Uvidenhed eller manglende proportionssans?

Både før, under og efter valgkampen har vi hørt mange politikere fortælle, hvor slemt det står til med Co2-udledningen i Danmark, fordi vores udledning steg en anelse i 2018.

Jeg har netop læst Keld Louie Pedersens glimrende artikel ”Det går den forkerte vej” i JP (13/6). Som det fremgår af artiklen, er det meget foruroligende, at den globale Co2-udledning i 2018 voksede med hele 2 pct. (ca. 600 mio. tons), men det er ikke overraskende, at Kina, Indien og USA stod for to tredjedele af denne stigning.

Globalt blev der i 2018 udledt 34.000 mio. tons CO2 – Danmark bidrog med ca. 45 mio. tons, svarende til ca. 0,15 pct. eller 1,5 promille. I lang tid har S, R, SF og EL diskuteret, om vi skal reducere vores Co2-udledning med 60 pct. eller 70 pct. inden 2030 (p.t. ser det ud til at blive 70 pct.).

Det viser sig nu, at der slet ikke er nogen reduktionskrav i Parisaftalen, så det er blot vores egne mål, vi vil opstille, og det kommer til at koste en masse penge at nå disse. Set med mine og forhåbentlig mange andres øjne er denne diskussion derfor fuldstændig ligegyldig. Det har jo overhovedet ingen effekt på klimaet, at vi reducerer vores Co2-udledning med ca. 30 mio. tons i løbet af 10 år, hvis andre lande øger deres udledning med flere hundrede mio. tons om året.

I stedet for at poste mia. kr. i en nytteløs Co2-reduktion, vil det være langt bedre at bruge pengene til forskning/udvikling inden for vindenergi, solenergi og energibesparelser. Billigere løsninger inden for disse områder kan få Kina, Indien, USA m.fl. til at reducere deres kulforbrug, og først da vil det hjælpe på den globale CO2udledning og dermed på klimaet.