Er fest en und­ta­gel­se, når det kom­mer til moral?

Jyllands-Posten Søndag - - Debat - Ur­su­la Eng­bart Smith 21 år, højsko­le­e­lev, Aar­hus N

Reg­nen si­ler ned på vo­res sor­te regn­hæt­ter og i vo­res øl, der skvul­per over ved hver be­væ­gel­se til mu­sik­ken. Jo­nas, der har druk­ket sig godt kø­ren­de i øl­bowling tid­li­ge­re, ro­ser sæt­lis­ten, og Sø­ren står og rul­ler en ci­ga­ret med vug­gen­de ho­ved til mu­sik­ken. En mas­se af mi­ne højsko­le­ven­ner og jeg er til Minds of 99-kon­cert på Jel­ling Mu­sik­festi­val, og vi er i ekst­a­se.

Jeg er en 21-årig højsko­le­e­lev og festi­va­len­tu­si­ast, der li­ge­som tu­sind­vis af an­dre var på Jel­ling Mu­sik­festi­val og fe­ste­de i fi­re skøn­ne da­ge, hvor det ene­ste, jeg skul­le ta­ge stil­ling til, var, hvil­ke kon­cer­ter jeg skul­le væl­ge. Det var fan­ta­stisk, og det er no­get af det, jeg el­sker ved festi­va­ler; ik­ke at skul­le no­get be­stemt.

Min højsko­le går op i bæ­re­dyg­tig­hed og vil ger­ne ha­ve os ele­ver til at ta­ge stil­ling til kli­m­a­spørgs­må­let og eks­po­ne­rer os fra man­ge vink­ler og si­der. Ét af ini­ti­a­ti­ver­ne er op­ryd­ning ef­ter Jel­ling Mu­sik­festi­val, hvor al­le højsko­lens ele­ver var ude at bli­ve godt og grun­digt ryste­de: Det var med dyb for­ar­gel­se, at vi genså cam­ping­plad­sen, som mest af alt lig­ne­de en for­ladt krigszo­ne. Det var, som om tu­sind­vis af men­ne­sker hav­de væ­ret tvun­get til evaku­e­ring og hav­de ef­ter­ladt al­le de­res ejen­de­le og var lø­bet uden tan­ke på an­det end flugt. Det var helt ab­surd, hvad der lå til­ba­ge af mad, tel­te, sovepo­ser, øldå­ser, te­le­fo­ner og tøj. Ja, alt, hvad man kun­ne øn­ske sig, var hæm­nings­løst ef­ter­ladt på plæ­nen.

Vi går på en højsko­le med stort fo­kus på kli­ma­et og er må­ske fan­get lidt i en ”højsko­le­bob­le” med over­be­vis­ning om, at Dan­mark og dan­sker­ne en­ga­ge­rer sig i kli­ma­et og rent fak­tisk ger­ne vil gø­re no­get.

Dér blev vi godt og grun­digt vakt til li­ve igen og våg­ne­de op til vir­ke­lig­he­den. Især de in­ter­na­tio­na­le ele­ver, der kom­mer her­til for at læ­re om vo­res prin­cip­per og grøn­ne til­gang, var for­bav­se­de. ”Why?” De søg­te svar, som jeg ik­ke kun­ne gi­ve dem. For ud­over en man­gel på respekt for dem, der skal ryd­de op, og de man­ge tu­sin­de kro­ner, der er ef­ter­ladt i vel­fun­ge­ren­de ud­styr, så vi og­så en to­tal til­si­de­sæt­tel­se af hen­sy­net til kli­ma­et. Hvad der ik­ke er ble­vet pro­du­ce­ret, pak­ket og trans­por­te­ret af cam­ping­ud­styr til en­gangs­brug, og hvor me­get det kom­mer til at svi­ne ved af­bræn­din­gen.

Den­ne mis­mo­di­ge fø­lel­se lå som tung smog om­kring os he­le da­gen, men vi var sam­ti­dig eni­ge om, at det var en fed fø­lel­se ak­tivt at hand­le på. Vi sam­le­de sto­le, tel­te, sovepo­ser, lig­ge­un­der­lag, mad og drik­kel­se op og sor­te­re­de det. Det blev se­ne­re kørt vi­de­re til bl.a. hjem­lø­se, asyl­cen­tre, væ­re­ste­der og bør­ne­hjem, som kun­ne bru­ge det.

Men hvor­dan kan dan­ske­re, som al­drig har haft et hø­je­re fo­kus på kli­ma og mil­jø, væ­re så ufat­te­ligt dår­li­ge til at ryd­de op ef­ter sig selv?

I den­ne bob­le af højsko­le­v­an­vid med at lyt­te og ac­cep­te­re for­skel­lig­hed, som jeg nu be­fin­der mig i, prø­ver jeg at for­stå og sæt­te mig ind i gæ­ster­nes hand­ling ef­ter for­brugs­fe­sten. Og jeg tror fak­tisk, at der lig­ger no­get dy­be­re bag gal­ska­ben end doven­skab – an­det kan jeg ik­ke tæn­ke. Jeg tror, at men­ne­sker og spe­ci­elt de un­ge er pres­se­de og fru­stre­re­de over al­le de valg, de skal træf­fe. Bå­de på det per­son­li­ge plan med per­fek­t­heds­kul­tur, so­ci­a­le me­di­er og ud­dan­nel­ses­ræs, men i den grad og­så mht. kli­ma­kon­flikt, flygt­nin­ge­kri­se og mang­len­de tro på frem­ti­den. Det hæn­ger over vo­res ho­ve­d­er hver dag, og man kan fø­le sig mag­tes­løs, fru­stre­ret og ube­ty­de­lig.

Men har gæ­ster­ne på Jel­ling Mu­sik­festi­val så ik­ke en mu­lig­hed for at gø­re en for­skel net­op ved at ryd­de op ef­ter de­res egen fest? Jo, men må­ske er den­ne ten­dens til ig­nor­an­ce et symp­tom på et un­der­trykt be­hov for fralæg­gel­se af an­svar. At væ­re li­geg­lad på en festi­val er en lil­le lom­me af dum­hed og fri­hed sam­let i en neo­stam­mes enig­hed om for me­get al­ko­hol, in­tet an­svar el­ler stil­ling­ta­gen. Så hvis den slags fest­kul­tur er en del af vo­res tan­ke om fri­hed og at ha­ve det sjovt – mon vi så no­gen­sin­de bli­ver bed­re til at se in­dad og ryd­de op ef­ter vo­res egen fest?

Da­gen der­på ef­ter Jel­ling Mu­sik­festi­val var bl.a. Brand­b­jerg Højsko­le ude at ryd­de op og sor­te­re ef­ter fest­lig­he­der­ne på cam­ping­om­rå­det. Tu­sind­vis af madras­ser, tel­te, sovepo­ser og sto­le var skø­de­s­løst ef­ter­ladt på mar­ken, hvor det ba­re ven­te­de på at bli­ve en­ten sor­te­ret el­ler brændt.

Hvor­dan kan det væ­re, at folk ef­ter­la­der så me­get vel­fun­ge­ren­de ud­styr? Er det en del af det at ha­ve det sjovt? Er fest en und­ta­gel­se, når det kom­mer til moral?

Ugens ud­valg­te

Ef­ter Jel­ling Mu­sik­festi­val flød der med mad, madras­ser, tel­te, sovepo­ser og sto­le. Hvis den slags fest­kul­tur er en del af vo­res tan­ke om fri­hed og at ha­ve det sjovt, mon vi så no­gen­sin­de bli­ver bed­re til at se in­dad og ryd­de op ef­ter vo­res egen fest? Men hvor­dan kan dan­ske­re, som al­drig har haft et hø­je­re fo­kus på kli­ma og mil­jø, væ­re så ufat­te­ligt dår­li­ge til at ryd­de op ef­ter sig selv?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.