Hvert kvarter havde sine egne lyde i datidens København. Her ses fiskerkoner ved Gl. Strand. Foto: PR

E ment i byen. Nogle synes, de er for dovne, at de sover og drikker, og så går deres råben på alle tider af døgnet mange på nerverne,« beretter Jakob Ingemann Parby og fremhæver gademusikanter og gadesælgere som andre, der var genstand for vedvarende klager og ønsker om regulering.

Endelig beskriver skriftlige kilder, hvordan hujen, piften og klappen var langt mere opsigtsvækkende, end tilfældet er i dag. Under optøjer og demonstrationer i slutningen af 1700-tallet bliver netop denne form for tilråb omtalt indgående i de efterfølgende retssager og nyhedsartikler.

Emma Gad: Tænk på underboen!

Jakob Ingemann Parby vurderer, at lyden af tordenskrald har været en af de mest markante lyde, man kunne høre. Husene dengang var langt fra lige så gode til at absorbere lyd som i dag, og i 1700-tallet var der stadig mange københavnere, der boede i bindingsværkshuse.

Efter branden i 1795 overgår man til at bygge grundmurede huse, hvilket medfører, at husene bliver bedre lydisoleret. Egentlig lydisolering kan man dog først tale om med overgangen til jernbeton i byggeriet i 1890erne.

I ”Takt og tone” fra 1918 opfordrer Emma Gad til, at man ikke udøver musik i de sene nattetimer, ligesom man også godt må tænke på underboen, inden man smider sine støvler hårdt mod gulvet. Papegøjer og grammofoner bliver også nævnt i etikettebogen som ting, der ikke altid er forenelige med det at bo i lejlighedskompleks.

Jakob Ingemann Parby fortæller, at man fra 1860 og frem begynder at omtale storbylivet som »nervenedbrydende«, i takt med at menneskemængderne vokser, og der med den teknologiske udvikling kommer ny trafik til, bl.a. hestetrukne sporvogne, der kommer til i 1863 og bliver elektriske i 1901.

»For mange, der kommer til byen fra landet, kræver det en enorm tilvænning at leve i storbyen med al dens uro og larm.«

I dag har vi ørepropper og støjreducerende hørebøffer. Fandtes der noget tilsvarende i gamle dage?

»Vi kender til ørepropper fra ”Odysseen”, hvor Ulysses laver ørepropper af bivoks til sine mænd for at undgå, at de bliver fortryllet af sirenernes sang. Så vidt jeg har undersøgt det, er denne form for tilstopning af ørene med voks, uld, bomuld eller lignende den eneste fremgangsmåde, indtil der inden for militæret opfindes ørepropper til soldaterne, i takt med at man bliver klar over sammenhænge mellem høreskader og affyring af våben,« siger Jakob Engemann Parby, der efter lidt hurtig research kan fortælle, at det første patent på ørepropper bliver taget i 1864, mens engangsøreproppen bliver til i 1914.

Udviklingen af høreværn, der dukker op første gang i slutningen af 1800-tallet, får for alvor fart på under og efter Anden Verdenskrig, hvor bl.a. opfindelsen af jetmotoren medvirker til at sætte gang i innovationen.

I helt gamle dage har man måttet løse sine støjudfordringer efter en blanding af de forhåndenværende søms princip og lidt god fantasi. Man har måske stoppet en sok i ørerne eller begravet hovedet i en pude, gætter Jakob Ingemann Parby og fortæller, at det er blandt de ting, han vil undersøge nærmere de kommende år.

Resultaterne af forskningsprojektet ”Lyden af hovedstaden” vil bl.a. blive brugt til en særudstilling på Københavns Museum i foråret 2023. N