Turneringen i Brasilien kan meget vel være sidste chance for Lionel Messi, der fylder 32 år senere på måneden, og igen igen kommer han med alle de rette forudsætninger. Troldmanden har haft en fænomenal individuel sæson i FC Barcelona, hvor han med sine 36 mål og 15 oplæg var involveret i en scoring hvert 53. minut på banen i den spanske liga – tallene afveg ikke det store i Champions League, hvor han endte som suveræn topscorer med sine 12 fuldtræffere.

De senere års farvel til Andres Iniesta og Xavi på Barcelona-midtbanen har givet Lionel Messi et markant øget ansvar hos catalonierne, og denne rolle er i den grad sammenlignelig med den, som han har på det argentinske landshold. Presset har dog lejlighedsvis lænet sig op ad det umenneskelige ifølge en dansk følger af argentinsk fodbold.

»Presset er langt større på Messi på landsholdet, end det er, når han spiller for Barcelona. Og det har han endnu ikke kunnet bære. Så stærk er han heller ikke. På en eller anden måde splitter han det argentinske folk. Messi er jo som sådan ikke argentiner. Han tog til Spanien som 13årig og har aldrig spillet klubfodbold i Argentina. Det argentinske folk har svært ved at identificere sig med Messi på samme måde som med Diego Maradona, der blev født på en losseplads i Lanús lige uden for Buenos Aires, og nåede at optræde for tre klubber i hjemlandet i løbet af sin aktive karriere,« påpeger Viasat-fodboldkommentator Niels Christian Frederiksen, der både har boet i Argentina og skrevet speciale om det fodboldtossede land.

»Messi bærer dog Barcelona på en ny og anden måde end tidligere. Og der vinder han titler i massevis, så hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre på landsholdet, spørger man sig selv i Argentina. Men han nærmer sig en alder, hvor det efterhånden er sidste udkald.«

Fodboldkommentatoren ser dog muligheder, om end spinkle, for en argentinsk triumf denne sommer i Brasilien. For trods en vaklende defensiv og en delvis profilløs midtbanekonstellation viser historien, at ”La Albiceleste” tidligere er strøget til tops via store enkeltmandspræstationer helt fremme på banen – på den allerstørste scene endda.

Offensiv gav Vm-titler

Det er efterhånden flere årtier siden, at Argentina var en vindende magtfaktor i international landsholdsfodbold. Vm-triumferne i henholdsvis 1978 og 1986 synes længe siden og Jorge Burruchagas sene sejrsmål mod Vesttyskland på et propfyldt Estadio Azteca i Mexico City har sidenhen efterladt et tomrum og en længsel efter nye meritter hos det argentinske fodboldpublikum.

Triumferne for små 40 år siden skete på baggrund af to ikoniske trænere med hver sin retning og måde at tænke fodbold på, beretter Niels Christian Frederiksen.

»Der er to retninger i Argentina. Den ene, ”menoritismen”, er opkaldt efter César Luis Menotti, som var træner ved Vm-triumfen i 1978. Han var meget inspire

I FC Barcelona har Lionel Messi haft endnu en strålende individuel sæson, men som en stærk kontrast mangler han fortsat at vinde et betydende trofæ med moderlandet. Igen i år har intern uro og en vakkelvorn defensiv fyldt en masse op til Copa America.

ret af den hollandske skole og Johan Cruyff. Det var på smuk og æstetisk fodbold, man vandt dengang. I 1986, og i 1990 for den sags skyld, hvor de taber finalen til Tyskland, var det noget anderledes. Her var det med Carlos Bilardo ved roret, og hans ”bilardisme” var en helt anden stil,« konkluderer Niels Christian Frederiksen.

»I Argentina kalder man det for ”viveza criolla”. Direkte oversat betyder det noget med at vinde på en kynisk, nøjeregnende og til tider uværdig måde. Det var okay at gradbøje reglerne en smule, så længe man vandt. Den stil gjorde sig også gældende i 1998, hvor især én episode nok huskes blandt det danske fodboldfolk. Her overspillede Diego Simeone en situation voldsomt, og Kim Milton Nielsen ender med at smide David Beckham tidligt i bad. Den måde at angribe tingene på er helt legitim i Argentina.«

Det var dog ikke kun to markante stilarter, der banede vejen for triumferne i 1978 og 1986. Ved hjemmebanetriumfen i 1978 endte Mario Kempes med sine seks scoringer som slutrundens topscorer, ligesom det otte år senere var med en hvis Diego Maradona i hopla, at de blåog hvidklædte argentinere løftede trofæet i Mexico.

Sidenhen har Lionel Messi så forsøgt at leve op til især Diego Maradonas magiske bedrifter i landsholdstrøjen, men den hjælpende hånd fra holdkammeraterne har endnu ikke været til stede på samme måde, som ”Guds hånd” var det i 1986, da Maradona delte vandene og sendte argentinerne videre mod ærkefjenden England i kvartfinalen.

Kaos bagude er normalen

Ved sommerens slutrunde peger alt igen i retningen af, at det er den argentinske offensiv, anført af Messi naturligvis, der skal klikke fra første fløjt, hvis Lionel Scalonis mandskab skal kunne bryste sig af at være Sydamerikas bedste fodboldnation. Flere års ragnarok i fodboldforbundet har dog medført et rodet udtryk på banen, hvor den visionære og strategiske planlægning har peget i flere forskellige retninger.

Den 41-årige Lionel Scaloni er nemlig den ottende landstræner for Argentina siden José Pekermans stop efter Vm-slutrunden i 2006.

Og netop Pekerman har vist sig som et uvurderligt tab – ikke så meget grundet den toårige periode som landstræner, men i højere grad på grund af årene i fodboldforbundet forinden, forklarer Niels Christian Frederiksen:

»Han kom ind og styrede ungdomslandsholdene i 1994, og han fik bare hele talentmassen til at boome. Nærmest med det samme. Ansættelsen af ham var ligesom at hælde gødning på græsplænen, og grundet hans systematiske arbejde vandt argentinerne U20-VM I forrige sæson måtte Aguero finde sig at dele spilletid med brasilianske Gabriel Jesus, men det seneste år har argentineren sat sig tungt på pladsen som Manchester Citys førsteangriber med 32 mål i 46 kampe. En lignende rolle kan kun Aguero få i den kommende slutrunde.

Gonzalo Higuain er ikke længere i spil til en plads til landsholdet, Mauro Icardi er slet ikke med i truppen, mens Paulo Dybala i en mareridtssæson kun har spillet sporadisk for Juventus – derfor tegner Sergio Aguero til at blive den midterste angriber i Scalonis 4-3-3-formation. fem gange fra 1995 til 2007. Det var udelukkende grundet de frø, Pekerman såede.«

Pekerman har i de seneste år stået i spidsen for Columbia, og hans exit fra argentinsk fodbold har medført et tomrum i talentudviklingen, hvor især evnen til at uddanne kompetente forsvarsspillere har stået i stærk kontrast til antallet af offensivspillere i verdensklasse med argentinsk pas.

Diktatorstyre i toppen

Ifølge Niels Christian Frederiksen skyldes dette ikke alene bruddet med José Pekerman, men årsagen skal også findes højere oppe i hierarkiet, hvor der i længere tid har været kaotiske tilstande.

»Der har været kaos i det argentinske fodboldforbund i mange, mange år efterhånden, og det er helt grotesk at sige, men forbundet er nærmest på randen af bankerot. Det burde ikke kunne lade sig gøre taget fodboldens betydning i landet i betragtning. Indtil 2014 var det nærmest diktatorisk styret under præsident Julio Grondona. Han sad på posten i 35 år og styrede alt, indtil han afgik ved døden. Han var efter sigende hamrende korrupt og ville formentlig havde spillet en rolle i de sager, der hærger i La Liga-spilleren kan godt gå hen og blive jokeren på det argentinske mandskab denne sommer. Lo Celso har haft en strålende sæson i det andalusiske, hvor han tegnede sig for ni mål og fem oplæg i den grønog hvidstribede Betis-trøje. Betis vekslede en lejeaftale til en permanent kontrakt for godt to måneder siden, men i flere af de engelske medier meldes Tottenham nu som en seriøs bejler til venstrebensspilleren, hvis Christian Eriksen vælger at forlade Nordlondon denne sommer.

Et stort Copa America kan blive springbrættet videre for Lo Celso, der fortjent endte på årets hold i La Liga ved sæsonafslutningen. Midtbanespilleren, der som Di Maria og Messi er fra Rosario-egnen, har dog kun trukket nationaldragten over hovedet 12 gange, og den manglende erfaring ved en større slutrunde kan tale imod et afgørende aftryk på banerne i Brasilien. VIDSTE DU, AT… trøjenumrene har enorm betydning i Argentina. De mest prestigefyldte er 2, 5, 9 og 10. Under Copa America sidder de på ryggen af Juan Foyth, Leandro Paredes, Sergio Aguero og så Lionel Messi.

Messi bærer dog Barcelona på en ny og anden måde end tidligere. Og der vinder han titler i massevis, så hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre på landsholdet, spørger man sig selv i Argentina. Niels Christian Frederiksen, fodboldkommentator