Min ven Boris nød rollen som EU’S plageånd

Der er forskel på karrierer. Min ven Boris blev først borgmester i London, så udenrigsminister og nu muligvis premierminister.

Blikket var nervøst og søgende. Øjnene flakkede rundt i det store presselokale og forsøgte at fokusere på ansigter fra højre til venstre i stoleraekkerne.

Hvor var den store, lyse hårmanke? Var den der? Nej, ikke Ulla Terkelsens. Jacques Delors var på udkig efter Boris Johnson, korrespondenten for britiske Daily Telegraph, der gik til yderligheder for at gøre livet surt for den franske kommissionsformand.

Når Boris, som alle stadig kun kalder ham, blev spottet, stivnede franskmandens smil, og han begyndte lidt febrilsk at bladre i sine papirer.

Eller var det bare noget, vi bildte os ind? Jeg ved ikke, om nogen har spurgt Delors om Boris?

Derimod var ingen af os korrespondenter, der i begyndelsen af 1990’erne dagligt ved middagstid mødte Boris til briefinger i kommissionen i Bruxelles, nogensinde i tvivl om, at den farverige brite nød sin rolle som plageånd for Delors og Eu-systemet.

Under pressemøder med Delors ville han systematisk stille et spørgsmål, der typisk handlede om, hvornår de overbetalte eurokrater igen ville proppe noget socialistisk bras ned i halsen på sagesløse skatteydere?

Med fryd i stemmen sluttede han altid sit spørgsmål med at bede Delors om at svare på engelsk. Jeg husker ikke, om Boris talte fransk, men er overbevist om, at han gik efter at ydmyge kommissionsformanden, der måtte finde sig i at forsvare sig på et staerkt gebrokkent engelsk.

Boris nød ikke nogen stor trovaerdighed i Bruxelles. Hverken blandt kolleger eller embedsmaend. Nogle mener endda, at det var ham, der opfandt begrebet falske nyheder efter at have skrevet artikler, der graensede til det pure opspind. Blandt hans overskrifter var f.eks. »Snegle er fisk, siger EU« og »Bruxelles rekrutterer sniffere for at sikre, at eurogødning lugter ens«.

Men han var venlig og skarp, og samtalerne ved kaffebaren, hvor britiske og danske journalister ofte hang ud sammen, var staerkt underholdende.

Med sin mørke stemme brummede Boris med, og han var aldrig naerig med at give sine kolleger gode råd. Et stort samtaleemne dengang blandt britiske journalister var, hvilken kostskole deres børn skulle sendes til i faedrelandet? For det var jo udelukket, at de små pus skulle gå i en almindelig skole i Belgien. Boris havde gået på den fornemme Eton-kostskole og senere på universitetet i Oxford.

Boris var venlig, skarp og staerkt underholdende, men det kneb med trovaerdigheden.

Hvis der er noget, man ikke kan beskylde Storbritanniens formentlig kommende og farverige regeringsleder for, er det mangel på selvtillid. Nogle ville sige, at det var et udslag af dramatisk selvovervurdering, da han tog aeren for, at et flertal af danskerne i 1992 stemte nej til Maastrichttraktaten.

Boris haevder, at hans artikel med overskriften »Delors planlaegger at herske over Europa« ved at saette de nationale parlamenter ud af spil, blev kopieret tusindvis af gange af danske Eu-modstandere, der ligefrem gik i protestmarch med hans artikel haeftet på deres bannere.

For nylig var jeg tilbage i Bruxelles til Eu-topmøde. Nogle af Boris’ kolleger fra 1989 – 1994 er der stadig, og de husker alle Boris. Uden at sige det højt spekulerer et par af dem formentlig på, om deres karriere ville have taget større kvantespring, hvis de havde vaeret lidt mere fantasifulde i deres daekning af faellesskabet.