HVAD SI­GER BRUGERNE PÅ SIL­KE­BORG BI­BLI­O­TEK?

Hvert år bli­ver 1,8 mio. bi­bli­o­teks­bø­ger kas­se­ret i Dan­mark. I den­ne ar­ti­kel er jeg en bog, og du kan føl­ge mit liv fra start til slut.

Jyllands-Posten Søndag - - Sport - Navn: As­hwa Ja­bril, 18 år, læ­ser en HF på Sil­ke­borg Gym­na­si­um: Navn: Ti­na Hjort Lar­sen, 48 år, ar­bej­der i en bank:

»Jeg kom­mer på bi­bli­o­te­ket hver gang, jeg skal læ­se til ek­sa­men, da om­gi­vel­ser­ne lar­mer lidt min­dre end hjem­me hos mi­ne for­æl­dre og sø­sken­de. Li­ge nu skri­ver jeg dog på en an­søg­ning til et ple­je­hjem, hvor jeg ger­ne vil ha­ve et fri­tidsjob.« »Jeg kom­mer på bi­bli­o­te­ket fle­re gan­ge om må­ne­den for at hen­te bø­ger, som jeg be­stil­ler over mo­bi­len. Den­gang bør­ne­ne var yn­gre, tog jeg dem al­tid med på det lo­ka­le bi­bli­o­tek i Al­ler­lyst. Nu er det æld­ste barn fyldt 20 år, og bi­bli­o­te­ket er luk­ket. Der­for er jeg nødt til at bru­ge Sil­ke­borg Bi­bli­o­tek, men det pas­ser mig fint, da jeg ar­bej­der i byg­nin­gen tæt ved.«

ed ét går dø­ren op til fjern­de­po­tet un­der Aar­hus Ho­ved­bi­bli­o­tek, hvor jeg har lig­get gemt væk, si­den in­ter­es­sen for mig

To år uden ud­lån, ud!

In­den det skal af­gø­res, om jeg er den slags bog, der bli­ver ta­get i Sus­an­ne Han­sens næ­ste kas­sa­tions­run­de, må vi til­ba­ge til den dag på Aar­hus Bi­bli­o­te­ker­ne, hvor jeg an­kom.

»Ham dér reg­ner vi med, at der bli­ver stor ef­ter­spørgsel ef­ter,« si­ger Sus­an­ne Han­sen, og kig­ger be­gej­stret ned i papkas­sen i min papkas­se. Jeg blev be­stilt i he­le 40-50 ek­sem­pla­rer, da Aar­hus Bi­bli­o­te­ker­ne spår mig til at bli­ve en af de be­st­sel­le­re, som man­ge vil skri­ve sig på ven­te­li­sten til, hvis ik­ke der be­stil­les man­ge ek­sem­pla­rer hjem. En be­rejst Tro­els Klø­ve­dal-bog vi­ske­de til mig, at hun gør det sam­me med bø­ger af kri­mi­kon­ger som Jus­si Ad­ler-ol­sen og Ca­mil­la Läck­berg.

Sus­an­ne Han­sen ta­ger mig op af papkas­sen. Før i ti­den vil­le hun ha­ve fun­det et må­lebånd frem for at må­le min tyk­kel­se, så hun helt ek­sakt vid­ste, hvor man­ge bø­ger der var plads til på hyl­der­ne. Nu er et in­tel­li­gent it­sy­stem kom­met til, så det sker af sig selv.

Jeg bli­ver stab­let på en vogn, kørt ind i ele­va­to­ren, der gli­der op til ho­ve­d­e­ta­gen. Gen­nem hyl­deræk­ker­ne kan jeg skim­te en lys­ning. Et åbent om­rå­de uden hø­je re­o­ler og med et ly­sind­fald, der ram­mer di­rek­te ned på

BØ­GER

ud­stil­lin­gen af … be­st­sel­ler­ne. Det må væ­re der, jeg skal stå. Gan­ske rig­tig. Sus­an­ne Han­sen skub­ber Mi­chel­le Oba­mas ”Min hi­sto­rie” til si­de, så der bli­ver et le­digt hul. Hun sæt­ter mig for­re­st som blik­fang, mens hun stil­ler en ræk­ke iden­ti­ske ek­sem­pla­rer op om­me bag­ved. Mak­si­malt 14 da­ges lån, hed­der det, for­di jeg er så ef­ter­trag­tet. Og her­fra går det stærkt. Først én hånd. Så en an­den. Jeg bli­ver be­fam­let fra al­le si­der og snu­ser til et hav af ta­sker. Er med på caféer, strand­t­u­re og af­prø­ver di­ver­se sen­ge. Alt i mens jeg ba­der i brød­krum­mer og su­ger kaf­fe­rin­ge til mig.

Jeg har the ti­me of my li­fe, sim­pelt­hen!

»Den skal på bog­ho­tel«

Ef­ter nog­le må­ne­der bli­ver jeg ned­gra­de­ret fra ud­stil­lin­gen af be­st­sel­le­re og flyt­tet hen på de me­re jor­di­ske hyl­der, så der kan gø­res plads til de bø­ger, folk nu snak­ker om.

Li­vet som be­st­sel­ler­bog har ef­ter­hån­den sat si­ne spor. Mi­ne si­der kli­strer, jeg har ele­fantø­rer, og en neongul sprit­tusch er ble­vet kørt over nog­le af mi­ne sæt­nin­ger. In­gen be­fam­ler mig, så det kil­der helt ind i mit ryg­par­ti. In­gen står læn­ge­re i kø for at lå­ne mig. Bedst som jeg hå­be­de, mi­ne rin­ge ud­lån­stal vil­le gå urørt hen, har Sus­an­ne Han­sen mid­ler­ti­dig set fa­re­sig­na­let i it-syste­met. »Den skal på bog­ho­tel,« si­ger hun og hi­ver mig ned fra hyl­den. Bog­ho­tel, tæn­ker jeg. Er det så­dan en slags wel­l­ness re­tre­at, så jeg er klar til at ro­te­re som en kar­ru­sel igen? Jeg bli­ver kørt ned i dy­bet til de 46.000 an­dre bø­ger, der lig­ger gemt væk for bi­bli­o­te­kets be­sø­gen­de. To sto­re dunk­le kæl­der­rum, hvor Led-pæ­rer er det ene­ste lys, der ram­mer os. Uvis­he­den stik­ker: Er det ba­re en midt­vejskri­se? Vil nog­le be­gyn­de at lå­ne mig igen? Har jeg væ­ret ud­lånt så lidt, at jeg nu står på Sus­an­ne Han­sens døds­li­ste, som hun lø­ben­de ud­vi­der og jævn­ligt ek­se­kve­rer? Min le­ve­tid som be­st­sel­ler­bog ek­sem­plar nr. 10 af­hæn­ger af, hvil­ket kom­mu­ne­bi­bli­o­tek jeg bli­ver født ind i, da hver kom­mu­ne la­ver si­ne eg­ne ind­købs- og smid ud-kri­te­ri­er for fol­ke­bi­bli­o­te­ker­ne. En af dem, der har mar­ke­ret sig i de­bat­ten om fol­ke­bi­bli­o­te­ker­ne, er Lars Bor­næs, der er bi­bli­o­teks­chef for Sil­ke­borg Bi­bli­o­te­ker­ne. Hans stra­te­gi er, at re­ser­ve­rings­kø­en skal mini­me­res mest mu­ligt på os bø­ger. Der­for pri­o­ri­te­rer han ek­sem­pel­vis at kø­be 15 ek­sem­pla­rer af en po­pu­lær kri­mi, så re­ser­ve­rings­kø­en kan kom­me i bund. Kri

BØ­GER

CHEFANKLAG­EREN: Som che­fankla­ger har den un­ge Del­tan Dal­lag­nol, 39 år, i fle­re år haft et stort an­svar på si­ne skul­dre ved at le­de an­kla­ge­myn­dig­he­dens ef­ter­forsk­ning i “Ope­ra­tion Bilvask“. FO­TO: AN­DRE PENNER Dal­lag­nol, hvor­dan han skul­le hånd­te­re sa­gen, hvil­ket er etisk over stre­gen for, hvad en dom­mer må, da man i Bra­si­li­en som i re­sten af ver­den har stram­me reg­ler for at hol­de an­kla­ge­myn­dig­he­den og dom­me­ren ad­skilt.

Ef­ter en må­ned uden ak­ti­vi­tet i “Ope­ra­tion Bilvask”-ef­ter­forsk­nin­gen for­søg­te dom­me­ren Ser­gio Moro at få gang i den stil­le­stå­en­de ta­sk­for­ce:

»Er der ik­ke gå­et lang tid si­den sid­ste ope­ra­tion?« skrev Moro i en be­sked til Dal­lag­nol.

I en an­den om­talt sam­ta­le mel­lem Moro og Dal­lag­nol spe­ku­le­re­de Moro i, hvor­dan ef­ter­forsk­nings­grup­pen kun­ne sva­re igen, ef­ter at eks­præ­si­dent Lu­las eget par­ti, Ar­bej­der­par­ti­et (PT), hav­de kri­ti­se­ret de be­vi­ser, der var lagt frem af ef­ter­for­sker­ne:

»Hvad sy­nes du, at vi skal gø­re ved de van­vit­ti­ge ud­ta­lel­ser fra Ar­bej­der­par­tiets grup­pe­le­del­se (Lu­las par­ti, red.)? Bur­de vi kom­me med et of­fi­ci­elt mod­svar?« spurg­te Moro.

Da­gen ef­ter The In­ter­cept of­fent­lig­gjor­de be­ske­der, der an­gi­ve­ligt af­slø­rer, at Bra­si­li­ens ju­stits­mi­ni­ster, Ser­gio Moro, sam­ar­bej­de­de med an­kla­ge­myn­dig­he­den om at få eks-præ­si­dent Lu­la da Silva sat i fængsel, mød­te de­mon­stran­ter op ved Justits­mi­ni­ste­ri­et i Bra­si­lia og kræ­ve­de an­hol­del­sen af Ser­gio Moro og i ste­det la­de Lu­la gå fri. FO­TO: EVARISTO SA

Kæ­re Den, der har brug for hjælp Det ly­der ik­ke, som om det er dig, der for­la­der di­ne søn­ner, men om­vendt dem, der for­la­der dig, så­fremt du ik­ke mak­ker ret. Jeg ved ik­ke, hvad du bedst kan: la­de dig true og op­gi­ve dig selv og din kær­lig­hed el­ler stå ved dig selv og la­de det væ­re op til di­ne søn­ner at træf­fe valg på eg­ne veg­ne?

Li­ge så lidt som jeg fo­re­stil­ler mig, at du blan­der dig i di­ne søn­ners valg af kæ­re­ster, li­ge så lidt er det de­res an­lig­gen­de, hvor­dan du le­ver dit kær­lig­heds­liv. De blan­der sig og tru­er dig med at ven­de dig ryg­gen. Der­med sy­ner det, at de ta­ger par­ti for din æg­te­mand, og man må egent­lig spør­ge hvor­for? Der er selv­føl­ge­lig din ut­ro­skab og den lang­va­ri­ge hem­me­lig­hol­del­se, indtil du tog kon­se­kven­sen af, hvor di­ne fø­lel­ser er gå­et hen, og at du ik­ke læn­ge­re har de ret­te fø­lel­ser for din æg­te­mand og ej hel­ler le­ver det liv med ham, som du har øn­ske om.

Di­ne søn­ner vil na­tur­ligt nok ha­ve en re­ak­tion på, at de­res for­æl­dre ik­ke skal le­ve sam­men, og at det og­så be­ty­der en for­an­dring for dem, som de ik­ke selv haft no­gen med­be­stem­mel­se over. End­vi­de­re kan de ha­ve en Jeg vil an­be­fa­le dig at for­sø­ge dig med en snak me­re med di­ne søn­ner. En snak, hvor du lyt­ter til dem og de­res be­væg­grun­de, og hvor du og­så kom­mer frem med di­ne be­væg­grun­de. Det hand­ler om at op­nå en gen­si­dig for­stå­el­se for hin­an­den. Det kan ly­de, som om de ale­ne til­skri­ver dig an­sva­ret for at be­va­re æg­te­ska­bet og ik­ke det fak­tum, at du og din mand i en år­ræk­ke er gle­det fra hin­an­den og me­re har le­vet et pla­to­nisk liv, hvor fæl­les­ska­bet har væ­ret gan­ske lil­le. Der er ik­ke ta­le om, at du skal sø­ge de­res ac­cept af di­ne valg og hand­lin­ger, men du skal sø­ge at ska­be klar­hed og un­der­sø­ge, om der er no­get at gø­re i for­hold til den dra­ma­ti­ske si­tu­a­tion, de ska­ber.

Selv­føl­ge­lig er det sår­en­de for din mand, at du har væ­ret ham ut­ro og lø­jet for ham igen­nem snart to år. Om­vendt vil det og­så væ­re ri­me­ligt at for­ven­te, at din mand kan er­ken­de, at han har væ­ret fra­væ­ren­de over for dig og je­res sam­liv. Det ly­der, som om han li­ge nu re­a­ge­rer min­dre kon­struk­tivt og ik­ke vil se vir­ke­lig­he­den i øj­ne­ne. Om det er mu­ligt for dig at få ham i ta­le om­kring je­res sam­liv og kon­se­kven­ser­ne her­af, ved jeg ik­ke. Men det kun­ne væ­re gavn­ligt, om ik­ke an­det for at I så i hvert fald kan enes om, at je­res sam­liv er je­res sag og ik­ke je­res søn­ners an­lig­gen­de.

Det kan vir­ke ba­nalt at si­ge, men det sy­ner nød­ven­digt, i og med at je­res søn­ner re­a­ge­rer på en må­de, der ik­ke er god for je­res mu­lig­he­der for at kom­me vi­de­re.

Til trods for de­res al­der vir­ker det, som om der er be­hov for, at I bli­ver ty­de­li­ge som for­æl­dre over for dem.

Num­mer 2 i fo­to­kon­kur­ren­cen i 2018: "Ga­l­op­he­st i luf­ten". Bil­le­det er ta­get på Fyns Væd­de­løbs­ba­ne i Oden­se.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.