Tag den: Top-opvisning i popfest med fed finale
Take That fastholder en magelig magtposition på musikscenen, selv om de tidligere boyband-fyre nu kan fejre 30-års jubilæum. Gruppen udgav sidste år endnu et givtigt greatest hits-album, og der er udsolgt til de to aktuelle koncerter i K.B. Hallen.
Den første fredag aften blev et møde med et af de bedste og mest smagfulde boyband-repertoirer i pophistorien. Den engelske gruppes stærke personligheder og interne fejder har samtidig bidraget med væsentlig underholdningsværdi.
Den kulørte spradebasse Robbie Williams var dog ikke med denne gang, så publikum måtte nøjes med de herrer Gary Barlow, Mark Owen og Howard Donald. Sidstnævnte med klap for øjet, da han for nylig kom i lidt for kærlig nærkontakt med en gruppe begejstrede fans.
Danser med drenge
De fremmødte i K.B. Hallen var lige så overstadige, og det var der god grund til. Take That vandt masser af sympatipoint med en afslappet attitude og topprofessionel afvikling. Der var intet forsøg på at skjule, at drengene for længst er blevet mænd. Det meste af koncerten håndterede de forskellige instrumenter og undgik overgearet teenageadfærd.
Men det vakte også hvinende tøsejubel, da fyrene ind imellem faldt tilbage i stram koreograferet boyband-dans, hvor især den flamboyante Mark Owen gjorde smidig figur.
Magiske ballader
Det var småt med effekter og visuel pomp. Men det var uproblematisk, for gruppen var i fornem vokal form, og lyden i salen var upåklagelig. Det samme var opbakningen fra det medrejsende band.
En stribe træffere hev publikum lige ind i pophimlen: Der var flotte versioner af de uimodståelige ballader ”Patience” og Gary Barlows mesterstykke ”Back for Good”. Begge tindrede af tidløs storhed, og den sidste fik gåsehuden til at krybe frem, allerede da den blev annonceret.
Elektrisk lykkestemning
”Could it be Magic?” Ja, det kunne det godt, for den elektriske lykkestemning trængte helt ud i hjørnerne af den genrejste K.B. Hallen. De melodisk skarpe ballader blev flankeret af vitale optempo-træffere, som skabte dansefeber.
”The Flood” bød ind med storladen følsomhed og et lussingsmældende refræn. ”Shine” hyggede med godmodig, The Beatles-klingende poprock med lækre vokalharmonier og en symfonisk fed finale. Og ”Rule the World” mindede om en fast knyttet næve, der forsvarer romantikkens plads i verden.
Det interessante ved den stærke hitflod var, at den på ingen måde kun flød fra bandets gamle dage. Take That har holdt sig hit-hot indtil nyere tid, så fredagsfesten var ikke et rørstrømsk nostalgitrip. Popdrengene ydede en mandfolkepræstation.
Hvis trioen kan overtale Robbie Williams til at tage en tur mere i manegen med Take That, er der nok ingen tvivl om, at publikum fortsat vil strømme til koncerterne og gå tilfredse derfra.
Den stod på en medrivende mandfolkeindsats fra det tidligere boyband Take That, da gruppen gav den første af to koncerter i K.B. Hallen. Hvis trioen kan overtale Robbie Williams til at tage en tur mere i manegen med Take That, er der nok ingen tvivl om, at publikum fortsat vil strømme til koncerterne og gå tilfredse derfra. Der var glimt af storhed under koncerten med punkens gudmor. Men der var også noget karaoke over seancen. … man stod næsten og savnede Jimmy Jørgensens guitarsvingende rockensemble Hotel Hunger, som kort forinden havde varmet op for Patti Smith, men også kun næsten.