»Jeg er her stadig. Det er brysterne også. Nu er jeg opereret for brystkræft«
De 14 dage op til brystkræft- operationen var meget lange. Det er næsten umenneskeligt at gå og vente på at få en kræftknude fjernet. Hvad filten i fjeldhytten venter vi på? Få den nu ud, har man lyst til at skrige ud i universet. Men der er jo ingen 57-årige forstadsfruer, der skriger ud i universet, det er vist kun på film.
Så oprandt dagen for operationen. Jeg stod op midt om natten og spiste frikadeller og Samsø-kartofler, for man skal faste i seks timer inden operationen. Spørg alle dem, jeg kender, jeg er rædselsfuld, bleg, dårlig, vred, hvis jeg ikke får noget at spise. Så når folk spurgte deltagende, om jeg var bange for operationen, måtte jeg bekende, at det der med at faste, det var dog det værste.
Jeg var inde til en samtale hos lægen, lige inden den brystbevarende operation. Iført støttestrømper, smådopet af hele to Panodiler – de ville give mig fire, men der satte jeg min støttestrømpefod ned. Fire! Jeg tager til nød én. Idet jeg kiggede lægen dybt i øjnene, sagde jeg: »Nu tager du bare rigeligt. Jeg er så fuldstændig ligeglad med det kosmetiske.« Hun smilede og lovede mig, at hun skam ikke ville gå på kompromis. »Hvordan har du det?« spurgte hun.
«Ved du hvad, nu havde jeg gået rundt meget længe med den knude i kroppen, og den skal bare ud. NU!« Jeg undlod at bande, for lægen så faktisk dannet og sød ud, og jeg ville ikke forskrække hende ved at afsløre, hvordan Fruen fra Fedet, som jeg kalder mig, også kan opføre sig i pressede situationer.
Det var en kæmpe lettelse, da jeg vågnede op fra narkosen, nu uden knude og uden to lymfeknuder. Den unge sygeplejestuderende på 22 år var så omsorgsfuld, da hun måtte trøste den voksne kvinde, der hulkede af lettelse og forskrækkelse og narkose i en skønsom blanding. Jeg giver 12 med pil opad til denne helt unge hverdagens heltinde, der allerede i så ung en en alder forstod at tage hånd om mig i min livskrise.
Så dukkede min smukke mand og min søn med de bange øjne op, og jeg kom hjem på sofaen. Skæv af narkose og med en malerhjerne, der tog flere dage om at blive normalt tænkende igen.
Om natten googler jeg stadig. Hvor mange overlever efter fem år? Vil jeg egentlig vide det? Jeg takker de øvre magter for, at jeg er 57 år. For der er 50 pct., som helt selv skal opdage knuden. Fordi de enten er under 50 år eller over 69 år gamle. De øvrige 50 pct. kvinders knuder finder man ved mammografien. Vil det virkelig sige, at hvis jeg f.eks. ikke selv havde opdaget den som 45-årig, kunne den have lavet ravage i min krop i fem år? Og hvis jeg f.eks. var 70 år, var det så en knude, jeg skulle dø af – eller dø med?
Hvad nu, hvis det var en mandesygdom, som f.eks. testikelkræft, som så mange bliver syge af? Var der så helt andre omfattende tilbud? Jeg har ikke åndsevner til at blive hverken læge eller politiker, men jeg kan godt regne ud, at det vel nok er godt, at jeg var fyldt 57 … og ikke 30 eller 70 år. Og sådan kan man gå og blive helt lykkelig over sin fremskredne alder.
Artikler og nyhedsindslag om brystkræftscreening og efterbehandling hober sig op: Kvinder i alle aldre over hele landet er blevet svigtet af vores velfærdssamfund. Vores liv og vores bryster er blevet til et spørgsmål om ressourcer. Skal vi virkelig kæmpe den kamp sideløbende med vores egen?
Nu får jeg snart at vide, om knuden er ondsindet, om den er helt væk, om de vil fjerne hele brystet i en ny operation, om jeg skal have stråler eller kemo, om jeg klarer den, om, om, om. De ved måske allerede noget, jeg ikke ved. Viden er magt – og afmagt. Jeg venter i en undtagelsestilstand. Imens skinner solen, og alle, jeg kender, hepper på mig på den mest rørende måde.
Tårerne er stablet op, parate til at flyde over på de mest ubelejlige tidspunkter. Angsten kommer snigende, når jeg skal ud at handle, eller når jeg skal stå i kø.
Der er en, der skriver til mig, at hun vil heale mig og kender flere, der har helbredt sig selv. En anden skriver, at jeg er skrøbelig. Det er dog det værste skudsmål, man kan give mig. Men det er jeg jo nok. Ret beset. Skrøbelig. Men det er så irriterende at være. En anden skriver kort og godt, at jeg har nosser. Det kan jeg meget bedre lide. Giv mig nosser frem for skrøbelighed til hver en tid.
Heldigvis har jeg en mand med et varmt og stålsat blik, som uopfordret henter vand til mig. Det har han da aldrig gjort før. Og han slår græs. Det er også noget nyt. Vi griner meget stadigvæk – og mest af ham, det fungerer bedst, fordi han har mest selvironi. Han elsker og ærer mig – også i modgang. Og jeg har børn, der elsker deres mor og viser det hele tiden. Og her gik jeg og troede, at de syntes, at jeg faktisk bare er lidt småirriterende. Vores nye mantra er: Det skal nok gå. Vi er en lille flok krigere. Vi er en vingeskudt familie – men vi flyver stadig.
En rutinemæssig mammografi gjorde mit liv helt papirtyndt og ukontrollerbart, og jeg har stadig hverken genvundet kontrollen eller sat ja-hatten tilbage på hovedet.