Tidevandet, stormfloden og oversvømmelsen spiller hovedrollen i marsklandet

Det flade engområde er landets største og har sin helt særlige naturhistorie, skriver Hans Edvard Nørregård-nielsen her i et uddrag af sin nye bog “Tøndermarsken”.

For en fremmed barsk og fattigt … Skønne land! Dit strenge åsyn kun den fremmede du viser,« skrev A. Egebjerg Jensen i 1922 om marsken, og som lærer på Tønder Statsskole vidste han, hvad han talte om.

Og det er jo sandt, at marskegnen ikke er indladende, men ser sine gæster undersøgende an, afventer med en smule forbehold, så begge parter kan nå at danne sig et indtryk af, hvad det er for en personage, man har foran sig.

Tøndermarsken har sin historie, og at den ser ud, som den gør, har også sin. Lad os pejle os ind på den:

Det nu nedlagte Tønder Amt udgør den vestlige halvdel af Sønderjylland. Mod øst følger det de store hedesogne Højst, Ravsted, Bylderup og Tinglev. Mod syd følger både amtsgrænsen og rigsgrænsen de nu delvist nedlagte vandløb Skelå, Gammelå og Sønderå til Møllebæk, hvorfra de gennem Magisterkog når ind i Rudbøl Sø for at fortsætte ud gennem især Frederikskog. Den samlede grænse mod Tyskland udgør 68 km, og hele amtet hen ved 1.200 kvm.

Området ligger gennemgående lavt, reliefsvagt hedder det, og der er kun få højdedrag, som løfter sig mere end 40 meter over havet, medens halvdelen ligger under timeterkurven. Hvert år

gik de store åer over deres bredder, og vandet strømmede over de lave enge, ud mod havet. Det efterlod markerne velgødede af alle de næringsstoffer, som vandet havde bragt med sig, og lige så plane som et stuegulv.

Derfor var det ingen sag at slå høet og få det bragt til tørring i vældige hølader, som var bygget på fire bærende pæle.

Taget hvilede direkte på høet og blev holdt på plads af pælene, der ragede op gennem hver sit hul, og derfor sank taget i takt med, at man brugte af høet.

På grund af faren for oversvømmelse og stormflod har befolkningen i marsken til alle tider bestræbt sig på at lægge deres huse og gårde så højt som muligt; men den lave kyst lå som et oplagt og let offer for de stormfloder, der har været med til at præge egnen.

En af de først kendte og mest sagnomspundne er nået frem til os på hollandsk som ”De grote mandrenke”. Den fandt sted i 1162, og der fulgte en af samme katastrofale omfang cirka 200 år senere, midt i det 14. århundrede. Om den vil man vide, at mindst 25.000 mennesker druknede, og 30 kirkesogne forsvandt. Disse tal er særdeles upålidelige; men ulykkerne fortsatte i jævn rækkefølge op gennem middelalderen, således skal den stormflod, der i 1532 ramte området fra Mandø til Ejdersted, have krævet hen ved 2.500 dødsofre.

På selve juleaften 1593 slog stormfloden til i et bredt bælte fra Rudbøl til Ribe, mange andre fulgte efter, og selv om det ville have været rimeligt at koncentrere sig om de dårligt vedligeholdte diger, blev ulykkerne tolket som Guds straf over den syndige menneskehed.

Der er som sagt rejst begrundet tvivl om skadernes omfang og antallet af døde; men tabslisterne efter stormfloden over Nordstrand i 1634 hævder med en vis sandsynlighed, at der druknede over 2.000 mennesker ved den lejlighed.

Der er i de sidste flere end 100 år brugt vældige summer på at dæmme op for stormfloder. Den værste i nyere tid kom bag på det ellers meget professionelle sjak, der i de sidste dage i august 1923 arbejdede med Christian X-diget ved Rejsby. Her var der i læ af diget rejst en lille barakby af træbygninger, og arbejdet var allerede langt fremskredet, da man blev overrasket af en umådelig stormflod.

Femten mand havde held til at bjærge sig i land; men stormfloden kostede 19 arbejdere livet, og der gik efterfølgende over en måned med at reparere de opståede skader på diget. Tøndermarsken ligger gennemgående lavt, og der er kun få højdedrag. Området er af samme grund et let offer for stormfloder. Fotos: Henrik Saxgren