Hjem til os at spise«

I dårligt vejr og med mange gæster bliver der dækket op her i stuen.

»Det er totalt flydende, hvad der er privat og restaurant. Vi bor selv i det hele, så det er lidt den model: Kom hjem til os at spise. Det er fint, vi har ikke brug for så meget for os selv, og om aftenen har vi jo hele bulen for os selv,« siger de.

»Nu har vi lige arrangeret, at der skal komme 18 gæster i morgen, men så ringer de og siger, at de bliver 22. Så kan de ikke være i drivhuset, så nogen må sidde herinde.«

Det at have sådan en frokostrestaurant er ikke noget, de kommer sovende til.

»Der er en del selvcensur i det. Vi kunne godt slappe mere af, uden at nogen ville opdage det. Men det er vi ikke meget til, så vi må tidligt op engang imellem. Ja, det er mest Inge, der gør det,« siger Nis Boesdal.

Sundt for sjælen

Derfor lukker de somme tider helt ned og tager på ferie med både krop og sjæl.

»Vi kan fire lidt på det – kan nøjes med en dag om ugen og lukke for værelserne, hvis vi gerne vil tre uger til Malaga. Vi er ikke på den måde bundet. Men altså, vi har lige som alle andre prøvet at sidde på Costa del Sol og gået i poolen hver morgen. Når vi har været der i fem dage, kigger vi på hinanden: Hvad laver vi egentlig her?«, siger Nis Boesdal.

»Sidste efterår købte vi en interrail-pensionistbillet til toget. Så kørte vi rundt i Europa uden at vide, hvor vi skulle hen – vi kørte efter vejrudsigten. Tog fungerer jo i hele Europa undtagen i Danmark. Der er også wifi, der fungerer, så man kan sidde 20 km fra Gent og bestille et hotel, som ligger lige ved siden af banegården. Desuden: Når du kommer ind i et tog sydpå, er der skilt med et drinksglas med en citronskive på kanten og en pil: Baren er i den retning. Så er ferien begyndt, og sjælen er med.«

De ved ikke, hvor længe de bliver ved med deres restaurant. De har også tre børn og seks børnebørn, der skal have opmærksomhed.

»Vi er begyndt at tale om at drosle ned, men lige nu kører det, som vi har drømt om i 10 år,« siger Nis Boesdal.

»Så vi venter lidt.«