»Jeg har altid været anderledes og skilt mig ud«

For Hella Joof kræver det mod at blive ved med at stille sig op på ølkassen efter at have fået sit folkekære image plettet af shitstorme. Vi mødte filminstruktøren, skuespilleren og forfatteren mellem høns og himmel, hvor hun føler sig langt mere hjemme e

Hella Joof er flyttet fra København. Sammen med familien har hun slået sig ned ved Isefjorden tæt på Skibby i Hornsherred. Hun synes, at folk i ”Udkanten” er meget bedre til at tage sig af hinanden end i storbyen. »Hvis ens nabo har brækket benet, så kommer man forbi og svinger en klud. Man snakker ikke så meget, man gør det bare,« siger Hella Joof.

Hella Joof sammen med sin hund, Darwin. Hun er uddannet fra skuespillerskolen i Odense, men livet som skuespiller passede hende ikke i længden. Derfor har hun siden hen arbejdet med film som filminstruktør og manuskriptforfatter. Ind imellem har hun været tv-dommer, udgivet bøger, lavet radio og senest krydset Atlanten sammen med fem andre kendte i et tvprogram.

Når man læser dine bøger og taler med dig, kan man godt få det indtryk, at du har svaret på alt. »Ej, det har jeg overhovedet ikke! Men det er jo sjovest at tale om det, man har løst i sit liv, og det er jeg også bedst til. Når jeg skriver om noget i en bog, er det, fordi jeg føler, at dét har jeg trykprøvet, grundforsket i. Når jeg er midt i noget, kender jeg ikke facit, så det ville jeg ikke skrive om,« siger Hella Joof, der dog med alderen er blevet bedre til at række ud, mens det brænder på.

»Det er ikke mere end et par måneder siden, at jeg sad med mine to bedste venner ude i køkkenet og græd og græd og hulkede: “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”, fordi der var nogle livsting, der var brast lidt sammen.«

Plads til stilheden

Hun giver blandt andet sin mand kredit for at give plads til sårbarheden.

»Sammen med ham skal jeg ikke være Superkarla. Det har gjort, at jeg er blevet bedre til at vise svaghed – også over for mennesker, som jeg ikke kender.«

Sårbarheden har samtidig været med til at smelte den vrede, der tidligere fyldte alt for meget, forklarer hun. I sin længsel efter indre ro søger Hella Joof stilheden.

»Når jeg holder foredrag, siger jeg: “I skal være stille mindst en gang om dagen – eller det må I selvfølgelig selv om – men én gang om dagen, i et kvarter. Det står også i Det Gamle Testamente: “Vær stille og vid, at jeg er Gud”. Derfor er det også fantastisk at bo herude, for jeg er jo tit alene og stille hele dage. Snakker måske lidt med hunden, lytter til fuglene,« tilføjer Hella Joof med den sproglige rastløshed, der konstant garnerer hendes pointer med indskydelser, sidehistorier og detaljer, som kun er sjove, fordi de kommer så ufiltreret ud og lander med en skødesløs indgroet sans for timing.

Om aftenen sætter hun sig tit på en stol i stuen og kigger ud over fjorden for at gå dagen igennem.

»Jeg placerer ting. Er der nogen hængepartier. Er der noget, jeg skal… har jeg glemt at vise… det er meget vigtigt for mig at vise dem, jeg elsker, at jeg elsker dem.«

Kunne du finde på at trække stikket helt? »Ja, ja! Jeg kunne også finde på at flytte til udlandet nogle år. Leje huset ud. USA eller Italien, det vil jeg meget gerne. Nu ved jeg ikke lige med Darwin, men så må hun komme med.«

Et skår i potten

Hella Joof holder inde. Kommer til at nappe lidt brød uden at tænke over det.

»Jeg kan mærke, at jeg har fået et skår i min potte. Efter de shitstorme kan jeg godt blive ramt og tænke: ”Hold da op, der er jo virkelig mange, der ikke kan lide mig,” sådan havde jeg det ikke for 10 år siden. Det lyder frygteligt, men det er en ny følelse – at være sådan en, som nogle decideret ikke kan fordrage.«

Da filminstruktøren Niels Malmos fejrede 50-års jubilæum sidste år, havde Hella Joof optaget en video til Go’ Aften Danmark, hvor hun citerer “Kundskabens Træ” og fortæller, hvor meget hans film har betydet for hende.

»Efterfølgende skrev han til mig, at han var blevet rørt over at få ros fra en respekteret kollega. Og så var jeg lige ved at græde. Er jeg en respekteret kollega? Til Niels Malmros. Og så sad jeg på min sofa helt stille og tænkte, at det er da meget vigtigere, end at sådan nogle sure kulturradikale mænd med slængkappe og pibe synes, at jeg er en liberal letvægter. Altså jeg laver jo ikke dårlige film, jeg laver glimrende film. Jeg kunne også have opført mig lidt mere excentrisk, udvandret fra pressevisninger og talt grimt til folk, men det vil jeg ikke. Jeg arbejder bedst i en

kærlig stemning. Jeg orker ikke spille mystifystisk. Jeg vil gerne være til rådighed. I øjenhøjde. Folk er heller ikke bange for mig. Det synes jeg er et kæmpe privilegium.«

Ved siden af buksedragterne har Hella Joof senest undervist i film på skuespillerskolen, og så er hun i gang med at skrive endnu en bog.

»Jeg er et sted, hvor jeg … jeg er et godt sted. Jeg har én gang for alle besluttet mig for, at hvis dét, jeg siger og gør, er forlængelser af den måde, jeg tænker på i verden, så har jeg også kræfter til at gå imod en eller anden konsensus. Jeg føler, at jeg har fået en … eller påtaget mig en opgave. Jeg skal oplade min røst. Jeg har altid været anderledes og skilt mig ud. Det er min skæbne, min karma. Jeg skal stille mig op på en ølkasse og sige, hvad jeg mener. Jeg arbejder meget på at blive ved med at turde være modig.«