Tysk historiker løj sig til en fiktiv jødisk familie
240.000 personer laeste med, når den tyske historiker Marie Sophie Hingst bloggede om sin jødiske familie, som var fri fantasi.
Hver sommer samledes de overlevende fra Holocaust i bedstemoderens have. Hun, dengang en lille pige, skulle putte invitationerne til de »kaere Auschwitzere« i kuverter og sende dem afsted. På selve dagen kraevede bedstemoderen altid, at hun gik med nederdel, selv om hun hadede det. Men de »bevaegende historier« og den »fantastiske kage« gjorde, at det var o.k.
Den slags beretninger fra sin barndom fortalte den tyske historiker Marie Sophie Hingst mange af på sin blog, der bar den engelske titel Read on my dear, read on, som hun begyndte at skrive i 2013.
Det var kort tid efter, at hun var flyttet til den irske hovedstad, Dublin, hvor hun som historiker forskede ved prestigeuniversitetet Trinity College.
Med tiden fik hun 240.000 trofaste laesere til beretningerne om sin angiveligt jødiske familie.
Stort set alle var, fortalte hun, blevet udryddet i kz-lejren Auschwitz bortset fra den kvinde og den mand, der endte med at blive gift og som med tiden blev Hingsts bedsteforaeldre.
Sophie Marie Hingst sørgede også for, at 22 familiemedlemmer blev registreret som jødiske ofre for nazismen i Israels holocaustmuseum Yad Vashem.
Flere gange blev hun udmaerket for sin evne til at udtrykke sig. I 2017 blev hun i Tyskland udnaevnt til at vaere årets blogger. Og i den britiske finansavis Financial Times vandt hun en kronikkonkurrence om EU.
Sjuskefejl
På et tidspunkt begyndte historikeren også at skrive om sine »erfaringer« fra Indien, hvortil hun skal vaere rejst som bare 19-årig for at grundlaegge og drive en klinik i et slumkvarter.
Her var hun ifølge sin blog med til at behandle patienter – selv om hun ikke har nogen form for medicinsk uddannelse – og gav desuden unge indiske maend seksualoplysning.
Da flygtningekrisen ramte Tyskland, byggede Sophie Marie Hingst et lag mere ovenpå og forklarede, at hun brugte sine erfaringer fra Indien til at oplyse syriske unge maend om samme emne. En indsats, hun skrev en laengere artikel om til den tyske avis Die Zeit.
Sagen er dog, at det er løgn fra ende til anden. Bortset fra et par familiemedlemmers navne er alt opdigtet af historikeren selv. Hun kommer fra en protestantisk familie. Ingen herfra omkom i kz-lejre under krigen.
Sandheden kom langsomt for en dag, fordi en anden tysk historiker begyndte at tvivle på indholdet på bloggen. Hun – Gabriele Bergner – samlede så et hold af eksperter, og sammen begyndte de at holde øje med detaljerne i de forskellige historier. Det tjek kunne de ikke holde til.
Nyhedsmagasinet Der Spiegel fortaeller f.eks., at Hingst beretter, hvordan en af maendene i hendes familie blev deporteret til og draebt i koncentrationslejren Auschwitz i februar 1940. Men på det tidspunkt var ingen fra det tyske rige blevet deporteret til Auschwitz. Det kan tidligst have vaeret i 1941.
Også klinikken i Indien »skifter størrelse« fra den ene tekst til den anden. Desuden er der ingen billeder eller anden form for dokumentation fra »slumkvarteret«.
Da anklagerne begyndte at ramme Marie Sophie Hingst, afviste hun dem aggressivt. Først da gruppen af eksperter gik til Der Spiegel, som konfronterede historikeren med raekken af huller i hendes historier, begyndte facaden at krakelere. Hun forlod interviewet – som varede i fire timer – i vrede. Uden at sige farvel.
Løj sig interessant
Siden trak hun i land – ad flere omgange. Bloggen er ikke laengere tilgaengelig. Prisen som årets blogger har hun mistet.
Men hvorfor lyver en tysk historiker sig til en tragisk familiehistorie? Det giver den Spiegel-journalist, Martin Doerry, som har skrevet artiklen, et bud på.
Hans bedstemor, Lilli Jahn, omkom i Auschwitz. Før da sad hun i en arbejdslejr, hvorfra hun skrev breve til sin børn. Dem har Martin Doerry siden fået udgivet i den staerkt anmelderrost bog ”Mit sårede hjerte”. Derfor ved Doerry, hvad Hingst formentlig gik efter:
»Vi kan tale nok så meget om antisemitisme. Den findes selvfølgelig i samfundet. Men der findes også bestemte miljøer, hvor man udmaerker sig herved (ved at vaere jøde, red.), hvor man virker som noget saerligt. Ikke mindst i det akademiske miljø, hvor hun i øvrigt netop bevaeger sig. Derfor er det en fordel for hende. Og derfor gør hun det.«