Rumskrot udgør et voksende problem

I 60 år har vi mennesker efterladt affald i rummet, og det kan blive et problem. Derfor bliver den fortsatte udforskning af rummet måske afhaengig af et besynderligt opbud af net, lasere og gekkolignende gribemekanismer.

Det flyder med skrot i rummet. Siden Sovjetunionen opsendte satellitten Sputnik 1 i 1957, er maengden af genstande og affald, som vi mennesker har sendt op i rummet eller efterladt deroppe, vokset og vokset. Og i takt med at maengden vokser, øges risikoen for potentielt katastrofale sammenstød med satellitter, der stadig fungerer, eller rumfartøjer.

»Situationen er alvorlig,« fastslår Luisa Innocenti, der er leder af Clean Space-initiativet under den europaeiske rumorganisation European Space Agency (Esa). Hun tilføjer, at hvis vi bliver ved med at smide skrot i rummet, kan hele baner blive ubrugelige til satellitter.

Et sådant mareridtsagtigt scenarie danner optakt til det såkaldte Kessler-syndrom. Det betegner en udvikling, hvor affald fra ét sammenstød forplanter sig til nye sammenstød og skaber en selvforstaerkende virkning, der er en trussel mod satellitter og mod fremtiden for rumflyvninger.

For at undgå dette scenarie er ét sted at begynde at fjerne alt det, der allerede befinder sig i rummet. Samtidig er det nødvendigt at ty til nogle baeredygtighedsråd fra Jorden om at skaere ned, genbruge og genanvende, hvis vi vil bevare rummet i brugbar stand. Men det bliver sin sag at skaere ned på antallet af satellitter. I 2018 blev mere end 390 genstande sendt i kredsløb, og antallet vil formentlig vokse.

Tesla-chefen Elon Musks rumfartsvirksomhed Spacex har for nylig fået tilladelse til at sende 12.000 satellitter i kredsløb for at sikre internetdaekning fra rummet. Dertil kommer, at virksomheden Oneweb, der blandt sine interessenter taeller Richard Bransons koncern Virgin samt laeskedrikkoncernen Coca-cola, håber at kunne gøre det samme med yderligere 900 satellitter.

Bydende nødvendigt at forebygge

Det gør det bydende nødvendigt at forebygge rumskrot, mener Luisa Innocenti:

»Det giver ingen mening at rydde op, hvis nogen dagen efter opsender en satellit og efterlader den i rummet.«

Hun går ind for, at man planlaegger, hvordan det, der ellers ville havne som rumskrot, skal bortskaffes. Satellitter kan eksempelvis programmeres til at ødelaegge sig selv, 25 år efter at deres mission er fuldført – enten ved at satellitten bliver sendt ud i et naerliggende ”gravkredsløb”, eller ved at man sørger for, at den braender sikkert op i atmosfaeren.

I forbindelse med Clean Space-initiativet forskes der i sammenklappelige satellitter, der åbner sig, når de vender tilbage til Jordens atmosfaere, så man sikrer, at de braender fuldstaendigt op, samt sejl til satellitter i lavere kredsløb. Formålet med disse sejl er, at de skal kunne give luftmodstand nok til, at satellitterne kan glide ned i atmosfaeren.

Removedebris, som står bag en raekke nylige forsøg med at fjerne rumaffald, har f.eks. udviklet sin egen sejlversion, en membran med betegnelsen ”drag sail”, således at forsøgsrumfartøjer kan tages ud af kredsløb.

Hvis det lykkes at finde en måde, hvorpå braendstoftanke kan tømmes, og batterier afkobles, når satellitter tages ud af drift, ville det desuden mindske risikoen for eksplosion. Det er imidlertid nødvendigt at foretage flere forsøg, før man kan vaere sikker på, at disse teknologier ikke tilintetgør rumfartøjet i utide.

Grønnere rumflyvning

At genbruge gamle rumdele kunne måske appellere mere til eksisterende ejere af rumfartøjer.

Spacex og Blue Origin, som blev stiftet af Amazons Jeff Bezos, har allerede vaeret bannerfører inden for genbrugsraketter og stillet omstilling til grønnere rumflyvning i udsigt. Genbrugsraketterne er dog ikke nødvendigvis miljøvenlige i det lange løb: Ved at saenke udgiften til opsendelse af satellitter vil de formentlig samtidig øge maengden af ting og sager, der bliver sendt ud i rummet.

Et andet genbrugstiltag kan vaere robotarme af den slags, som allerede er blevet bragt i spil til at bortskaffe rumaffald. Sådanne robotarme kunne bruges til at servicere satellitter eller bringe døde satellitter tilbage til livet. Virksomheden Altius Space Machines, som har hovedsaede i den amerikanske delstat Colorado, arbejder på en magnetisk forbindelse med betegnelsen Magtag, der kan saettes på satellitter, således at et servicefartøj kan koble sig på og overføre data, strøm eller måske endog foretage opdatering af software. Alt dette betyder, at rumfartøjer måske snart kan sikres mod havari.

Lidt laengere ude i fremtiden ligger fuldtonet genanvendelse. Den amerikanske forsvarsinstans Darpa har overvejet at anvende robotsystemer til at indfange rumaffald og genanvende det til nye satellitter, men har opgivet tanken og i stedet koncentreret sig om at udvikle servicering af rumfartøjer i kredsløb.

Nogle virksomheder har endog overvejet at bygge rumfartøjer af rumaffald til missioner laengere ude i rummet, f.eks. kolonisering af Mars. De fleste fangstmekanismer er dog stadig under udvikling, og det er vanskeligt at bygge noget i kredsløb, så chancen for at kunne bakse en satellit sammen er stadig forholdsvis lille.

Det giver ingen mening at rydde op, hvis nogen dagen efter opsender en satellit og efterlader den i rummet. Luisa Innocenti, leder af Clean Space-initiativet under den europaeiske rumorganisation European Space Agency (Esa), om at eliminere rumskrot