Greta Thunberg – en diktator i svøb?

Sognepræst Kristian Østergård skrev forleden i Kristeligt Dagblad, at han »ikke kan døje« Greta Thunberg. Han synes at hun er kvalmende, når hun ”hulker” sig gennem sine taler rundt om i verden.

En fysiker, Thomas Grønlund, refereres for at håne Greta Thunberg for hendes manglende anvisninger på konkrete forslag til handlinger. Måske lige lidt rigeligt at forvente af et barn.

Grønlund skriver i sin bog ”Den grønne atomkraft”, at vi udelukkende skal benytte den forureningsfrie a-kraft som energikilde.

Tjernobylulykken i Sovjetunionen i 1986 var nu ikke forureningsfri. Store landbrugsarealer ligger stadigvæk øde hen –netop på grund af forureningen.

Forureningen har eksempelvis medført, at 9 børn og 47 af de arbejdere der hjalp til med oprydningen efter ulykken, er døde umiddelbart efter eksplosionen.

Konsekvenserne er der delte meninger og stor usikkerhed om. Blandt andet fordi det sovjetiske regime tilbageholdt informationerne om ulykken og f.eks. forbød lægerne at sætte kræftdødsfaldene i forbindelse med forureningen. WHO oplyser, at 9.000 vil dø på længere sigt, mens Greenpeace mener, at op mod 300.000 vil dø på længere sigt.

Andre organisationer forventer, at dødstallet ad åre vil komme op på 6,6 millioner. At Thomas Grønlund har kaldt sin bog ”Den grønne atomkraft”, er lige kækt nok.

Hånende hedder det videre i artiklen, at Greta Thunberg hulker sig igennem sine taler verden over og kun er dikteret af sine følelser – lige som »den religiøse bølge af barfodsgængere, og andre biodynamikere og hjemmeføddere« (udtrykket findes ikke i Den Danske Ordbog).

Der er ingen tvivl om at Greta Thunberg er en meget følsom pige og i høj grad er styret af sine følelser. Ja og hvad så egentlig?

Er det ikke netop vores følelser for vores efterkommere, der er brug for i tider, hvor vores klode lider, fordi vi ikke har passet på den?

Per Nyholm har i Jyllands-posten forleden karakteriseret Greta Thunberg som »en diktator i svøb«. Intet mindre.

Det synes mig, at skoleeleven, Greta Thunberg, er den voksne i klassen, og at de voksne er barnagtige børn i klassen.

Skolepigen er måske i virkeligheden bare den voksne i klassen. Jeg tror først, vi lykkes med integrationen, når vi har en folkeskole, der repræsenterer mangfoldigheden i samfundet. Er det ikke netop vores følelser for vores efterkommere, der er brug for i tider, hvor vores klode lider, fordi vi ikke har passet på den?

Spørgsmålet er relevant, og det kommer stort set altid, når en klub har hentet en ny spiller, som skal prøve at møve sig ind i startopstillingen: ”Hvor ser du dig selv på AGF’S hold?” blev Nicolai Poulsen spurgt forleden, og i hans tilfælde er det centralt.

Nicolai Poulsen er midtbanespiller, en af dem med speciale i at forsvare, når modstanderne har bolden, men også af den kaliber, der er i stand til at presse højt for at forsøge at erobre bolden tidligt. Og den type har AGF efterhånden nogle stykker af.

Agf-træner David Nielsen har sværget til et spilsystem med en defensivt anlagt mand, 6’eren, foran sine fire forsvarsspillere og foran midtbaneankerets to såkaldte 8’ere. 6’er-positionen har tilhørt Jens Stage, viceanfører, og en af dem i AGF med flest kræfter og størst energi.

Foran ham har typisk Mustafa Amini og Bror Blume opereret, begge med ret og pligt til at bevæge sig i et større område end Jens Stage, som også skal have et øje på modstandernes bedste offensive folk.

Jens Stage har styrket sit udtryk i den forgangne sæson, flere gange har han været helt nede foran eget mål for at afværge forsøg, men han har også i perioder haft overskud til at gå med i modstandernes felt for at prøve at lave mål.

På den front er Jens Stage mere dynamisk end holdets nye mand, Nicolai Poulsen, som er vokset op i et 4-4-2-system i Randers FC som en af de to centrale midtbanespillere. I begyndelsen af sin karriere dannede han duo med Christian Keller, der var den af de to, som havde den mest defensive rolle. Men i den seneste sæson var den rolle overladt til Nicolai Poulsen, som også skulle dække af for André Rømer, den mest fremadrettede af de to.

Det giver derfor mening, hvis Agf-træner David Nielsen vælger at prøve Nicolai Poulsen af som holdets 6’er i stedet for Jens Stage, der til gengæld kan blive skubbet nogle meter frem på banen og tage et større ansvar for at presse modstanderne højere på banen.

Jens Stage har tidligere vist, at han er eminent til at løbe i feltet og afslutte. Tænk bare på 1-0-målet mod FC København, da han spurtede 80 meter for at afslutte et kontraangreb.

Med Nicolai Poulsens ankomst venter der vanskelige dage på træningsbanen for andre af AGF’S midtbanespillere. Erfarne Adama Guira er således kommet endnu længere væk fra en fast plads på holdet, og allerede i den seneste sæson blev han oftere og oftere valgt fra. Unge Benjamin Hvidt havde sådan set fine indhop, men overbeviste ikke helt om, at han kan udfylde rollen tilstrækkeligt, og meget indikerer, at en af dem formentlig er væk, når transfervinduet lukker med udgangen af august. Hvis ikke før.

For pladsen ved siden af Jens Stage tilhører indtil videre Mustafa Amini, som kommer lige fra sin bedste sæson i sin tid i AGF. Hans største rival om spilletid er Bror Blume, der dog ikke har samme aggressive tilgang til spillet som australieren.

Hvis AGF skal forbedre resultatet fra sidste sæson, og det skal klubben, da målet fremdeles er topseks, så kræver det en skarpere indsats, en mere direkte stil, og det kan Nicolai Poulsen bidrage med.

»Hvis du har en spiller, der leder et pres, skal du have en, der læser den næste situation. Han er utrolig dygtig til at sørge for, at det ikke kun er det første pres, der virker. Han er ekstremt aggressiv og hurtig til at presse. Det er det, vi har set hos ham. Han er en ledertype; han har været det hos Randers, og vi håber, han kan vokse ind i den rolle hos os,« sagde Agf-træner David Nielsen forleden om sin nye midtbanespillers evner.

Men hvor ser han egentlig sig selv på AGF’S hold, Nicolai Poulsen?

»I Randers spillede jeg primært 6’er, men i AGF har de mest spillet 4-1-4-1. Umiddelbart er det som 6’er, jeg er bedst tilpas, men jeg kan sagtens spillere andet. Vi må se, hvor træneren mener, jeg passer bedst ind,« siger han, og så har han ikke sagt for meget eller på forhånd skubbet nogle af rivalerne ud.

Men det kommer givetvis til at ske.

Analyse

Jens Stage får en mere fremadrettet rolle på AGF’S hold i den kommende sæson, hvor der bliver hård kamp om pladserne på midtbanen. Hvis AGF skal forbedre resultatet fra sidste sæson, og det skal klubben, da målet fremdeles er topseks, så kræver det en skarpere indsats, en mere direkte stil.