Udlaendingeløftet
Statsminister Mette Frederiksen
bør ikke gøre sig for store illusioner. Løftet om en stram udlaendingepolitik er en af de tungeste årsager til, at hun nu sidder i Statsministeriet. Mens Helle Thorning-schmidt indvilgede i at fortsaette den borgerlige regerings økonomiske politik for at få fingre i magten i 2011, så har den nye statsminister reelt bundet sig op på at videreføre Løkke-regeringens stramme udlaendingepolitik.
Men det er ikke gjort med det. S-regeringen skal nu selv fylde rammerne ud. Hvad vil en stram udlaendingepolitik sige i en socialdemokratisk optik, når enkeltsagerne kommer vaeltende, eller hvis det igen kommer til større migrationsbølger i Europa? Ikke mindst Mette Frederiksens svar på disse spørgsmål vil vaere med til at afgøre hendes smalle regerings skaebne.
Masser af de vaelgere,
som S fik tilbage fra Dansk Folkeparti ved valget – med Df-formand Kristian Thulesen Dahls venlige bistand – vil følge nøje med i asyltallene og de årlige opgørelser over, hvad indvandringen fra ikkevestlige lande koster. Sidste år var det som bekendt 35 mia. kr. netto. Mette Frederiksen vil blive stillet endnu hårdere til regnskab for eventuelle løftebrud, end selv Helle Thorning-schmidt blev. Det er Frederiksen selv, der – ganske fortjenstfuldt – har bundet sig hårdt op på, at hun i hvert fald ikke agter at begå løftebrud. Det forpligter. Ret skal vaere ret: Indtil videre virker det til, at hun er sig det pinligt bevidst.
Strengt taget har det første lille løftebrud på udlaendingefronten allerede indfundet sig. I forståelsespapiret mellem de røde partier hedder det nu pludselig, at asylsøgere, der har vaeret i beskaeftigelse i mindst to år, ikke er omfattet af det såkaldte paradigmeskifte, der ellers laegger trykket på hjemsendelse i stedet for integration. Spørgsmålet er her – som det vil blive i mange andre udlaendingepolitiske detailspørgsmål, så laenge regeringen sidder – om lempelsen er stor nok til at bryde Mette Frederiksens løfte om, at »den brede udlaendingepolitik« ligger fast.
Det var en formulering, hun pludselig lancerede under valgkampen for at have lidt manøvrerum i forhold til De Radikale, SF og Enhedslisten. Der kan ventes en benhård kamp om fortolkningen af dette løfte. De blå partier med Inger Støjberg i spidsen har allerede råbt »løftebrud« efter job-lempelsen, og svaret er lige så forventeligt, at den ikke rokker ved den brede udlaendingepolitik, som statsministeren og hendes forvalter af løftet, Mattias Tesfaye, garanterer.
Lempelserne på de
meget symbolske områder som udrejsecenter Sjaelsmark og øen Lindholm bliver mindre spraengfarlige. Dels blev de udtrykkeligt naevnt under valgkampen, dels var Lars Løkke Rasmussen vist også i bevaegelse her. Beslutningen om igen at tage kvoteflygtninge er formentlig også ret ufarlig. Danmark bør via FN igen tage sin del af verdens svageste flygtninge, mens der lukkes af for dem, der kan betale menneskesmuglere for at skaffe sig adgang. Det giver bestemt god mening. Men det rokker ikke ved, at også den nye regering på sin egen måde skal have løst spørgsmålet om afviste asylsøgere, der skal sendes hjem, og kriminelle, som skal holdes adskilt fra andre; vel at maerke med de røde partiers accept.
Ude i Europa er der en vis interesse for den nye regerings interessante cocktail: en venstreorienteret økonomisk politik kombineret med en borgerlig udlaendingepolitik. Det vil snart vise sig, om Mette Frederiksen selv er klar over, hvordan den skal rystes, og hvordan den smager.