Lad os afhjælpe den værste danske uskik en gang for alle

Vi danskere har en uskik. Jovist, vi har mange, men denne er en af de værre. Til vores held er den imidlertid til at afhjælpe, så lad os starte hermed.

Uskikken består i, at vi alt for sjældent ophøjer os til at anerkende de, der tør noget og gør noget med markant succes til følge. Faktisk tenderer vi til det modsatte og er gået så langt heri, at vi har kodificeret de sociale spilleregler i en lov, der udspringer af denne danske forsigtighed, når det gælder at prise andres lykke. Mentaliteten er imidlertid udtryk for en fæl folkefejl. Det især når den afspejler sig i den førte politik, men også når blot den sagesløst sniger sig ind i dialogen os danskere imellem.

Først og fremmest fordi ethvert individs succes er herligt for dem personligt, og alene af den grund prisværdigt, men i allerhøjeste grad også fordi vores fælles succes er dybt afhængig af enkeltindividers initiativ og positive bidrag. Der er derfor særdeles god grund til at italesætte de, der opnår noget særligt. Ikke som grådige, egoistiske og heldige individer, der for al fremtid står i gæld til velfærdssamfundet, men som nogle, der faktisk skaber de værdier, vi alle nyder godt af i dagligdagen.

Det være sig ofte værdier i form af kroner og øre, der bl.a. kan materialiseres i offentlig velfærd. Et åbenbart eksempel herpå er den politiske venstrefløjs fortrukne prygelknabe, Lars Seier Christensen, der i makkerskab med Kim Fournais for år tilbage startede Saxo Bank, som i dag beskæftiger mere end 1.500 ansatte og årligt betaler et anseeligt millionbeløb i skat.

Værdier er dog også så uendeligt meget andet end blot kroner og øre. Det være sig nemlig ligeledes værdier, som mere subtilt virkeliggøres i form af spontan glæde og spirede drømme. Tænk bare, når håndboldspiller Mikkel Hansen med et velplaceret skud sender verdensmesterskabet til vores lille kongerige, som i dagevis er på den anden ende, hvorefter det brede pandebånd revitaliseres i ud, paver og kejsere kom ind.

Kristendommens urgamle ideal om retten til national selvbestemmelse overlevede imidlertid århundreders imperialisme og fandt ny næring under Reformationen og takket være indstiftelsen af Den Westfalske Fred. Men den grundlæggende konflikt mellem nationalisme og imperialisme bestod. I dag krydser striden den politiske debat, som Donau, Rhinen, Po, Elben og andre store floder krydser kontinentet. Bag de hyppigt anvendte eufemismer om åbenhed, globalisering, transnationalisme, subsidaritet og universelle menneskerettigheder genfinder vi den gamle strid mellem nationalister og imperialister.

Mange af mine globalistiske venner anerkender ikke, at de i virkeligheden er imperialister, skriver den israelske filosof Yoram Hazony i sin glimrende bog ”The Virtue of Nationalism”, som jeg gjorde reklame for sidste søndag. De vil afvise, at deres internationalisme skulle være imperialistisk og tilføje, at denne gang er det anderledes. Men Hazony lader sig ikke bedrage. På grundlag af bibelstudier og et indgående kendskab til Vestens politiske idéhistorie, peger han på, at imperialisterne ikke længere er paver eller tysk-romerske kejsere, men nu sidder som bureaukrater, kommissærer, jurister og særligt udpegede eksperter i FN, EU, ved internationale domstole og i klimapaneler og kræver unison politisk handling ud fra en singulær doktrin.

Imperialisterne sidder såmænd også i de fleste danske partier, som ønsker at ”integrere” Danmark mere i ”Europa” (hvormed de altid mener EU) eller det såkaldte internationale samfund, som forsamles under stor fanfare på urbane og luksuriøse lokaliteter. Disse nye paver og kejsere ville have godt af at læse Det Gamle Testamente på ny og overveje, om ikke Vestens tumultariske historiske erfaring med imperier og gennembruddet for de revolutionære imperiestater som Nazityskland og Sovjetunionen i det 20. århundrede netop bør få os til at vælge nationalisme som rettesnor frem for mere universalisme og imperialisme.

Læren synes i dag at være den modsatte. Nationalismen er alle onders ophav, intet godt kan vi bruge den til. Derfor overgiver vi os til internationalismen og imperialismen og tror både naivt og selvoptaget, at alle mennesker kan blive og leve som os, i Afghanistan eller her, det gør ingen forskel. Vi er blevet blinde, blinde for kultur og begrænsninger. Mennesker er ikke bare individer. De knytter sig til andre, til kollektiver, familier, klaner, stammer, nationer. Alle levedygtige politiske institutioner er bygget af små byggesten, det må vi da kunne forstå i Lego-klodsens hjemland.