HEL­LA JOOF OM

Jyllands-Posten Søndag - - Sport - JYL­LANDS- PO­STEN SØN­DAG DEN 23. JU­NI 2019 Hal­fan Ras­mus­sen-cen­sur:

”Ski­b­by...”,« hun hvi­sker by­nav­net, som af­slø­re­de hun pa­ra­dis på jord, og fort­sæt­ter med sag­te stem­me: »Min mor­mor er vok­set op i Ski­b­by, min mor i Fre­de­riks­sund og Jæ­ger­spris.«

Ik­ke læn­ge­re rød

Hel­la Joof faldt hur­tigt til på fle­re ni­veau­er i det, hun kal­der ”Ud­kan­ten”.

»Der går ik­ke lang tid, før man står ne­de i Re­ma og kig­ger ned ad sig selv og tæn­ker: ”Det var al­li­ge­vel ut­ro­ligt, hvad det er for no­get tøj, man har valgt at ta­ge på i det of­fent­li­ge rum.” Det gør man ba­re ik­ke i Kø­ben­havn. Jeg har man­ge ven­ner, som kom­mer fra det sam­me mil­jø, hvor man spi­ser på nog­le be­stem­te re­stau­ran­ter og hand­ler i nog­le be­stem­te bu­tik­ker. De men­ne­sker er al­tid så over­ra­ske­de over fol­ke­stem­nin­ger – det over­ra­sker mig me­get lidt egent­lig,« si­ger hun og for­kla­rer sin ev­ne til at ka­li­bre­re med fol­ke­dy­bet med, at hun via si­ne fored­rag kom­mer me­get ud i he­le lan­det og snak­ker med man­ge for­skel­li­ge men­ne­sker og der­for er i »tæt kon­takt med be­folk­nin­gen«.

»For mig er det egent­lig me­re over­ra­sken­de, at de men­ne­sker, der le­ver i Kø­ben­havn, har fin­ge­ren så lidt i mul­den. At den så­kald­te kul­tu­re­li­te kan iso­le­re sig så me­get. Det har jeg jo og­så selv gjort, det er ik­ke, for­di jeg er ble­vet frelst og har set lyset, jeg kan ba­re ik­ke væ­re med­lem af den klub. Jeg har vir­ke­lig prø­vet …«

For små 10 år si­den for­ma­ste­de Hel­la Joof sig med eg­ne ord til at mel­de ud, at hun ik­ke læn­ge­re var ven­stre­o­ri­en­te­ret. På trods af at hun som barn solg­te Land og Folk på Bir­ke­rød Ho­ved­ga­de og op igen­nem 1980’er­ne og 1990’er­ne stem­te rødt som en nav­le­strengs­na­tur­lig føl­ge af at væ­re en del af kunst­ner­mil­jø­et i Kø­ben­havn. Si­den har hun delt ud af si­ne po­li­ti­ske me­nin­ger si­de­lø­ben­de med sit ar­bej­de som sku­e­spil­ler, fil­min­struk­tør, tv­dom­mer, for­fat­ter og me­get me­re. Der går hel­ler ik­ke man­ge mi­nut­ter, før hun pa­ro­di­e­rer den må­de, vis­se po­li­ti­ke­re kol­lek­tivt sky­der kæ­ben selv­ret­fær­digt frem på, mens de ryn­ker pan­den på klo­dens veg­ne.

»I ste­det for at snak­ke om, at vi som sam­fund skal gø­re me­re for de sva­ge, så gør dog selv no­get for an­dre men­ne­sker. Jeg tror, at folk her­u­de – ude i lan­det – gør me­get me­re.«

Hvad gør de her? »De gør no­get i nog­le for­e­nin­ger og ta­ger sig af hin­an­den på en me­get me­re ame­ri­kansk må­de. Hvis ens na­bo har bræk­ket be­net, så kom­mer man for­bi og svin­ger en klud. Man snak­ker ik­ke så me­get, man gør det ba­re.«

Det der stor­byrum, hvor man er fal­det i en kol­lek­tiv Gretha Thunberg-psy­ko­se – en 16årig pi­ge, som op­for­drer os al­le­sam­men til at gå i pa­nik over kli­ma­si­tu­a­tio­nen. Ja­men pa­nik er jo det ene­ste, man al­drig må gå i! Må­ske skal Gretha ha­ve fred, hun har haft et svært liv, og så må de voks­ne på ba­nen. I øv­rigt skal vi nok hel­le­re sat­se på tek­no­lo­gi­en, når vi skal lø­se kli­ma­si­tu­a­tio­nen.«

»Hov!« Hel­la Joof går plud­se­lig i stå og kig­ger med sto­re øj­ne skråt for­bi mig ud i et træ. »Nå, det var ba­re en ska­de, jeg tro­e­de li­ge, det var en spæt­te,« si­ger hun skuf­fet og fort­sæt­ter med at ci­te­re en fik­tiv selv­ret­fær­dig kul­tur­ra­di­kal: »“Vi bli­ver jo nødt til at ha­ve to bi­ler, for­di vi skal kø­re vo­res børn til …” Ja­men an­dre med to bi­ler er og­så nødt til … Det er ik­ke, for­di de er nog­le on­de kli­ma­syn­de­re. Men når go­de, frel­ste men­ne­sker rej­ser til Thailand, har de over­ve­jet det nø­je og flyskam­mer sig imens, og så fø­ler de sig bed­re end dem, som “ba­re ta­ger til Thailand”,« si­ger hun med bø­vet stem­me­fø­ring og lu­den­de skul­dre.

»Jeg kan næ­sten bed­re li­de dem, der “ba­re ta­ger til Thailand” og ik­ke har tænkt over det. Man skal walk the talk. Og hvis man ik­ke kan det, så skal man på en el­ler an­den må­de hol­de sin bøt­te.«

Ste­nal­de­rangst og shit­storme

Så er vi li­ge­som i gang. Hel­la Joof har ty­de­lig­vis ik­ke selv tænkt sig at hol­de bøt­te. Hel­ler ik­ke selv om hen­des po­li­ti­ske stand­punk­ter har kon­se­kven­ser og med hen­des eg­ne ord far­ver mod­ta­gel­sen af hen­des film. Hel­ler ik­ke selv om hun ad to om­gan­ge har op­le­vet shit­storme af di­men­sio­ner for si­ne ud­ta­lel­ser.

Før­ste gang da hun som med­lem af Fol­ke­tin­gets dis­rup­tions­råd op­for­dre­de til, at bå­de men­ne­sker og sam­fund bør »bræn­de he­le lor­tet ned og star­te for­fra« med re­fe­ren­ce til in­di­a­ner­ri­tu­a­ler. An­den gang da hun skrev en klum­me i Ber­ling­s­ke for­mu­le­ret som et støt­te­brev til den svin­del­til­tal­te Brit­ta Ni­el­sen med po­in­ten om, at dan­sker­ne hav­de væ­ret langt min­dre ha­de­ful­de over for Brit­ta Ni­el­sen, hvis hun hav­de stjå­let fra de ri­ge.

Op­le­vel­sen med den før­ste shit­storm ryste­de Hel­la Joof og ef­ter­lod hen­de med »ste­nal­de­rangst«, blandt an­det for­di hun i kølvan­det op­le­ve­de had og for­døm­mel­ser rej­se sig på de so­ci­a­le me­di­er, hvor hun blev kaldt ra­cist, ne­oli­be­ral og for­kælet. Men tie stil­le vil hun ik­ke.

»Jeg bry­der mig ik­ke om hyk­le­ri, jeg er et me­get po­li­tisk men­ne­ske, der in­ter­es­se­rer mig in­der­ligt for den po­li­ti­ske de­bat. Men når man er kunst­ner i Dan­mark og bli­ver spurgt til po­li­tik, så skal man helst si­ge, at man er flov over at væ­re dan­sker, og svi­ne In­ger Støj­berg lidt til – så kø­rer man un­der ra­da­ren.«

Født med en ur­kraft

Hel­la Joof in­si­ste­rer på at ta­le om de de­le af vel­færds­sam­fun­det, som hun me­ner har sto­re mang­ler, her­i­blandt kon­tant­hjælps­sy­ste­met.

Hun me­ner des­u­den, at der bør ind­fø­res bru­ger­be­ta­ling i sund­heds­sy­ste­met for at ad

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.