Med punkens gudmor på karaoke-bar 333333

De står nærmest i kø for at optræde, de aldrende rockog popstjerner. Forleden prøvede den 68-årige Phil Collins og den 69-årige Mark Knopfler – med varierende held – kræfter med store scener i henholdsvis Aarhus og Herning, inden den 73-årige Bryan Ferry indtog Vejle, og selveste The Beach Boys med den 78-årige Mike Love i front optrådte i Roskilde. Fredag besøgte den 67-årige Sting Holstebro, mens den 72åriges Patti Smith stod klar i Aarhus.

Punkens gudmor kaldes hun. Eller, som hun præsenteres af arrangøren, Musikhuset Aarhus: The Original Queen of Punk. Patti Smith har mange navne, og hun er da heller ikke hvem som helst, den innovative amerikaner, som utallige yngre kolleger står i kunstnerisk gæld til.

Der var nu ikke meget punk på den såkaldte amfiscene, som er klemt inde mellem Musikhuset Aarhus og Aros Aarhus Kunstmuseum, men der var så meget andet. Bøvl, eksempelvis; det hedder det nu engang på aarhusiansk. Blot to minutter inde i det smukke åbningsnummer “Wing” gav en overrislet ungersvend på femte række sig til at kagle så kraftigt, at man et øjeblik følte sig hensat til Northside.

»Luk røven,« lød det til venstre for ham.

»Luk selv,« svarede gerningsmanden.

Plads til covernumre

Så lidt skubben og trusler om at genoptage konflikten senere, og så var de videre. Det var Patti Smith også. Nej, hun har aldrig fået et egentligt kommercielt gennembrud, men hun har masser af stærke sange på samvittigheden – ikke mindst fra debutalbummet “Horses” (1975) – og det kan derfor undre, at sangeren levnede så meget plads til fortolkninger af andres numre. Bevares, coverversionen af Jimi Hendrix’ “Are You Experienced?” fejlede bestemt intet, men der var – indimellem – noget karaoke over seancen.

Ja, vi skal passe bedre på klimaet, men skal det absolut ske med den miljømæssige opsang “Beds Are Burning” som lydspor. Det var et stort hit for Midnight Oil for over 30 år siden, og lad os nøjes med at fastslå, at nummeret ikke ligefrem ældes med ynde.

Der var dog lyspunkter. En del. Patti Smith evnede at holde en helt speciel kontakt med sit publikum, stemmen var intakt, og den slæbende “My Blakean Year” samt “Because The Night” mindedes os om, at Patti Smith råder over fremragende materiale. Så tilgav man, at hun røg tilbage i jukeboksen med numre af The Rolling Stones og Lou Reed. Meget hyggeligt, men ikke meget mere end det, hvilket til dels skyldtes, at bandet – i visse passager – fremstod noget passivt. Lydmanden havde også glemt at skrue op, og man stod næsten og savnede Jimmy Jørgensens guitarsvingende rockensemble Hotel Hunger, som kort forinden havde varmet op for Patti Smith, men også kun næsten.