9995

PR. FLASKE SPAR OP TIL 4965

Inogle dramatiske timer forsvinder det pæne, polerede, tilbagelænede gentlemanimage, som hele verden forbinder med cricket. Begrebet arvefjender skal tages absolut bogstaveligt, når Indien og Pakistan søndag tørner sammen i turneringen om verdensmesterskabet i en sport, der har opnået en forrygende kommerciel renæssance i det 21. århundrede men stadig har dybe rødder i 1800-tallets britiske imperium.

Det er en sport, der er lige så British som Trafalgar Square, Buckingham Palace og Dronning Victoria, og som stadig afspejler imperiets storhedstid. Det er her, den store pause hedder lunch, de to mindre tea og de helt små drinks.

Med Afghanistan som en delvis undtagelse ( briterne er ikke de eneste, der har måttet opgive at kolonisere pashtunerne), er det kun imperiets arvtagere og de gamle kolonier og dominions som er med i den månedlange turnering i cricketsportens fædreland.

Men ingen steder i verden er sporten slået igennem som nationalsport som i Imperiets Juvel: Det nuværende Indien, Pakistan, Bangladesh og Sri Lanka med rivaliseringen mellem Indien og Pakistan som den internationale sportsverdens mest giftige, kontroversielle og ubarmhjertigt krævende fejde.

Turneringens højdepunkt

Hele den cricketgale verden og andre med lidt tæft for højoktan sport og drama vil sidde klinet til tv-skærmen, når det går løs på søndag i en af de indledende kampe.

Det sker i Manchester. På Old Trafford. Ikke det Old Trafford, som fodboldnationen Danmark kender som Manchester Uniteds hule. Men et cricketstadion af samme navn et metrostop og 800 meter længere væk. Et af verdens ældste stadioner med en historie, der går helt tilbage til 1857.

Selvfølgelig moderniseret og tilføjet sponsornavnet Emirates som tegn på, at nye tider også har holdt deres indtog i direktionskontorerne bag den gamle amatørsport. I dag med plads til 26.000 tilskuere. Og alt vil være besat. Billetterne blev revet væk på 48 timer. Sortbørshajerne har kronede dage.

Kampen er det foreløbige højdepunkt i turneringen. Men havde det stået til Indien og det indiske cricketforbund var den aldrig blevet til noget. Under stærkt politisk pres fra regeringen forsøgte Indien at få det internationale cricketforbund (International Cricket Council) til at smide Pakistan ud.

Det skete som reaktion på en terroraktion i Kashmir, hvor en selvmordsbomber tilhørende en pakistansk baseret islamisk terrororganisation dræbte sig selv og 40 indiske politibetjente. Som gengældelse udløste det såkaldte Pulwama-angreb et indisk bombetogt på pakistansk territorium, samtidig med at det i forvejen kølige diplomatiske og politiske forhold blev skruet ned under frysepunktet.

National lidenskab

Det har fået voldsomme sportslige konsekvenser. Indien afviste kort efter at udstede visum til to pakistanske skytter, som skulle have deltaget i et World Cup-stævne i Indien som led i kvalifikationen til de Olympiske Lege i Tokyo næste år. Det kan man ikke i olympisk regi. Lige adgang for alle er en grundlov i den olympiske bevægelse.

Den internationale olympiske komite (IOC) afbrød alle løbende projekter med Indien med øjeblikkelig virkning. Indien har lagt billet ind på en række olympiske arrangementer lige fra OL i 2032 til handicap-ol og ungdoms-ol. Alt er nu suspenderet.

Desuden er der udstedt forbud mod sportsarrangementer i olympisk regi i Indien, og IOC tilskynder de internationale forbund til at holde sig væk. I cricketsammenhæng er der frygt for, at den konstante konfrontation på alle niveauer får drømmen om at se cricket på det olympiske program i 2028 til at briste.

Trods en heftig intern debat havde det indiske forbund reelt intet andet valg end at følge den officielle linje, der stempler Pakistan som en terroristnation, som ikke bør tillades at deltage i internationale arrangementer .

et internationale forbund, der i årevis har været skuepladsen for opgør af alle slags mellem de to, afviste blankt at fjerne Pakistan, så nu mødes de alligevel her midtvejs i turneringen, hvor begge stadig holder liv i ambitionerne om at blive verdensmester.

Sportsligt bliver det ikke større på de kanter. Både i Indien og Pakistan er de tre største sportsgrene: cricket, cricket og cricket ... det er en national lidenskab, som udvandrede fra begge nationer har taget med sig ud i verden. Hvor der er indiske og pakistanske immigranter kan man være sikker på, at der også findes cricketklubber og nationaliserede indere og pakistanere på de nationale landshold, inklusive det danske.

Den passion er slået igennem på nationalt niveau som en direkte forlængelse af et 70 års had, mistro og indebrændthed. Siden den blodige adskillelse under opsplitningen i 1947 har Indien og Pakistan udkæmpet tre regulære krige plus en hel del mindre grænsekrige og regelmæssige træfninger ved grænserne.

Forbud mod kampe

Det begyndte egentlig godt nok med landsholds turneer i henholdsvis Indien og Pakistan i begyndelsen af 1950’erne. Det var, inden det daværende Østpakistan sprang ud som Bangladesh, og mens mange af spillerne stadig kendte hinanden fra det gamle fælles hold eller fra deres klubber.

Men ved flere lejligheder kogte gemytterne over blandt tilskuere og befolkning, og efterhånden som krigene og de politiske modsætninger fjernede de tidlige forhåbninger om forsoning, forplantede modsætningerne sig til cricketbanen.

Det har umuliggjort et bare nogenlunde tåleligt forhold i international cricket. Igennem 15 år mellem 1962 og 1977, før der blev etableret officielle verdensmesterskaber i de nuværende formater, spillede de overhovedet ikke mod hinanden.

I dagens verden er det helt udelukket, at de to lande spiller enten i Indien eller Pakistan. I mindre krigeriske perioder har der i stedet været arrangeret venskabskampe i tredjelande rundt omring i verden. For eksempel i Dubai og Canada.

Den tid er også forbi. Siden 2006 har den indiske regering håndhævet et forbud mod at arrangere kampe mod Pakistan i den kategori, man i fodboldens verden kalder venskabskampe.

Det kan naturligvis ikke lade sig gøre at forlænge det forbud til nutidens internationaliserede turneringsverden. Men den indiske regering fastholder et forbud mod, at indiske spillere kan tage til Pakistan. Begrundelsen er, at det er for farligt.

Samtidig er det forbudt for pakistanske spillere at optræde i de indiske ligaer. Det er ikke mindst problematisk ud fra en kommerciel vinkel, eftersom den indiske liga er den mest profitable af alle, en slags cricketsportens svar på den britiske Premier League.

Indimellem har cricket-diplomatiet haft kronede dage, når der på ryggen af politiske optøning er blevet arrangeret cricketlandskampe i forskellige formater som udtryk for goodwill og milde vinde. For eksempel da In