Pælesidningen pågår, men hverken Østergaard eller Frederiksen har et alternativ til hinanden

mellem de fire partier fredag næsten udelukkende om uenighederne om en ny regerings økonomiske politik. Særligt om arbejdsudbuddet.

Foreløbig går man videre med en noget blødere formulering, der går på, at en ny regering skal sikre, at hvis man laver politik, der svækker arbejdsudbuddet, skal det modsvares af et forslag, der øger det.

Lørdag, da De Radikale mødte op til bilaterale drøftelser med S, ville Morten Østergaard ikke forholde sig til det konkrete måltal og krav om at øge arbejdsudbuddet med 30.000 personer, men sagde om udfordringen med manglen på arbejdskraft:

»Det er meget vanskeligt at forestille sig, at vi kunne ansætte måske 25.000 nye offentligt ansatte i den kommende periode for at følge med det stigende antal børn og ældre. For at løfte normeringerne i institutionerne og styrke uddannelsesområdet … hvis ikke vi samtidig finder veje til at løfte den samlede beskæftigelse,« sagde Østergaard.

I forhandlingspapiret er der ikke angivet en konkret vej til at nå målsætningen. Og De Radikale har heller ikke fremlagt politiske forslag, der kan øge arbejdsudbuddet med 30.000 personer.

I partiets økonomiske 2030-plan, der kom kun to dage før valget, har partiet opgivet en fremrykning af den højere pensionsalder og lettelser af topskatten, som tidligere var partiets politik.

I stedet har man peget på en afskaffelse af den grønne check samt mere udenlandsk arbejdskraft. Det sidste forslag giver ifølge beregninger fra Finansministeriet en øget beskæftigelse på sigt på 1.200 personer.

»Vi kan se, at der i det private erhvervsliv er mangel på arbejdskraft. Der er vi insisterende på, at man ikke lader, som om de udfordringer ikke findes.«

»Det er afgørende, at man er ærlig om, hvad det er for nogle udfordringer, vi skal løse, så det papir, vi laver, ikke bliver et luftkastel, men noget, der kan blive til virkelighed,« fortsatte Østergaard. Har man været forbi havnefesten i den østjyske lysthavneby Juelsminde, så ved man, hvad det drejer sig om. Her er der år efter år ihærdige deltagere, som forsøger at vinde den traditionsrige pælesidningskonkurrence. Reglerne er enkle. Deltagerne skal sidde længst muligt på en lille pæl i havnebassinet uden at falde i vandet. Falder man i, er man færdig. Den, der sidder længst, har vundet.

På Christiansborg foregår der lige nu en tilsvarende udmattelsesøvelse. Hvor rekorden i Juelsminde sidste år blev vundet af en, der sad på pælen i fire hele døgn, så er forhandlerne på Christiansborg længe forbi den rekord. Forhandlingerne er i gang på tredje uge. Socialdemokratiet prøver at forhandle sig til en fælles forståelse med De Radikale, SF og Enhedslisten. Det findes p.t. et dokument på omkring 15 A4-sider, som dækker de fleste store politikområder, og som kan blive det politiske afsæt for en smal S-regerings politik de næste fire år.

Det hele?

Hvis det altså lykkes. For der er stadig ikke klarhed om, hvorvidt De Radikale for alvor er parat til at binde sig til dokumentet. Den radikale leder, Morten Østergaard, har gang på gang fastholdt, at han vil have en aftale, der giver ham indflydelse på »det hele«, hvis han ikke kan komme i regering. F.eks. vil han have EU indskrevet. Der står i det nuværende dokument ikke længere meget om europapolitikken, og Enhedslistens Eu-modstand hindrer dem i at underskrive en fællesaftale på det område.

Det er et af flere eksempler på, at De Radikale for de øvrige partier fremstår vrangvilligt. Også på udlændingeområdet er der en oplevelse af, at Østergaard skyder over målet. Han har i forhandlingerne fremlagt en lang liste af adskillige udlændingelempelser, som S ikke vil levere.

Østergaards forgænger, Margrethe Vestager, fik i 2011 succes med pælesidningen. Det husker De Radikale, og partiet ved, at S-formand Mette Frederiksen har alt på spil. Derfor er Østergaards tålmodighed stor. Det er nu, vinduet er til indrømmelser. Men i dag er styrkeforholdet anderledes.

For De Radikale har intet sted at gå hen. Det lange dokument af fælles politiske mål udstiller, at der er stor forskel på en socialdemokratisk statsminister og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Derfor er Socialdemokratiets analyse, at R i sidste ende ikke kan holde til at udtale mistillid til dannelsen af en S-regering. Og selv om Socialdemokratiet har ventet fire år på et magtskifte, har Østergaards forsøg på pælesidning de seneste uger kostet stort på tålmodigheden.

De Radikale prædiker politisk samarbejde hen over midten og har historisk haft den styrkeposition, at partiet kunne skifte side og se i retning af et samarbejde med de blå. Men det er mere historie, end det er nutid. Den linje, som Morten Østergaard har lagt for partiet, har intet alternativt flertal.

Fatamorgana

Godt nok har radikale omtalt et Sv-samarbejde med dem selv om bord som et »drømmescenarie«. Men qua valgresultatet ligner det nærmere et febervildt fatamorgana. En Sv-regering ville kunne mønstre 91 mandater. Hvis det mirakuløse skete, at det blev en realitet, så ville De Radikale være overflødigt.

Det ved Socialdemokratiet godt. Her fabler man om den latente trussel, som et Sv-flertal udgør for De Radikale. Men både for Frederiksen og Østergaard er det sort snak at tale om alternativer. For Løkke er reelt intet alternativ for nogen af dem.

Derfor bevæger forhandlingerne på Christiansborg sig ind i en fase, hvor Socialdemokratiet skal forsøge at afklare Østergaards endelige position. Lige nu foregår det møde efter møde som et skridt frem og to tilbage. Fredag havde Frederiksen indkaldt til fælles drøftelse med alle de potentielle støttepartier. Så De Radikale kunne høre med egne ører, hvor smertegrænserne går for SF og Enhedslisten. Lige lidt hjalp det. De Radikale holder fast i, at det er Frederiksen, partiet forhandler med.

Ultimativt kan Socialdemokratiet enten selv fremlægge det nuværende forståelsespapir som sit politiske afsæt og presse Østergaard til at gøre op med sig selv, om han er parat til at erklære mistillid eller ej. Eller hun kan fremlægge det sammen med Enhedslisten og SF.

Men efter fire års arbejde er det heller ikke en beslutning, hun uden videre kan træffe. Derfor pågår pælesidningen indtil videre stadig.

Vi er insisterende på, at man ikke lader, som om de udfordringer ikke findes. Morten Østergaard (R), politisk leder Har R overhovedet politiske forslag, der kan øge arbejdsudbuddet i det omfang, I taler om? Analyse

Dagene går, og der ligger et ca. 15 siders politisk dokument på bordet. Tiden nærmer sig, hvor Socialdemokratiet skal presse De Radikale til at tage stilling. Derfor bevæger forhandlingerne på Christiansborg sig ind i en fase, hvor Socialdemokratiet skal forsøge at afklare Østergaards endelige position.