Klimatvang

Hvis Pernille Skipper, Pia Olsen Dyhr, Morten Østergaard og Mette Frederiksen måtte have brug for en massør, kan det ikke undre, al den stund at dette firkløver har haft travlt med at klappe hinanden på ryggen med aftalen om, at der skal vedtages en klimalov, som bl.a. indebærer en reduktion af drivhusgasser på 70 pct. i 2030 set i forhold til 1990.

Der er kun tale om et første skridt, da Eu-landene i pagt med Paris-aftalen forsøger at nå til enighed om at være klimaneutrale i 2050. Ambitionerne fejler ikke noget, men de har skåltalernes karakter, da der kun antydningsvist eksisterer detaljer, som borgerne kan forholde sig til.

For halvandet år siden udgav Danmarks Statistik et faktaark om Danmarks udledning af drivhusgasser. Heri kan man bl.a. læse: »Ser man på, hvilke dele af Danmarks økonomiske aktiviteter der udleder de største mængder af drivhusgasser, er det brændstof brugt til international transport af især danske skibe, men også fly og lastbiler.«

International transport af danske skibe, fly og lastbiler står for 42 pct. af Danmarks samlede udledning. Renser man tallene for international transport, er der siden 1990 sket en markant reduktion i udledningen af drivhusgasser, men selv hvis man medregner denne del, står de private husholdninger kun for 9 pct. af udledningen.

Belært af årtiers erfaring er der grund til at frygte, at netop de private husholdninger vil komme til at betale en uforholdsmæssig stor del af regningen for de klimaambitioner, som Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten nu har givet hinanden håndslag på.

Danskerne har betalt for det såkaldte vindmølleeventyr i en form for kontrakt, der indebærer en merbetaling i perioden frem til, at vindmøller kan opstilles og producere elektricitet uden nogen former for direkte eller indirekte støtte. Denne periode har nu varet i årtier, og selv om samfundet står foran en langt større elektrificering end nogensinde før, betaler de danske familier ifølge Eurostat de højeste elpriser i hele EU. Det er ikke grøn omstilling, men brandbeskatning.

Intet er mere sikkert, end at indfrielsen af klimaambitionerne vil få alvorlig social slagside. Forslaget om en CO2afgift på f.eks. 400 kr. pr. flyrejse vil være en ekstrem meromkostning for en familie på fire, der skal på ferie, mens den reelt intet vil betyde for den forretningsrejsende på business class. Det er som udgangspunkt også borgere med fornuftige indkomster, der har råd til at købe en elbil og etablere en ladestander ved bopælen, ikke borgere i en almennyttig bolig.

Erhvervslivet kommer også til at betale en regning af endnu ukendt størrelse, der for en ikke ubetydelig dels vedkommende vil ende hos forbrugerne. I forvejen står erhvervslivet til at skulle betale et milliardbeløb i nye skatter til at indfri det absurde kapløb om flere velfærdsydelser, som valgkampen ulykkeligvis udartede til.

Klimaforandringer skal håndteres gennem teknologisk udvikling – ikke beskatning eller tvang. Imidlertid er det præcis, hvad der synes at være i vente, da den regering, som vi aner konturerne af, ikke vil lade markedsøkonomien råde.

Når ny energiteknologi giver økonomisk mening, vil forbrugere og erhvervsliv tage den til sig. Det er Danfoss’ radiatortermostater et genialt eksempel på. Tilsvarende har langt de fleste sommerhuse varmepumper i stedet for elradiatorer.

Det drejer sig i al sin gribende enkelhed om at lade den sunde fornuft råde, men det er desværre, hvad overambitiøse politikere aldrig har evnet at gøre.

Undervejs