Oxford-filharmonikere indtog Tivoli med gejst og bid

Oxford Philharmonic Orchestra gaestede Tivolis Koncertsal og greb hjertet.

KLASSISK TIVOLIS KONCERTSAL Sig Oxford, og mange ser for det indre blik en bedaget by med middelalderuniversitet og historiske bygninger. Oxford Philharmonic Orchestra, der søndag gaesteoptrådte i Tivoli, står som purungt ensemble i kontrast hertil. I år fejrer orkestret sit 20-års jubilaeum, og en herlig sprødhed og spillegejst gennemsyrede musikernes fortolkninger.

Vi hørte det allerede i indledningsvaerket: Et taet sammenspillet strygerkorps greb hjertet med sangbar velklang i Elgars Serenade i e-mol.

Klangligt bid og brillans lagde den skotske klaversolist Steven Osborne for dagen i Sjostakovitjs Klaverkoncert nr. 2. Det var en fest at se hans fingre danse adraet hen over flygelet i de virtuose passager. Osborne er en pianist med et imponerende cv. Han har optrådt en årraekke på The Proms og turnerer flittigt i både Europa, USA, Australien og Asien. Lydhørt gav orkestrets musikere med karismatiske Marios Papadopoulos på podiet solisten plads til at forme sine fraser med vildskab i de hurtige satser og bomuldsbløde anslag i den introverte Andante.

I anden koncertdel foldede ensemblet franske toner ud med luftighed og transparens. Lidt flossede i kanten stod blaesernes indsatser i Ravels Pavane for en afdød prinsesse. Oboen aede sjaelen med inderlighed i den store solo i Bizets Symfoni i c.

Som lytter ønskede man bare, at orkestret ind imellem havde brudt den paene facade og gjort endnu mere vaesen af sig. Et nyere britisk vaerk, vi ikke hører til hverdag, ville have peppet programmet gevaldigt op. Man savnede, at orkestret trådte mere i karakter og viste netop sin eksistensberettigelse.