HELLA JOOF OM

”Skibby...”,« hun hvisker bynavnet, som afslørede hun paradis på jord, og fortsætter med sagte stemme: »Min mormor er vokset op i Skibby, min mor i Frederikssund og Jægerspris.«

Ikke længere rød

Hella Joof faldt hurtigt til på flere niveauer i det, hun kalder ”Udkanten”.

»Der går ikke lang tid, før man står nede i Rema og kigger ned ad sig selv og tænker: ”Det var alligevel utroligt, hvad det er for noget tøj, man har valgt at tage på i det offentlige rum.” Det gør man bare ikke i København. Jeg har mange venner, som kommer fra det samme miljø, hvor man spiser på nogle bestemte restauranter og handler i nogle bestemte butikker. De mennesker er altid så overraskede over folkestemninger – det overrasker mig meget lidt egentlig,« siger hun og forklarer sin evne til at kalibrere med folkedybet med, at hun via sine foredrag kommer meget ud i hele landet og snakker med mange forskellige mennesker og derfor er i »tæt kontakt med befolkningen«.

»For mig er det egentlig mere overraskende, at de mennesker, der lever i København, har fingeren så lidt i mulden. At den såkaldte kulturelite kan isolere sig så meget. Det har jeg jo også selv gjort, det er ikke, fordi jeg er blevet frelst og har set lyset, jeg kan bare ikke være medlem af den klub. Jeg har virkelig prøvet …«

For små 10 år siden formastede Hella Joof sig med egne ord til at melde ud, at hun ikke længere var venstreorienteret. På trods af at hun som barn solgte Land og Folk på Birkerød Hovedgade og op igennem 1980’erne og 1990’erne stemte rødt som en navlestrengsnaturlig følge af at være en del af kunstnermiljøet i København. Siden har hun delt ud af sine politiske meninger sideløbende med sit arbejde som skuespiller, filminstruktør, tvdommer, forfatter og meget mere. Der går heller ikke mange minutter, før hun parodierer den måde, visse politikere kollektivt skyder kæben selvretfærdigt frem på, mens de rynker panden på klodens vegne.

»I stedet for at snakke om, at vi som samfund skal gøre mere for de svage, så gør dog selv noget for andre mennesker. Jeg tror, at folk herude – ude i landet – gør meget mere.«

Hvad gør de her? »De gør noget i nogle foreninger og tager sig af hinanden på en meget mere amerikansk måde. Hvis ens nabo har brækket benet, så kommer man forbi og svinger en klud. Man snakker ikke så meget, man gør det bare.«

Det der storbyrum, hvor man er faldet i en kollektiv Gretha Thunberg-psykose – en 16årig pige, som opfordrer os allesammen til at gå i panik over klimasituationen. Jamen panik er jo det eneste, man aldrig må gå i! Måske skal Gretha have fred, hun har haft et svært liv, og så må de voksne på banen. I øvrigt skal vi nok hellere satse på teknologien, når vi skal løse klimasituationen.«

»Hov!« Hella Joof går pludselig i stå og kigger med store øjne skråt forbi mig ud i et træ. »Nå, det var bare en skade, jeg troede lige, det var en spætte,« siger hun skuffet og fortsætter med at citere en fiktiv selvretfærdig kulturradikal: »“Vi bliver jo nødt til at have to biler, fordi vi skal køre vores børn til …” Jamen andre med to biler er også nødt til … Det er ikke, fordi de er nogle onde klimasyndere. Men når gode, frelste mennesker rejser til Thailand, har de overvejet det nøje og flyskammer sig imens, og så føler de sig bedre end dem, som “bare tager til Thailand”,« siger hun med bøvet stemmeføring og ludende skuldre.

»Jeg kan næsten bedre lide dem, der “bare tager til Thailand” og ikke har tænkt over det. Man skal walk the talk. Og hvis man ikke kan det, så skal man på en eller anden måde holde sin bøtte.«

Stenalderangst og shitstorme

Så er vi ligesom i gang. Hella Joof har tydeligvis ikke selv tænkt sig at holde bøtte. Heller ikke selv om hendes politiske standpunkter har konsekvenser og med hendes egne ord farver modtagelsen af hendes film. Heller ikke selv om hun ad to omgange har oplevet shitstorme af dimensioner for sine udtalelser.

Første gang da hun som medlem af Folketingets disruptionsråd opfordrede til, at både mennesker og samfund bør »brænde hele lortet ned og starte forfra« med reference til indianerritualer. Anden gang da hun skrev en klumme i Berlingske formuleret som et støttebrev til den svindeltiltalte Britta Nielsen med pointen om, at danskerne havde været langt mindre hadefulde over for Britta Nielsen, hvis hun havde stjålet fra de rige.

Oplevelsen med den første shitstorm rystede Hella Joof og efterlod hende med »stenalderangst«, blandt andet fordi hun i kølvandet oplevede had og fordømmelser rejse sig på de sociale medier, hvor hun blev kaldt racist, neoliberal og forkælet. Men tie stille vil hun ikke.

»Jeg bryder mig ikke om hykleri, jeg er et meget politisk menneske, der interesserer mig inderligt for den politiske debat. Men når man er kunstner i Danmark og bliver spurgt til politik, så skal man helst sige, at man er flov over at være dansker, og svine Inger Støjberg lidt til – så kører man under radaren.«

Født med en urkraft

Hella Joof insisterer på at tale om de dele af velfærdssamfundet, som hun mener har store mangler, heriblandt kontanthjælpssystemet.

Hun mener desuden, at der bør indføres brugerbetaling i sundhedssystemet for at ad