Next Stop Jordens undergang

Den grønne førertrøje, hvad er det for noget? Det er et ord, et religiøst ord, for klimabevægelsen kan kun forstås religiøst. Fornuften preller af som vand på Morten Østergaards våddragt.

Det meddeles, at det har været et klimavalg, og man må jo egentlig imponeres af den almindelige altruisme og abstraktionsevne, der præger vælgerbefolkningen, der i den grad er i stand til at lægge dagligdagens udfordringer væk for at fortabe sig i mere eller mindre tågede målsætninger om Co2-laget og Jordens snarlige undergang. Tilsyneladende.

Det haster, det haster meget, det er alvorligt, men hvorfor overlader man det så til børn? Det er deres fremtid, hedder det, og det er det da, men det samme kan man jo sige om snart alle politiske beslutninger. De træffes af ældre mænd og kvinder, som ikke kommer til at leve med konsekvenserne, det gælder migration og metroringe. Snart er de under mulde, alle dem, der lagde kimen til et ret brutalt og forandret Danmark, og det ville da være fristende at grave dem op og foreholde dem al ulyksaligheden, men det kan man jo ikke. Desværre.

Jeg blev ringet op af en journaliststuderende, der ville vide noget om madanmeldelser og klima. Om jeg mente, at en restaurantanmelder havde en særlig grøn pligt? Det mener jeg ikke. Hvis der er en højere forpligtelse ud over den basale at servicere læseren, så er det selve gastronomien, at skelne godt fra dårligt, og også den skelnen er jo i læserens interesse.

Hun var tydeligt skuffet, men ville jeg så i hvert fald mene, at Danmark har den grønne førertrøje, når det gælder bæredygtige restauranter? Hvad er den grønne førertrøje? spurgte jeg. Jeg hellere ville have haft et spørgsmål om den gule førertrøje, for den kender jeg; men den grønne førertrøje, hvad er det for noget? Det er et ord, et religiøst ord, for klimabevægelsen kan kun forstås religiøst. Fornuften preller af som vand på Morten Østergaards våddragt.

Så mit modspørgsmål faldt tydeligvis ikke i god jord. Det er som altid i journalistikken de gode mod de onde; grønt er godt, kød er ondt, bæredygtigt er godt. Det er ord. Det er, hvad man siger, der gør en forskel, og ikke, hvad man gør, for det gør som bekendt ingen forskel for alvor, det er følelsen.

I den henseende minder klimadebatten om integrationsnakken, for hvad er integration? Det er noget godt, så nu laver vi nogle projekter. De koster grunker, kommunale grunker, men det er lige meget, for integration er godt, og vil du have lidt dialog oveni, sådan som en slags guf på vaffelisen? Det kan du få, selvfølgelig kan du det, men det koster selvfølgelig ekstra. Sådan har vore politiske ledere brugt trecifrede milliardbeløb, mens de specifikt har frabedt sig at få at vide, om det har nyttet noget; ja, det blev faktisk foreslået Folketinget, men det blev afvist næsten lige så hurtigt, som man afviser afskaffelsen af det skattefri omkostningstillæg.

Nu har man fundet et nyt bundløst hul at smide penge i, for hvordan måle klima? Man kan måle på den ene måde og på den anden måde, men jo i sidste ende på penge. Hvem vil bruge flest penge på klimaet, det er spørgsmålet, og mens vi sidder og spiser mælkebøtter, og Ida Auken lægger hovedet på skrå, og en 16-årig svensk pige, der kan »se« CO2 og rejser rundt som klimabevægelsens egen Jesus-skikkelse, så åbner Kina et kulkraftværk til, og det kan ikke engang Uffe Elbæk danse sig fra.

Hvis man har noget kritisk at sige om det, så er man klimafornægter, et pudsigt ord, men det er blevet gangbart, og hvorfor fik vi aldrig etableret ordet migrationsfornægter, som unægtelig har mere bundklang, for ingen benægter jo, at klimaet findes, mens ganske mange indflydelsesrige mennesker lader, som om migrationen ikke finder sted.

Mogens Lykketoft lod sig fotografere til Jyllands-posten på terrassen i Taarbæk, socialistleder med sundudsigt, gauche caviar som sindbillede, i tryg afstand af alle de fattige, som man føler meget for, men DSB, det gider man ligesom ikke, vel, Fritz, det er sgu for nusset og i øvrigt altid forsinket, og det vrimler med fattige på økonomiklasse. »Mogens Lykketoft er med på, at klimaløsninger kan vende den tunge ende nedad. Han går ind for øgede skatter på benzin og brændstof, men vil ikke undskylde, at han tog flyet til Aalborg. Det var en nødvendighed for en mand, som stadig har travlt og er efterspurgt.«

Vist så. Han er ikke ene om at være en vigtig mand. I Davos landede 1.500 private jetfly for at snakke klima. Carolina Magdalene Maier vil have danskerne til at blive hjemme, men flyver selv Jorden rundt, både på arbejde og ferie. Hendes partifælle Theresa Scavenius meddeler, at hun næsten ikke har fløjet, siden hun fik to små børn. Journalista.dk bad hendes arbejdsgiver, Aalborg Universitet, om aktindsigt og kunne derefter påvise, at hun har fløjet Danmark tyndt og kørt i taxa for resten. Klimabevægelsens vækkelsesprædikanter opfører sig – uden sammenligning i øvrigt – som de katolske præster, der prædiker seksuelt afholdenhed og forgriber sig på kordrengene, når gardinet er trukket for; kynismen har de til fælles.

De Alternative må rejse, de må frem i verden, klimaet venter ikke, min hat, min frakke, mine cykelklemmer, men man kan jo ikke ligge og cykle til New York, så que faire i de højere klasser, de travlt snakkende klasser.

Man flyver, og hvad har Lykketoft haft så travlt med?

»De sidste kapitler i erindringerne skal skrives. Flere foredrag om FN’S globale mål for bæredygtig udvikling skal holdes.«

Man må flyve og fare. Og der er ingen, der ler.

Hvem vil bruge flest penge på klimaet, det er spørgsmålet, og mens vi sidder og spiser mælkebøtter, og Ida Auken lægger hovedet på skrå, og en 16-årig svensk pige, der kan »se« CO2 og rejser rundt som klimabevægelsens egen Jesus-skikkelse, så åbner Kina et kulkraftværk til, og det kan ikke engang Uffe Elbæk danse sig fra.