»Jeg er her sta­dig. Det er bryster­ne og­så. Nu er jeg ope­re­ret for bryst­kræft«

Jyllands-Posten Søndag - - Sport - TEGNING: MAR­TIN FRØSIG

De 14 da­ge op til bryst­kræft- ope­ra­tio­nen var me­get lan­ge. Det er næ­sten umen­ne­ske­ligt at gå og ven­te på at få en kræft­knu­de fjer­net. Hvad fil­ten i fjeld­hyt­ten ven­ter vi på? Få den nu ud, har man lyst til at skri­ge ud i uni­ver­set. Men der er jo in­gen 57-åri­ge for­stads­fru­er, der skri­ger ud i uni­ver­set, det er vist kun på film.

Så op­randt da­gen for ope­ra­tio­nen. Jeg stod op midt om nat­ten og spi­ste fri­ka­del­ler og Sam­sø-kar­to­f­ler, for man skal fa­ste i seks ti­mer in­den ope­ra­tio­nen. Spørg al­le dem, jeg ken­der, jeg er ræd­sels­fuld, bleg, dår­lig, vred, hvis jeg ik­ke får no­get at spi­se. Så når folk spurg­te del­ta­gen­de, om jeg var ban­ge for ope­ra­tio­nen, måt­te jeg be­ken­de, at det der med at fa­ste, det var dog det vær­ste.

Jeg var in­de til en sam­ta­le hos læ­gen, li­ge in­den den bryst­be­va­ren­de ope­ra­tion. Iført støt­te­strøm­per, smådopet af he­le to Pa­no­di­ler – de vil­le gi­ve mig fi­re, men der sat­te jeg min støt­te­strøm­pe­fod ned. Fi­re! Jeg ta­ger til nød én. Idet jeg kig­ge­de læ­gen dybt i øj­ne­ne, sag­de jeg: »Nu ta­ger du ba­re ri­ge­ligt. Jeg er så fuld­stæn­dig li­geg­lad med det kos­me­ti­ske.« Hun smi­le­de og lo­ve­de mig, at hun skam ik­ke vil­le gå på kom­pro­mis. »Hvor­dan har du det?« spurg­te hun.

«Ved du hvad, nu hav­de jeg gå­et rundt me­get læn­ge med den knu­de i krop­pen, og den skal ba­re ud. NU!« Jeg und­lod at ban­de, for læ­gen så fak­tisk dan­net og sød ud, og jeg vil­le ik­ke for­skræk­ke hen­de ved at af­slø­re, hvor­dan Fru­en fra Fe­det, som jeg kal­der mig, og­så kan op­fø­re sig i pres­se­de si­tu­a­tio­ner.

Det var en kæm­pe let­tel­se, da jeg våg­ne­de op fra narko­sen, nu uden knu­de og uden to lym­feknu­der. Den un­ge sy­geple­jestu­de­ren­de på 22 år var så om­sorgs­fuld, da hun måt­te trø­ste den voks­ne kvin­de, der hul­ke­de af let­tel­se og for­skræk­kel­se og narko­se i en skøn­som blan­ding. Jeg gi­ver 12 med pil opad til den­ne helt un­ge hver­da­gens hel­tin­de, der al­le­re­de i så ung en en al­der for­stod at ta­ge hånd om mig i min livskri­se.

Så duk­ke­de min smuk­ke mand og min søn med de ban­ge øj­ne op, og jeg kom hjem på so­fa­en. Skæv af narko­se og med en ma­ler­hjer­ne, der tog fle­re da­ge om at bli­ve nor­malt tæn­ken­de igen.

Om nat­ten goog­ler jeg sta­dig. Hvor man­ge over­le­ver ef­ter fem år? Vil jeg egent­lig vi­de det? Jeg tak­ker de øv­re mag­ter for, at jeg er 57 år. For der er 50 pct., som helt selv skal op­da­ge knu­den. For­di de en­ten er un­der 50 år el­ler over 69 år gam­le. De øv­ri­ge 50 pct. kvin­ders knu­der fin­der man ved mam­mo­gra­fi­en. Vil det vir­ke­lig si­ge, at hvis jeg f.eks. ik­ke selv hav­de op­da­get den som 45-årig, kun­ne den ha­ve la­vet ra­va­ge i min krop i fem år? Og hvis jeg f.eks. var 70 år, var det så en knu­de, jeg skul­le dø af – el­ler dø med?

Hvad nu, hvis det var en man­de­syg­dom, som f.eks. testi­kelkræft, som så man­ge bli­ver sy­ge af? Var der så helt an­dre om­fat­ten­de til­bud? Jeg har ik­ke ånd­sev­ner til at bli­ve hver­ken læ­ge el­ler po­li­ti­ker, men jeg kan godt reg­ne ud, at det vel nok er godt, at jeg var fyldt 57 … og ik­ke 30 el­ler 70 år. Og så­dan kan man gå og bli­ve helt lyk­ke­lig over sin frem­skred­ne al­der.

Ar­tik­ler og nyheds­indslag om bryst­kræftscre­e­ning og ef­ter­be­hand­ling ho­ber sig op: Kvin­der i al­le al­dre over he­le lan­det er ble­vet svig­tet af vo­res vel­færds­sam­fund. Vo­res liv og vo­res bryster er ble­vet til et spørgs­mål om res­sour­cer. Skal vi vir­ke­lig kæm­pe den kamp si­de­lø­ben­de med vo­res egen?

Nu får jeg snart at vi­de, om knu­den er ond­s­in­det, om den er helt væk, om de vil fjer­ne he­le bry­stet i en ny ope­ra­tion, om jeg skal ha­ve strå­ler el­ler ke­mo, om jeg kla­rer den, om, om, om. De ved må­ske al­le­re­de no­get, jeg ik­ke ved. Viden er magt – og af­magt. Jeg ven­ter i en und­ta­gel­ses­til­stand. Imens skin­ner so­len, og al­le, jeg ken­der, hep­per på mig på den mest rø­ren­de må­de.

Tå­rer­ne er stab­let op, pa­ra­te til at fly­de over på de mest ube­lej­li­ge tids­punk­ter. Ang­sten kom­mer sni­gen­de, når jeg skal ud at hand­le, el­ler når jeg skal stå i kø.

Der er en, der skri­ver til mig, at hun vil he­a­le mig og ken­der fle­re, der har hel­bredt sig selv. En an­den skri­ver, at jeg er skrø­be­lig. Det er dog det vær­ste skuds­mål, man kan gi­ve mig. Men det er jeg jo nok. Ret be­set. Skrø­be­lig. Men det er så ir­ri­te­ren­de at væ­re. En an­den skri­ver kort og godt, at jeg har nos­ser. Det kan jeg me­get bed­re li­de. Giv mig nos­ser frem for skrø­be­lig­hed til hver en tid.

Hel­dig­vis har jeg en mand med et varmt og stål­sat blik, som uop­for­dret hen­ter vand til mig. Det har han da al­drig gjort før. Og han slår græs. Det er og­så no­get nyt. Vi gri­ner me­get sta­dig­væk – og mest af ham, det fun­ge­rer bedst, for­di han har mest sel­viro­ni. Han el­sker og ærer mig – og­så i mod­gang. Og jeg har børn, der el­sker de­res mor og vi­ser det he­le ti­den. Og her gik jeg og tro­e­de, at de syn­tes, at jeg fak­tisk ba­re er lidt småir­ri­te­ren­de. Vo­res nye man­tra er: Det skal nok gå. Vi er en lil­le flok kri­ge­re. Vi er en vin­ge­skudt fa­mi­lie – men vi fly­ver sta­dig.

En ru­ti­ne­mæs­sig mam­mo­gra­fi gjor­de mit liv helt pa­pir­tyndt og ukon­trol­ler­bart, og jeg har sta­dig hver­ken gen­vun­det kon­trol­len el­ler sat ja-hat­ten til­ba­ge på ho­ve­d­et.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.