Ne­xt Stop Jor­dens un­der­gang

Den grøn­ne fø­rer­trø­je, hvad er det for no­get? Det er et ord, et re­li­gi­øst ord, for kli­ma­be­væ­gel­sen kan kun for­stås re­li­gi­øst. For­nuf­ten prel­ler af som vand på Mor­ten Øster­gaards vå­d­dragt.

Jyllands-Posten Søndag - - Sport -

Det med­del­es, at det har væ­ret et kli­ma­valg, og man må jo egent­lig im­po­ne­res af den al­min­de­li­ge al­tru­is­me og ab­strak­tions­ev­ne, der præ­ger væl­ger­be­folk­nin­gen, der i den grad er i stand til at læg­ge dag­lig­da­gens ud­for­drin­ger væk for at forta­be sig i me­re el­ler min­dre tå­ge­de mål­sæt­nin­ger om Co2-la­get og Jor­dens snar­li­ge un­der­gang. Til­sy­ne­la­den­de.

Det ha­ster, det ha­ster me­get, det er al­vor­ligt, men hvor­for over­la­der man det så til børn? Det er de­res frem­tid, hed­der det, og det er det da, men det sam­me kan man jo si­ge om snart al­le po­li­ti­ske be­slut­nin­ger. De træf­fes af æl­dre mænd og kvin­der, som ik­ke kom­mer til at le­ve med kon­se­kven­ser­ne, det gæl­der mi­gra­tion og me­tr­or­in­ge. Snart er de un­der mul­de, al­le dem, der lag­de ki­men til et ret brutalt og for­an­dret Dan­mark, og det vil­le da væ­re fri­sten­de at gra­ve dem op og fore­hol­de dem al ulyks­a­lig­he­den, men det kan man jo ik­ke. Desvær­re.

Jeg blev rin­get op af en jour­na­list­stu­de­ren­de, der vil­le vi­de no­get om ma­dan­mel­del­ser og kli­ma. Om jeg men­te, at en re­stau­ran­tan­mel­der hav­de en sær­lig grøn pligt? Det me­ner jeg ik­ke. Hvis der er en hø­je­re for­plig­tel­se ud over den ba­sa­le at ser­vi­ce­re læ­se­ren, så er det sel­ve ga­stro­no­mi­en, at skel­ne godt fra dår­ligt, og og­så den skel­nen er jo i læ­se­rens in­ter­es­se.

Hun var ty­de­ligt skuf­fet, men vil­le jeg så i hvert fald me­ne, at Dan­mark har den grøn­ne fø­rer­trø­je, når det gæl­der bæ­re­dyg­ti­ge re­stau­ran­ter? Hvad er den grøn­ne fø­rer­trø­je? spurg­te jeg. Jeg hel­le­re vil­le ha­ve haft et spørgs­mål om den gu­le fø­rer­trø­je, for den ken­der jeg; men den grøn­ne fø­rer­trø­je, hvad er det for no­get? Det er et ord, et re­li­gi­øst ord, for kli­ma­be­væ­gel­sen kan kun for­stås re­li­gi­øst. For­nuf­ten prel­ler af som vand på Mor­ten Øster­gaards vå­d­dragt.

Så mit mod­spørgs­mål faldt ty­de­lig­vis ik­ke i god jord. Det er som al­tid i jour­na­li­stik­ken de go­de mod de on­de; grønt er godt, kød er ondt, bæ­re­dyg­tigt er godt. Det er ord. Det er, hvad man si­ger, der gør en for­skel, og ik­ke, hvad man gør, for det gør som be­kendt in­gen for­skel for al­vor, det er fø­lel­sen.

I den hen­se­en­de min­der kli­ma­de­bat­ten om in­te­gra­tionsnak­ken, for hvad er in­te­gra­tion? Det er no­get godt, så nu la­ver vi nog­le pro­jek­ter. De ko­ster grun­ker, kom­mu­na­le grun­ker, men det er li­ge me­get, for in­te­gra­tion er godt, og vil du ha­ve lidt di­a­log oveni, så­dan som en slags guf på vaf­fe­li­sen? Det kan du få, selv­føl­ge­lig kan du det, men det ko­ster selv­føl­ge­lig ek­stra. Så­dan har vo­re po­li­ti­ske le­de­re brugt tre­cif­re­de mil­li­ard­be­løb, mens de spe­ci­fikt har fra­bedt sig at få at vi­de, om det har nyt­tet no­get; ja, det blev fak­tisk fo­re­slå­et Fol­ke­tin­get, men det blev af­vist næ­sten li­ge så hur­tigt, som man af­vi­ser af­skaf­fel­sen af det skat­te­fri om­kost­nings­til­læg.

Nu har man fun­det et nyt bund­løst hul at smi­de pen­ge i, for hvor­dan må­le kli­ma? Man kan må­le på den ene må­de og på den an­den må­de, men jo i sid­ste en­de på pen­ge. Hvem vil bru­ge flest pen­ge på kli­ma­et, det er spørgs­må­let, og mens vi sid­der og spi­ser mæl­kebøt­ter, og Ida Auken læg­ger ho­ve­d­et på skrå, og en 16-årig svensk pi­ge, der kan »se« CO2 og rej­ser rundt som kli­ma­be­væ­gel­sens egen Jesus-skik­kel­se, så åb­ner Ki­na et kul­kraft­værk til, og det kan ik­ke en­gang Uf­fe El­bæk dan­se sig fra.

Hvis man har no­get kri­tisk at si­ge om det, så er man kli­ma­for­næg­ter, et pud­sigt ord, men det er ble­vet gang­bart, og hvor­for fik vi al­drig etab­le­ret or­det mi­gra­tions­for­næg­ter, som unæg­te­lig har me­re bund­klang, for in­gen be­næg­ter jo, at kli­ma­et fin­des, mens gan­ske man­ge ind­fly­del­ses­ri­ge men­ne­sker la­der, som om mi­gra­tio­nen ik­ke fin­der sted.

Mo­gens Lyk­ke­toft lod sig fo­to­gra­fe­re til Jyl­lands-po­sten på ter­ras­sen i Ta­ar­bæk, so­ci­a­list­le­der med sun­dud­sigt, gau­che cavi­ar som sind­bil­le­de, i tryg af­stand af al­le de fat­ti­ge, som man fø­ler me­get for, men DSB, det gi­der man li­ge­som ik­ke, vel, Fritz, det er sgu for nus­set og i øv­rigt al­tid for­sin­ket, og det vrim­ler med fat­ti­ge på øko­no­mi­k­las­se. »Mo­gens Lyk­ke­toft er med på, at kli­ma­løs­nin­ger kan ven­de den tun­ge en­de nedad. Han går ind for øge­de skat­ter på ben­zin og brænd­stof, men vil ik­ke und­skyl­de, at han tog fly­et til Aal­borg. Det var en nød­ven­dig­hed for en mand, som sta­dig har travlt og er ef­ter­s­purgt.«

Vist så. Han er ik­ke ene om at væ­re en vig­tig mand. I Da­vos lan­de­de 1.500 pri­va­te jet­fly for at snak­ke kli­ma. Ca­ro­li­na Mag­da­le­ne Mai­er vil ha­ve dan­sker­ne til at bli­ve hjem­me, men fly­ver selv Jor­den rundt, bå­de på ar­bej­de og fe­rie. Hen­des par­ti­fæl­le The­resa Sca­ve­ni­us med­del­er, at hun næ­sten ik­ke har flø­jet, si­den hun fik to små børn. Jour­na­lis­ta.dk bad hen­des ar­bejds­gi­ver, Aal­borg Uni­ver­si­tet, om ak­tind­sigt og kun­ne der­ef­ter på­vi­se, at hun har flø­jet Dan­mark tyndt og kørt i taxa for re­sten. Kli­ma­be­væ­gel­sens væk­kel­ses­præ­di­kan­ter op­fø­rer sig – uden sam­men­lig­ning i øv­rigt – som de ka­tol­ske præ­ster, der præ­di­ker seksu­elt af­hol­den­hed og for­gri­ber sig på kor­dren­ge­ne, når gar­di­net er truk­ket for; ky­nis­men har de til fæl­les.

De Al­ter­na­ti­ve må rej­se, de må frem i ver­den, kli­ma­et ven­ter ik­ke, min hat, min frak­ke, mi­ne cy­kelk­lem­mer, men man kan jo ik­ke lig­ge og cyk­le til New York, så que fai­re i de hø­je­re klas­ser, de travlt snak­ken­de klas­ser.

Man fly­ver, og hvad har Lyk­ke­toft haft så travlt med?

»De sid­ste ka­pit­ler i erin­drin­ger­ne skal skri­ves. Fle­re fored­rag om FN’S glo­ba­le mål for bæ­re­dyg­tig ud­vik­ling skal hol­des.«

Man må fly­ve og fa­re. Og der er in­gen, der ler.

Hvem vil bru­ge flest pen­ge på kli­ma­et, det er spørgs­må­let, og mens vi sid­der og spi­ser mæl­kebøt­ter, og Ida Auken læg­ger ho­ve­d­et på skrå, og en 16-årig svensk pi­ge, der kan »se« CO2 og rej­ser rundt som kli­ma­be­væ­gel­sens egen Jesus-skik­kel­se, så åb­ner Ki­na et kul­kraft­værk til, og det kan ik­ke en­gang Uf­fe El­bæk dan­se sig fra.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.