Tabubelagte tisserier: »Inkontinens er ikke noget, man taler om til middagsselskabet«

Overlæge Susanne Axelsen er formand for Kontinensforeningen. Her svarer hun på syv udbredte myter om inkontinens.

Myte 1: Der er ikke noget at gøre ved det »Det passer ikke. Kontinensforeningen har til formål at nedbryde tabuet omkring inkontinens og udbrede budskabet om, at der altid er noget at gøre. Vi vil meget gerne have gjort op med den hårdnakkede myte. Man kan gøre noget selv, og man kan få rigtig meget behandling, så man kan få det meget bedre, og mange kan blive fuldstændig helbredt. Hvis man fejler noget med sit hjerte eller har en diskusprolaps, så fortæller man gerne om det til et middagsselskab. Men inkontinens taler man ikke om. Folk synes, det er pinligt, og har store evner i at skjule det her. Når man har erkendt problemet, skal man tale med nogen om det, allerhelst sin læge.«

Myte 2: Jeg er for gammel til at træne »Det passer ikke. Der findes to typer af inkontinens. Ved stressinkontinens er støtteapparatet under urinrøret blevet svagt. Man kan træne sine bækkenbundsmuskler både som kvinde og som mand, så musklerne kan hjælpe det svage væv, og cirka halvdelen af patienterne kan træne sig til en helbredelse. Den anden halvdel, der ikke er hjulpet fuldstændigt med træning, kan blive opereret.

Den anden type er trangsinkontinens. Her skal man få hjælp til at dæmpe blæren, så den ikke hele tiden melder sig og vil tømmes eller trækker sig sammen og tømmer sit indhold, inden man når toilettet. Det kan man gøre med medicin. At træne bækkenbundens muskler kan også hjælpe til. Bækkenbundsmuskler er ligesom andre muskler, så hvis de trænes, bliver de stærkere. Det er man aldrig for gammel til, og det giver mening for begge typer af inkontinens og for både mænd og kvinder.«

Myte 3: Inkontinens rammer primært kvinder »Ja, det gør det, fordi fordelingen hedder 75 pct. kvinder og 25 pct. mænd. Det er børnefødsler, der er den store årsag til stressinkontinens. Vævet bliver strukket så meget, at de ledbånd, der støtter op under urinrøret, også bliver strukket, og de kan ikke trække sig helt sammen igen.«

Myte 4: Inkontinens kan være relateret til din livsstil »Ja, på nogle punkter. Overvægt skaber eksempelvis pres ned på bækkenbunden. Rygning kan gøre, at man hoster meget, og det kan være et problem ved stressinkontinens. At være fysisk aktiv kan give kontinensproblemer, men man skal gerne kunne være aktiv uden at blive utæt. Hvis man bliver utæt, fordi man dyrker motion, er løsningen ikke at stoppe med at dyrke motion.«

Myte 5: Kun ældre mennesker bliver ramt »Nej, mennesker i alle aldre bliver ramt. Lige fra børn til ældre mennesker. Med det sagt, så bliver vores væv svagere, når vi bliver ældre. Hos kvinder efter overgangsalderen bliver blæren blandt andet mere irritabel, fordi de kvindelige hormoner ikke er så stærke længere, men vævet bliver svagere, og så bliver risikoen for inkontinens større, jo ældre man bliver.«

Myte 6: Jeg skal drikke meget »Det passer ikke. Det er en myte, især blandt unge, at de skal drikke rigtig meget væske. Det er ubevidst og bliver nemt en vane. Når man kommer til lægen med sit vandladningsproblem, bliver man bedt om at udfylde et skema, hvor man skriver op, hvor meget man drikker, og hvor meget man tisser. Mange patienter kommer tilbage og siger, at skemaet er en øjenåbner, der viser, at de drikker måske fem liter om dagen. Og det skal man slet ikke. Hvis man tager den helt firkantet, så gælder det jo overordnet, at det, der kommer ind, også skal ud. Man har og kan have et fuldstændigt normalt liv, når man drikker halvanden til maks to liter væske om dagen. Man skal ikke drikke under halvanden liter væske dagligt, og især de, der har trangsinkontinens, kan finde på nærmest at ophøre med at drikke for at undgå de hyppige toiletbesøg.«

Myte 7: Det er en god ide at gå på toilettet oftere »Det er en ikke en god ide at gå på toilettet oftere. Man skal selvfølgelig gå derud, når man har trang. Op til 10 vandladninger på et døgn er normalt. Mere end dét kan være en dårlig vane, og har man oparbejdet den vane, bliver blæren aldrig fuld, og så lærer den, at ”jeg kan kun have 100-150 ml i mig, så bliver jeg tømt”. Man ender med en blære, som ikke har lyst til at blive udvidet. Man kan træne blæren den anden vej igen. Men det tager tid.«

Hvis man fejler noget med sit hjerte eller har en diskusprolaps, så fortæller man gerne om det til et middagsselskab. Men inkontinens taler man ikke om. Susanne Axelsen, formand for Kontinensforeningen og overlæge