Lad os af­hjæl­pe den vær­ste dan­ske uskik en gang for al­le

Jyllands-Posten Søndag - - Debat - Se­ba­sti­an Sten­toft ju­rastu­de­ren­de, Kø­ben­havn

Vi dan­ske­re har en uskik. Jo­vist, vi har man­ge, men den­ne er en af de vær­re. Til vo­res held er den imid­ler­tid til at af­hjæl­pe, så lad os star­te her­med.

Uskik­ken be­står i, at vi alt for sjæl­dent op­hø­jer os til at an­er­ken­de de, der tør no­get og gør no­get med mar­kant suc­ces til føl­ge. Fak­tisk ten­de­rer vi til det mod­sat­te og er gå­et så langt he­ri, at vi har ko­di­fi­ce­ret de so­ci­a­le spil­le­reg­ler i en lov, der ud­sprin­ger af den­ne dan­ske for­sig­tig­hed, når det gæl­der at pri­se an­dres lyk­ke. Men­ta­li­te­ten er imid­ler­tid ud­tryk for en fæl fol­ke­fejl. Det især når den af­spej­ler sig i den før­te po­li­tik, men og­så når blot den sa­ge­s­løst sni­ger sig ind i di­a­lo­gen os dan­ske­re imel­lem.

Først og frem­mest for­di et­hvert in­di­vids suc­ces er her­ligt for dem per­son­ligt, og ale­ne af den grund pris­vær­digt, men i al­ler­hø­je­ste grad og­så for­di vo­res fæl­les suc­ces er dybt af­hæn­gig af en­kel­tin­di­vi­ders ini­ti­a­tiv og po­si­ti­ve bi­drag. Der er der­for sær­de­les god grund til at ita­le­sæt­te de, der op­når no­get sær­ligt. Ik­ke som grå­di­ge, egoi­sti­ske og hel­di­ge in­di­vi­der, der for al frem­tid står i gæld til vel­færds­sam­fun­det, men som nog­le, der fak­tisk ska­ber de vær­di­er, vi al­le ny­der godt af i dag­lig­da­gen.

Det væ­re sig of­te vær­di­er i form af kro­ner og øre, der bl.a. kan ma­te­ri­a­li­se­res i of­fent­lig vel­færd. Et åben­bart ek­sem­pel her­på er den po­li­ti­ske ven­stre­fløjs fortruk­ne pry­gelk­na­be, Lars Sei­er Chri­sten­sen, der i mak­ker­skab med Kim Four­nais for år til­ba­ge star­te­de Saxo Bank, som i dag be­skæf­ti­ger me­re end 1.500 an­sat­te og år­ligt be­ta­ler et an­se­e­ligt mil­li­onbe­løb i skat.

Vær­di­er er dog og­så så uen­de­ligt me­get an­det end blot kro­ner og øre. Det væ­re sig nem­lig li­ge­le­des vær­di­er, som me­re sub­tilt vir­ke­lig­gø­res i form af spon­tan glæ­de og spi­re­de drøm­me. Tænk ba­re, når hånd­bold­spil­ler Mik­kel Han­sen med et vel­pla­ce­ret skud sen­der ver­dens­mester­ska­bet til vo­res lil­le kon­ge­ri­ge, som i da­ge­vis er på den an­den en­de, hvor­ef­ter det bre­de pan­debånd re­vi­ta­li­se­res i ud, pa­ver og kej­se­re kom ind.

Kri­sten­dom­mens ur­gam­le ide­al om ret­ten til na­tio­nal selv­be­stem­mel­se over­le­ve­de imid­ler­tid år­hund­re­ders im­pe­ri­a­lis­me og fandt ny næ­ring un­der Re­for­ma­tio­nen og tak­ket væ­re indstif­tel­sen af Den West­fal­ske Fred. Men den grund­læg­gen­de kon­flikt mel­lem na­tio­na­lis­me og im­pe­ri­a­lis­me be­stod. I dag kryd­ser stri­den den po­li­ti­ske de­bat, som Do­nau, Rhin­en, Po, El­ben og an­dre sto­re flo­der kryd­ser kon­ti­nen­tet. Bag de hyp­pigt an­vend­te eu­fe­mis­mer om åben­hed, glo­ba­li­se­ring, trans­na­tio­na­lis­me, subsi­da­ri­tet og uni­ver­sel­le men­ne­ske­ret­tig­he­der gen­fin­der vi den gam­le strid mel­lem na­tio­na­li­ster og im­pe­ri­a­li­ster.

Man­ge af mi­ne glo­ba­li­sti­ske ven­ner an­er­ken­der ik­ke, at de i vir­ke­lig­he­den er im­pe­ri­a­li­ster, skri­ver den is­ra­el­ske fi­lo­sof Yoram Ha­zo­ny i sin glim­ren­de bog ”The Vir­tue of Na­tio­na­lism”, som jeg gjor­de re­k­la­me for sid­ste søn­dag. De vil af­vi­se, at de­res in­ter­na­tio­na­lis­me skul­le væ­re im­pe­ri­a­li­stisk og til­fø­je, at den­ne gang er det an­der­le­des. Men Ha­zo­ny la­der sig ik­ke bed­ra­ge. På grund­lag af bi­belstu­di­er og et ind­gå­en­de kend­skab til Ve­stens po­li­ti­ske idéhi­sto­rie, pe­ger han på, at im­pe­ri­a­li­ster­ne ik­ke læn­ge­re er pa­ver el­ler tysk-ro­mer­ske kej­se­re, men nu sid­der som bu­reau­kra­ter, kom­mis­sæ­rer, juri­ster og sær­ligt ud­pe­ge­de eks­per­ter i FN, EU, ved in­ter­na­tio­na­le dom­sto­le og i kli­ma­pa­ne­ler og kræ­ver uni­son po­li­tisk hand­ling ud fra en singu­lær dok­trin.

Im­pe­ri­a­li­ster­ne sid­der så­mænd og­så i de fle­ste dan­ske par­ti­er, som øn­sker at ”in­te­gre­re” Dan­mark me­re i ”Eu­ro­pa” (hvor­med de al­tid me­ner EU) el­ler det så­kald­te in­ter­na­tio­na­le sam­fund, som for­sam­les un­der stor fan­fa­re på ur­ba­ne og luk­suri­ø­se lo­ka­li­te­ter. Dis­se nye pa­ver og kej­se­re vil­le ha­ve godt af at læ­se Det Gam­le Te­sta­men­te på ny og over­ve­je, om ik­ke Ve­stens tu­mul­ta­ri­ske hi­sto­ri­ske er­fa­ring med im­pe­ri­er og gen­nem­brud­det for de re­vo­lu­tio­næ­re im­pe­ri­e­sta­ter som Na­zi­tys­kland og Sov­je­tu­ni­o­nen i det 20. år­hund­re­de net­op bør få os til at væl­ge na­tio­na­lis­me som ret­tes­nor frem for me­re uni­ver­sa­lis­me og im­pe­ri­a­lis­me.

Læ­ren sy­nes i dag at væ­re den mod­sat­te. Na­tio­na­lis­men er al­le on­ders op­hav, in­tet godt kan vi bru­ge den til. Der­for over­gi­ver vi os til in­ter­na­tio­na­lis­men og im­pe­ri­a­lis­men og tror bå­de naivt og sel­v­op­ta­get, at al­le men­ne­sker kan bli­ve og le­ve som os, i Af­g­ha­ni­stan el­ler her, det gør in­gen for­skel. Vi er ble­vet blin­de, blin­de for kul­tur og be­græns­nin­ger. Men­ne­sker er ik­ke ba­re in­di­vi­der. De knyt­ter sig til an­dre, til kol­lek­ti­ver, fa­mi­li­er, kla­ner, stam­mer, na­tio­ner. Al­le le­ve­dyg­ti­ge po­li­ti­ske in­sti­tu­tio­ner er byg­get af små byg­ge­sten, det må vi da kun­ne for­stå i Le­go-klod­sens hjem­land.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.