Ville jeg synge og tale for hende, mens hun selv mimede fra scenen?

Anette Walsøe, suffløse, om dengang hun dublerede for skuespilleren Ulla Henningsen

med Ghita Nørby, da hun spillede på Scala-scenen i ”Other Desert Cities”.

»Vi arbejdede sammen to timer før prøverne, hvor jeg sad med mit manus og hun med sit. Så ”ordede” vi – det var nødvendigt, for hun er ordblind. Det var ret hyggeligt,« fortæller hun.

»Mit job er også at skabe den gode kemi,« siger hun.

Men det er nu ikke det eneste.

»En af mine største udfordringer var i 1976, da Henrik Bering Lisberg ringede til mig fra Hotel Royal for at sige, at Ulla Henningsen havde mistet stemmen. Hun havde hovedrollen som Sally Bowles i ”Cabaret”. Ville jeg synge og tale for hende, mens hun selv mimede fra scenen? Ja da. Så jeg gik op i kongelogen og sang derfra.«

Det var ikke noget, der hylede Anette Walsøe helt ud af den. Hun har altid kunnet rollerne, fordi hun som suffløse altid har været med fra første læseprøve i sine forestillinger.

»Det morsomme var, at min mand, Jørn Walsøe, der var chefscenograf på forestillingen, sad ved siden af Henrik under forestillingen. ”Nu er det da Ulla, der synger,” sagde Henrik, men nej, det var det ikke, det kunne min mand jo godt høre.«

Senere satte teatret ”Godspell” med Nis Bank Mikkelsen og Ulla Henningsen op.

»Så Ulla mistede stemmen igen, og derfor måtte jeg synge hendes sang, men hun mimede. Igen. Jeg var i forvejen på scenen for at synge en anden sang, som Sanne Salomonsen tidligere har sunget,« fortæller hun og fortsætter med endnu en oplevelse fra sit teaterliv.

»Jeg lavede ”A Chorus Line” i 1985 og 1986, hvor jeg sang i koret, der bestod af tre kvinder og tre mænd. Midt under forestillingen kom det så i øresneglen fra lydlogen: ”Hvorfor er der ingen herrestemmer?” ”Det er, fordi der er VM i fodbold,” svarede jeg, ”så de sidder i funkernes rum og ser fodbold”. Så vi tre kvinder måtte synge det op alene sammen med skuespillerne.«

Oppasser for Jørgen Ryg

En scene fra en opsætning af ”Emil fra Lønneberg” kan også få hende til at grine højt.

»Min mand var scenograf på den og havde lånt en lille karrusel i Den Gamle By. Den skulle funkerne – sceneteknikerne – køre ind på scenen, men så hang en af dem fast i den. Den kørte rundt og rundt, og jeg sad der ned i kassen og grinede. Hver gang han kørte forbi mig, vinkede han. Det var fandeme sjovt. Han kunne jo ikke komme af, før scenen var slut.«

Sjovt var det også, da hendes mand blev oppasser for skuespilleren Jørgen Ryg, der spillede i ”Harvey” i 1970:

»Han skulle følge ham fra Hotel Atlantic til teatret og sørge for, at han ikke faldt i for mange huller på vejen.«

Det var meget bedre at være suffløse, dengang man sad i kassen, synes hun.

»Du havde en anden kontakt med skuespillerne. Som suffløse ser du på ansigtsudtrykket og på, hvornår tempoet falder. Så ved man, at de går i stå. En af vores gamle skuespillere, Lars Høy, sagde til mig: ”Det er fantastisk. Du ved, at jeg går i stå, før jeg selv ved det”,« siger hun.

Når hun tænker tilbage, er der nogle forestillinger, der står særligt klart.

»Mit yndlingsstykke er måske ”Hamlet” med Olaf Johannessen – og ”I min morfars hus” med Kim Veisgaard. Nå ja, ”Pippin” var alle tiders. Det var der, hvor Lars Lohmann gik i stå i en sang. Så gav jeg sangsuffli, hvorefter han holdt op med at synge og lod mig synge resten. Så kiggede han ned på mig og spurgte, om han måtte gå ud nu, da jeg jo kunne klare hans rolle.«

Hun har haft en arbejdsdag, der typisk gik fra kl. 1216, når der var forestilling om aftenen. Så cyklede hun hjem, lavede mad og var med familien, hvorefter hun mødte igen fra kl. 18.45 til omkring kl. 22.

»Det er jeg simpelthen blevet for gammel til,« siger hun.

»Nu skal jeg hygge mig med min store have i Risskov, spille bridge og golf, læse bøger og rejse. Jeg skal være en rigtig pensionist.«