Godmorgen, er du okay?

Flere organisationer tilbyder nu tryghedsopkald, hvor frivillige hver dag lige tjekker, om alt er vel hos den ældre. For nogle er det en vej ud af ensomheden, fortæller en af ”ringerne”.

Hvad nu hvis? Hvad nu hvis, jeg falder og der ikke er nogen, der kommer og hjælper mig?

Hvad nu hvis jeg dør... og der ikke er nogen, der kommer og finder mig?

Det er en bekymring, der fylder meget hos ældre danskere. I hvert fald dem, som 42-årige Pernille Høyer taler med. Hun er ringer og teamleder på Tryghedstelefonen i Røde Kors, hvor hun og en række andre frivillige hver dag ringer til de ældre borgere, der har tilmeldt sig ordningen for at være sikre på, at nogen opdager dem – skulle de f.eks være faldet.

»Man kan kalde for en form for besøgsven, bare på telefonen,« siger Pernille Høyer.

Og det er ikke kun Røde Kors, der har denne ordning. Også Ældresagen og enkelte private firmaer tilbyder ældre danske borger de såkaldte tryghedsopkald.

Opkald blev til venskab

»Godmorgen, Rigmor. Alt vel?«

Sådan lyder det hver dag klokken ti, når Pernille Høyer griber telefonen og ringer til den 90årige kvinde, som hun har ringet sammen med i nogle år nu.

Nogle gange bliver det ved det. Andre gange kan opkaldet godt folde sig ud i en længere samtale om alt fra vind og vejr til Pernille Høyers børns liv.

»Nogle dage taler vi sammen i en halv time – andre dage er det to minutter. Igennem den tid, vi har snakket sammen, har vi lært hinanden lidt at kende. Min far bor f.eks. på Lolland, hvor Rigmor er vokset op, så hun har fortalt om dengang, hun gik i skole der. Vi har også talt lidt om, at min søn er flyttet til Aalborg – så det er sådan lidt privat hyggesnak,« fortæller Pernille Høyer.

I Pernille Høyer og Rigmors tilfælde har det udviklet sig til et venskab på tværs af alder, og de er også mødtes ansigt til ansigt en enkelt gang.

»I starten er det ofte vejret, man taler om – det er jo det eneste, man umiddelbart har tilfælles. Så finder man måske ud af, at de går en tur hver dag, og så kan man spørge ind til, om de har været ude at gå tur i dag. Og hvis der er en god kemi, er der nok en tendens til, at man udvikler en form for venskab og får lidt flere følelser med i, hvad der sker i den andens liv,« siger Pernille Høyer og fortsætter:

»Der er også nogle af dem, man ringer til, der bare tager det for hvad, det er og ikke indgår i de store samtaler. Det er forskelligt, hvad modtageren leder efter. Nogle søger bare trygheden, for andre er det måske en vej ud af ensomheden.«

Frygten for livet Ensomhed er en problemstilling, der har fyldt en del i den offentlige debat de senere år. Unge som ældre er ensomme som aldrig før, har avisoverskrifter proklameret, og selv om det ifølge Pernille Høyer langt fra er noget de oplever hos alle brugerne, er ensomhed da noget hun og de andre ringere på Tryghedstelefonen støder på i deres samtaler med de ældre.

»Nogle få er meget ensomme og har behov for at læsse af. Der er nogle enkelte, som faktisk ikke har noget familie – de har måske aldrig fået børn eller har mistet kontakten til de familiemedlemmer og venner, der er tilbage,« siger hun og fortsætter:

»Så kan man godt komme til at bruge en halv time i telefonen.«

De fleste af de borgere, der modtager tryghedsopkald fra de frivillige ringere hos Røde Kors, har dog ifølge hende familie og netværk i form af gamle naboer og venner. For de fleste handler det altså kort og godt om tryghed.

Søren La Cour har tidligere forsket i tryghed blandt ældre på Københavns Universitet og i et forskningsprojekt, spurgte de bl.a. ind til den mere eksistentielle dimension af tryghed i forhold til livet og døden. Her fandt de, at det ikke var døden, der affødte bekymringer og utryghed. Det var livet.

»Vi fandt ud af, at det ikke er selve døden, vi er bange for. Det er den sidste del af livet. Det er at ende i en situation, hvor vi ligger i hospitalssengen som en grøntsag og ikke kan nå knappen på respiratoren. Der er at falde og ikke kunne få hjælp til at komme op. Det, at vi ikke kan få lov til at bestemme over vores egen tilværelse, er et Det er ikke af ond vilje, at det er frivillige fra f.eks. Røde Kors, der foretager tryghedsopkaldene og ikke de ældres egne pårørende, fortæller en af de frivillige ringere, Pernille Høyer. »I en travl hverdag kan det hurtigt komme til at løbe ud i sandet,« siger hun. Arkivfoto: Stine Bidstrup

Man kan kalde for en form for besøgsven, bare på telefonen. Pernille Høyer, frivillig, Røde Kors