Det er en kom­pli­ment, hvis no­gen kal­der mig heks

Når jeg på­står, at jeg kan lug­te svig, ser nog­le men­ne­sker på mig med uro og mi­stro.

Jyllands-Posten Søndag - - Debat - Jour­na­list, for­fat­ter og fored­rags­hol­der. Har væ­ret do­ku­men­tar­re­dak­tør på DR og TV 2. Jarl Fri­is, job­sø­gen­de, Kø­ben­havn S

Ord som ”ind­van­drer­fjend­sk” og ”frem­med­hadsk” blev flit­tigt brugt af bå­de jour­na­li­ster og po­li­ti­ke­re un­der den ny­ligt over­stå­e­de valg­kamp.

Be­gre­ber­ne blev slyn­get ud til høj­re og ven­stre for at be­skri­ve de be­kym­rin­ger, man­ge dan­ske­re de­ler om­kring sam­funds­ud­vik­lin­gen.

Nog­le po­li­ti­ke­re glem­te de de­mo­kra­ti­ske ma­ne­rer og næg­te­de

skreg den ra­sen­de, rød­hå­re­de dreng af si­ne lun­gers ful­de kraft, da jeg af­slø­re­de hans gem­me­sted un­der trap­pen i går­den, hvor vi le­ge­de ”fan­get”. Hans for­døm­mel­se tog jeg mig ik­ke af, for jeg vid­ste, at jeg kun­ne lø­be fra ham. Af­slø­rin­ger er al­drig po­pu­læ­re. Jeg er lø­bet fra man­ge i ti­dens løb, som må­ske har tænkt, som den rød­hå­re­de dreng råb­te.

Al­le men­ne­sker har for­ment­lig en umid­del­bar op­fat­tel­se af sig selv, og af hvor­dan de er. Jeg er født i Aar­hus‘ æld­ste ga­de, hvor vikin­ger­ne for tu­sin­de år si­den bo­e­de ved brin­ken ned til åen. Den viden har helt be­stemt på­vir­ket min op­fat­tel­se af, hvem jeg er. Jeg har op­fat­tet mig som en ef­ter­kom­mer af vikin­ger­ne med de egen­ska­ber, der tra­di­tio­nelt til­læg­ges dem: stær­ke, stol­te, se­je og må­ske lidt strid­ba­re, hvis de føl­te sig trå­dt for nær el­ler tru­et.

En an­den til­gang til op­fat­tel­sen af, hvor­dan jeg er, blev åben­ba­ret en for­års­dag i 2002. Jeg skrev på min bi­o­gra­fi ”Bag­læns og på hø­je hæ­le,” og plud­se­lig kom jeg til at spe­ku­le­re over, hvor­når jeg egent­lig var ”grund­lagt.” Min fød­sels­dag plus tre må­ne­der mi­nus et år gav sank­t­hans­af­ten i 1941, hvor hek­se bli­ver brændt på bå­let. Aha! tænk­te jeg. Nu for­stod jeg plud­se­lig bed­re, at jeg var, som jeg var. Tan­ken sat­te min fan­ta­si i gang og blev sup­ple­ret med den spar­som­me viden, jeg hav­de om min ”til­bli­vel­se.” Min mor hav­de væ­ret hus­ven med et æg­te­par gen­nem en halv snes år, og hun kom hjem­me­vandt i de­res fa­mi­lie med tre børn. I som­me­ren 1941 holdt de al­le sam­men fe­rie i en fe­ri­e­by på Skæ­ring He­de nord for Aar­hus. I Me­te­o­r­o­lo­gisk In­sti­tuts Ar­kiv fandt jeg ud af, at net­op i 1941 var der to pe­ri­o­der med he­debøl­ge i ju­ni må­ned. Det hav­de væ­ret år­hund­re­dets stren­ge­ste vin­ter med me­re end 20 gra­ders kul­de, til­fros­ne in­dre far­van­de og fø­de­va­re­man­gel, så so­len og var­men gjor­de nu al­le kå­de.

Den an­den he­debøl­ge op­stod om­kring sank­t­hans­af­ten. Om af­te­nen in­den sank­t­hans­bå­let skul­le tæn­des, smut­te­de min far og mor ube­set ind i den nær­lig­gen­de plan­ta­ge. De be­nyt­te­de for­ment­lig de blø­de gran­nå­le som un­der­lag, og in­spi­re­ret af he­debøl­gens var­me blev jeg grund­lagt. Diskret for­lod min mor plan­ta­gen og ka­ste­de et blik op på hek­sen, der med kost og sort hat var fly­ve­klar på top­pen af bå­let.

Bloks­b­jerg var må­let var for hek­sens fly­ve­tur. Her blev af­holdt en hek­sesab­bat, en ani­me­ret fest, som man men­te, hek­se­ne fejre­de seksu­elt med Fan­den.

Den før­ste hek­se­bræn­ding i Dan­mark fandt sted i 1540 i Ste­ge. Hek­se­tro og hek­sej­agt er kendt fra man­ge ste­der i Mid­delal­de­rens Dan­mark, og om­kring 1.000 hek­se blev brændt på bå­let.

Næ­sten al­le sa­ger om hek­se hand­le­de om ma­le­fi­ci­um, der be­ty­der, at en­hver kun­ne be­skyl­des for at ha­ve for­hek­set men­ne­sker, kvæg el­ler ka­stet syg­dom på folk. En ver­bal be­skyld­ning uden no­get be­vis var grund nok til at bli­ve dømt til at væ­re heks uden for­svar el­ler ret­ter­gang.

Be­ho­vet for at fin­de en syn­de­buk for en ulyk­ke el­ler en ka­ta­stro­fe var of­te bag­grun­den for, at en el­ler fle­re hek­se blev ud­pe­get. Det var of­test kvin­der, men det kun­ne og­så væ­re mænd. Så­le­des blev en mis­lyk­ket sejl­lads fra Dan­mark til Skot­land år­sa­gen til, at 13 kvin­der i 1590 blev brændt på bå­let som hek­se. Prin­ses­se An­ne, Chr. IV´S 15-åri­ge sto­re­sø­ster, skul­le sej­les til Skot­land for at bli­ve gift med Skot­lands kon­ge. Flå­den be­stod af fjor­ten ski­be fyldt med bru­deud­styr. Imid­ler­tid for­hin­dre­de et vold­somt uvejr de fjor­ten ski­be i at kryd­se ha­vet til Skot­land, men måt­te sø­ge nød­havn på Nor­ges ve­st­kyst. In­gen vil­le ef­ter­føl­gen­de på­ta­ge sig an­sva­ret for den mis­lyk­ke­de sejlads. Bå­de rigs­ad­mira­len og rigs­hof­meste­ren næg­te­de kon­se­kvent at ha­ve no­gen form for an­svar. Men en an­svar­lig skul­le ab­so­lut ud­pe­ges. Som syn­de­buk blev ud­pe­get 13 uskyl­di­ge kvin­der, som blev be­skyldt for at ha­ve udø­vet trold­dom mod prin­ses­se An­nes flå­de. De blev uden ret­ter­gang er­klæ­ret skyl­di­ge og brændt på bå­let i 1590. Den ene­ste for­bin­del­se mel­lem kvin­der­ne og sejlad­sen var, at de­res mænd hav­de væ­ret på­møn­stret prin­ses­sens ski­be. Den sid­ste hek­se­bræn­ding fandt sted på Fal­ster i 1693.

Den mo­der­ne heks har selv valgt at væ­re heks. Hek­se­ne hol­der of­test de­res hek­se­ger­ning hem­me­lig, for det an­ses sta­dig for at væ­re unor­mal op­før­sel at udø­ve magi­ske ri­tu­a­ler un­der fuld­må­nens skær på en bak­ke­top el­ler i en lys­ning i sko­ven.

Der fin­des om­kring 500 hek­se i Dan­mark iflg. en an­tro­po­lo­gisk un­der­sø­gel­se ved forsk­nings­as­si­stent An­ne Ma­rie Steno, Dansk Fol­ke­min­de­sam­ling. Mel­lem 20 og 30 pct. er mænd. Den mo­der­ne heks me­ner, at hun kan bru­ge magi, hek­se­kunst, til at på­vir­ke og æn­dre om­ver­de­nen – og sig selv. Når hek­se­ne ud­fø­rer ri­tu­a­ler ved fuld­må­ne og er nøg­ne i na­tu­ren, er det for at sam­le ener­gi­er og be­for­dre en over­før­sel til en an­den men­tal til­stand for på den må­de at fo­ku­se­re tan­ken stær­ke­re. Sel­ve ri­tu­a­let er egent­lig ik­ke det magi­ske. Fo­ku­se­ring på tan­kens kraft er det egent­lig magt­ful­de.

Magt­fuld og med en styr­ke som en tor­na­do har Me­too-bud­ska­bet ud­vik­let sig til en glo­bal be­væ­gel­se af et om­fang og med en gen­nem­slags­kraft, som uden over­dri­vel­se kan kal­de hi­sto­risk. Den 15. ok­to­ber 2017 skrev den ame­ri­kan­ske sku­e­spil­ler Alys­sa Mila­no et twe­et om seksu­el chi­ka­ne. Blot et døgn se­ne­re var Me­too ble­vet brugt me­re end en mil­li­on gan­ge på Twit­ter og fem mil­li­o­ner gan­ge på Fa­ce­book. De­bat­ten i det vira­le rum er ble­vet kaldt for hek­sej­agt, må­ske for­di det er en over­rum­p­len­de og foru­ro­li­gen­de kraft, der er ble­vet slup­pet løs. At bli­ve af­slø­ret er ube­ha­ge­ligt. Når jeg på­står, at jeg kan lug­te svig, ser nog­le men­ne­sker på mig med uro og mi­stro. Jeg vil ta­ge det som en kom­pli­ment, hvis no­gen rå­ber ef­ter mig: ”Du er en heks!”

We­e­kend­pa­ne­let

Hen­ven­del­ser om nav­ne­nyhe­der til Hen­ven­del­ser om døds­an­non­cer og min­de­ord på hver­da­ge til

el­ler tlf. 87 38 35 35.

nav­[email protected] @jp.dk an­non­ce

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.