Erdogan spiller højt spil med omvalg i millionby

»Alt bliver godt.«

En 12-årig drengs tilråb er blevet et motto for den kampagne, der vil bryde den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans jerngreb om millionbyen Istanbul.

Drengens råb op mod oppositionskandidaten Ekrem Imamoglus valgbus blev tilfældigt filmet og har siden fejet gennem de sociale medier som udtryk for et håb om forandringer.

Søndag går de 15 mio. indbyggere i Istanbul til valgurnerne igen. Kommunalvalget i Tyrkiets største by, der den 31. marts gav et snævert flertal til det socialdemokratiske oppositionsparti CHP, skal gå om. Det besluttede valgkommissionen efter voldsomt pres fra Erdogans islamisk-konservative Akp-parti.

Erdogan talte om organiserede uregelmæssigheder, endog organiseret kriminalitet. Han talte også om, at CHP stod i ledtog med udenlandske terrorister. Selv om valgkommissionen ifølge forfatningen er uafhængig, så den sig ikke i stand til at modstå presset.

»Man må gerne stille op mod AKP. Men man må ikke vinde,« tweetede CHP’S næstformand, Onursal Adigüzel.

AKP tabte i storbyer

Ved lokalvalgene blev AKP største parti på landsplan, men tabte magten i fire af Tyrkiets fem største byer. I Istanbul vandt CHP med kun ca. 14.000 stemmer. Byen, hvor hver femte tyrker bor, har været styret af AKP i 25 år. Erdogan begyndte sin egen politiske karriere som overborgmester i byen i mange år.

»Den, Istanbul, kontrollerer Tyrkiet,« har han sagt.

Nederlaget var derfor et alvorligt prestigetab for præsidenten. Han havde sat en af sine håndgangne mænd, tidligere premierminister Binali Yildirim, til at vinde i Istanbul, men det kiksede.

Yildirim skal nu forsøge igen. Hans valgkamp har været et ekko af Erdogans med hårde udfald mod forrædere, terrorister og alle dem, der saboterer Tyrkiets fremmarch i verden.

Da han blev spurgt til omvalget, lagde han tonen for sin nye valgkamp: »De stjal stemmerne.«

Erdogan tjekker ind

Erdogan selv har først meldt sig ind i valgkampens slutspurt. Det tolkes af uafhængige politiske iagttagere, bl.a. på oppositionsavisen Cumhuriyet, som et tegn på, at selv den enevældige præsident må tage højde for, at han kan tabe igen.

Han spiller i forvejen højt spil. Han har lagt sig ud med EU, Europarådet og de fleste europæiske hovedstæder ved at forlange omvalg. Det har skubbet Tyrkiet endnu længere væk fra et Eu-medlemskab. Hvis han vinder i Istanbul, vil der klæbe en meget dårlig smag til sejren. Hvis han taber igen, er prestigetabet nærmest dobbelt.

»Meget afhænger af, om der kommer mange rapporter om valgsvindel. Men omvalget er under alle omstændigheder en slags folkeafstemning om Erdogan,« siger Comhuriyets tidligere chefredaktør Can Dündar, der lever i eksil i Tyskland, til avisen Die Welt.

Imamoglu rækker ud

I Istanbul er stemningen på kogepunktet. Den 49-årige Ekrem Imamoglu repræsenterer en ny stil. Mens AKP igen har kørt en benhård, uforsonlig valgkamp, rækker han hånden ud til sine modstandere og tilbyder bredt samarbejde.

Erdogans kritikere forudser, at hvis det kommer til for tydelig valgsvindel, kan utilfredsheden slå over i åbne uroligheder som i 2013, da folkelige protester mod opførelsen af et supermarked i Gezí-parken i Istanbul sendte Erdogan ud i sin hidtil værste krise.

Kriseramt økonomi

Han er i forvejen svækket af Tyrkiets meget dårlige økonomi med en lira i frit fald, en inflation på 20 pct. og rekordstor ledighed. Dertil kommer en konstant ulmende uro over myndighedernes hårde fremfærd mod oppositionen.

De regeringskontrollerede medier har i slutspurten lanceret et nyt argument mod Imamoglu og påstået, at han i virkeligheden ikke er tyrker, men nærmest græker. Han stammer fra Trabzon ved Sortehavet, som historisk har været styret af persere og grækere.

Men kampagnen kan nemt give bagslag. I Istanbul bor i dag særligt mange tilflyttere fra Trabzon. De har også stemmeret.

Omstridt omvalg i Istanbul er blevet en folkeafstemning om præsident Erdogan.

Det er nu tre år siden, at brexit blev vedtaget af vælgerne. Her er de vigtigste begivenheder, med markeringer af det, der i særlig grad har givet problemer.

INDBLIK

Underhuset for over to år siden selv vedtog at sætte Eu-udmeldelsen i gang.

I foråret kunne et flertal i Underhuset blokere for ”no deal” ved, populært sagt, at erobre den brexit-lovgivning, som Theresa May forsøgte at få igennem. Med ændringsforslag fik man forhindret ”no deal”.

Den taktik kan ikke genbruges, hvis Johnson vil have ”no deal”, for så er der ingen aftale, som Underhuset kan erobre og ændre. Og andre mekanismer såsom de særlige ”oppositionsdage” kan regeringen enten undlade at sætte på dagsordenen eller vælge at ignorere, fordi de ikke er bindende. Det har bl.a. tænketanken Institute for Government konkluderet.

Det er muligt, at Underhusets (formand), John Bercow, har noget i ærmet. Han er Eu-tilhænger og har tidligere overrasket, men hans magt er koncentreret om sager, der sat på dagsordenen. Og regeringen styrer dagsordenen.

Det bringer os tilbage til kamikaze-scenariet. For den eneste kendte, oplagte måde at forhindre et ”no deal” er, at oppositionen og en håndfuld konservative Eu-tilhængere vælter regeringen ved en mistillidsafstemning.

Men det er svært at nå i tide. Johnson vil i givet fald træde til i slutningen af juli. Lige efter går parlamentet på sommerferie indtil den 3. september. Derefter kører det i halvanden uges tid, før der er pause igen i tre-fire uger, mens partierne holder landsmøder.

Når Underhuset træder sammen igen en uges tid inde i oktober, er det for sent at nå et nyvalg før 31. oktober. Ved mistillid til regeringen er der nemlig 14 dage til at prøve at finde en ny regering, før der udskrives valg. Derefter tager valgkampen i hvert fald tre-fire uger, og så er man et stykke inde i november.

Så hvis en Boris Johnson forhandler med EU i august og september for så omkring den 1. oktober til det konservative landsmøde at erklære, at han går efter ”no deal” pr. 31. oktober, så kan man godt prøve at vælte ham, men nyvalget er først overstået, efter brexit er trådt i kraft.

Hvor modig er Boris Johnson

Et vigtigt spørgsmål er naturligvis, om Johnson har modet til at agere politisk kamikazepilot. Han har i årevis drømt om at blive premierminister og vil gerne have mere end tre-fire måneder i Downing Street 10. Omvendt er hans centrale valgløfte til de konservative græsrødder, at brexit sker til oktober med ham som leder. Det er svært at løbe fra. Og her er det værd at have i baghovedet, at et flertal af græsrødderne ifølge en rundspørge fra Sky News er parate til at lade partiet smadre for at få brexit igennem.

Det kan selvfølgelig også gå på andre måder. Måske er der ikke flertal for at erklære mistillid og udløse nyvalg. I målingerne står såvel Labour som Konservative til en halvering af stemmeandelen fra ca. 40 til 20 pct. Til gengæld vil det både det nye Brexit Party og det sædvanligvis lille midterparti Liberaldemokraterne vokse til ca. 20 pct. Vil hundredvis af parlamentsmedlemmer fra Labour og Konservative sætte deres mandater på spil ved et nyvalg, eller vil de trods alt hellere lade Johnson få et ”no deal”-brexit? Blandt andre alternativer er også, at

Bercow har et ukendt trick parat og får standset ”no deal”. Eller at Underhuset efter mistilliden pludselig kan samarbejde på tværs, så der i den nævnte 14-dages periode dannes en national samlingsregering mod ”no deal”. Og så kan det jo også ske, at Boris Johnsons konkurrent, udenrigsminister Jeremy Hunt, overrasker og bliver ny premierminister.

Vinder Hunt, kan man godt stille kamikaze-flyet tilbage i hangaren, for hans strategi er at være en bedre forhandler end Theresa May og samle et nyt forhandlingshold. Han er villig til ”no deal”, men har allerede åbnet for endnu en udsættelse af brexit. Hunt har indtil videre ikke formået for alvor at overbevise folk om, at hans strategi fører til succes, når Mays – som fulgte samme hovedlinje – ikke gjorde.

Her er Boris Johnsons plan trods alt anderledes. Og det kan ikke udelukkes, at kamikaze-strategien ender positivt: Presset virker, og EU giver alligevel nogle indrømmelser. Johnson får måske ikke alt, hvad han drømmer om, men han har heller ikke lyst til at udføre kamikaze-gerningen, så han vender flyveren om, tager hjem til London og sælger EU’S indrømmelser som en fantastisk sejr. Et flertal i Underhuset siger ja – måske for at undgå fornyet kaos eller et nyvalg. Brexit gennemføres i god ro og orden med en aftale, og Johnson hyldes som en succes.

er speaker speaker Man vil så få et hårdt ”no deal”-brexit den 31. oktober med kaos og lastbilkøer ved grænserne, alt imens det politiske Storbritannien står i flammer og er midt i en valgkamp, der kan skade både Labour og Konservative for bestandigt. Men målet er nået, briterne er ude af EU.