»Jeg kan nærmest fornemme, hvordan lusene hovent ler af mig« SØNDAGSTANKER
Det er Harry Potter mod Voldemort, Batman mod Jokeren og Gøngehøvdingen mod Kulsoen (okay, den sidste er måske at stramme den) om igen. Nej, jeg taler ikke om det sidste nye fiktive, episke fix, der vil kaste dig ud i vanvittig binge watching, men om et lidt mere jordnært ærkefjendskab.
Det drejer sig om det betændte forhold mellem mig og lusene. Lus. Det værste utøj, der findes. Små snyltende, infame bæster, der måned efter måned forpester mit liv med deres tilstedeværelse i mine børns (og mit) hår.
Jeg kan se det på lang afstand. Mit efterhånden erfarne øje ved, at så snart et af børnene strækker armen op mod hovedet og lader fingerneglene bore ned i hovedbunden for momentan lise, så er fanden løs i Laksegade. Lusene er kommet. Og de er tilsyneladende kommet for at blive.
Ud over at det er tidskrævende ud over alle grænser at forsøge at luge udyrene væk, så ligger der i det faktum, at jeg – et moderne, intelligent væsen med videnskaben på min side – ikke kan få bugt med dem, en konstant påmindelse om min egen utilstrækkelighed.
Gennem lusene mindes jeg om min afmagt og dødelighed, og jeg kan nærmest fornemme, hvordan de hovent ler af mig, når jeg kur efter kur, kæmning efter kæmning har overset det lillebitte æg, der gør, at det hele har været forgæves. I min frustration bliver de små sejlivede symboler på tilværelsens eksistentielle tomhed. Jeg er Sisyfos i Hades, men i stedet for at rulle en sten op ad et bjerg, er jeg tvunget til at kigge ned i mine børns hovedbund og gennemtrawle deres garn for kryb og deres æg. De små kræ er som kamæleoner, der tager farvenuance alt efter hårets farve, og de ulækre, gennemsigtige æg klistrer til hårstråene på en måde, så de er næsten umulige at få væk.
Det forekommer ufatteligt, at ingen har formået at udrydde lusene. Når der er så mange truede dyr, hvis eksistens vi kæmper for, hvorfor er det så lige lusene, der konsekvent har overtaget?
Er man bare lidt kapitalismekritisk opdraget, er det jo ikke svært at gennemskue, hvem der bestemt ikke har interesse i at erklære lusene for uddøde. Til en cirkapris på 180 kr. for 150 ml lusekur kan folkene bag Hedrin, Paranix og Linicin gnække hele vejen til banken. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange af mine surt tjente penge der ligger i deres lommer, når der har været lus på matriklen fordelt på tre børn og undertiden også to voksne med ujævne mellemrum gennem de sidste ni år. Og jeg tør heller ikke tænke på, hvor mange mennesker der af økonomiske årsager er nødt til at fravælge så dyr lusebekæmpelse.
Men ud over spørgsmålet om penge så er det da mærkeligt, at det lille skadedyr ikke er forsvundet. Skolerne og apotekerne opfordrer til landsdækkende aflusningsdage, så der er størst mulig sandsynlighed for, at ingen overlever, men lige meget hjælper det tilsyneladende. Det kræver bare en snotunge med lus at sikre, at hele klassen atter er inficeret.
Hvorfor er der ikke indsat en medicinsk enhed, der arbejder for luseudryddelse på et definitivt plan? Jeg talte med en kvinde i New York, der konsekvent sender sine døtre til professionel aflusning til 500 dollars per hoved, og jeg har hørt om et sted i Hvidovre, der foretager lusestøvsugning, men det kan da ikke være rigtigt.
Lusenes indtog i mit liv er også begyndt at påvirke mig mentalt. Forleden faldt jeg over den danske titel på Marilyn Monroe-filmen ”Den søde kløe” (den engelske, ”The Seven Year Itch”, havde givetvis givet samme associationer), og min første indskydelse var, at det måtte være en dokumentar om lus (undskyld, Billy Wilder). Når jeg ser to forelskede mennesker omfavne hinanden tæt på gaden, må jeg tage mig selv i ikke at gå hen til dem og minde dem om, at de kan få lus af at have hovederne så tæt sammen.
Men sådan er det selvfølgelig med et ægte ærkefjendskab, hvor der nødvendigvis er indbygget en vis gensidighed. Batman er defineret af Jokeren. Er jeg blevet afhængig af lusene for at forstå, hvem jeg er? En kvinde, der med sikkerhed kan vide, at hver gang hun har skænket et glas hvidvin, vil hun høre et barn sige: »Mor, det klør i mit hår.«
Så måske er løsningen, at jeg skal gå i træning som lusehvisker. Lære at forstå dem og infiltrere deres lyssky aktiviteter og med tiden overtale dem til at søge andre græsgange. Kort sagt synke ned på deres niveau. Two can play this game, møgører. Jeg skal nok sejre til sidst. Tror jeg.
Lusene er kommet. For bestandigt tilsyneladende. Og jeg kan intet gøre for at komme af med dem. Ud over at nogle producenter tjener fede penge på lusebekæmpelse, er det da mærkeligt, at det lille skadedyr ikke er forsvundet for længst.