Et svaekket Rusland forsøger sig i rollen som global aktør
WIEN
Fremtraedende russiske akademikere har det med at laegge vejen om ad Wien. Her føler de sig hjemme, i en mildere civilisation, på afstand af Bruxelles og Washington. I Wien møder de politikere, diplomater og journalister. Rammen er ofte diskrete diskussionsklubber, ført af tidligere magthavere, der således kan overbevise et udvalgt publikum og sig selv om, at de stadig har en funktion, at deres gamle forbindelser virker, at de bidrager, om end indirekte, til samfundsdebatten med argumenter og ofte nyttig viden.
Af sådanne klubber er der flere i Wien. Jeg faerdes i to af dem, en socialdemokratisk og en konservativ. En skoldhed sommerdag stiller professor T. fra Moskva på Hofburg, gennem århundreder det habsburgske imperiums, nu den beskedne republiks, magtcenter. En svag vind står ind gennem de åbne vinduer og røber umiskendeligt, at nede i stueetagen bor Den Spanske Rideskoles berømte lippizzanere.
Det er ingen hemmelighed, at professor T. er i byen, endsige at han skal tale om forholdet mellem Rusland og Europa. Det indskaerpes indledningsvis, at alt er til baggrund. Med andre ord ingen citater. I klubben faerdes en skønsom blanding af meningsmagere og såkaldte statstjenere. En måske døende race, men ganske selvbevidst.
Professor T. anses for en af de bedste i sit fag, som er at tyde Kreml, en ingenlunde nem disciplin. Han er klar i maelet uden at vaere åbenmundet. Min fornemmelse af hans budskab er, at vi ikke laengere, som i 1990’erne, skal anse Rusland og Europa for partnere eller blot potentielle partnere. Der er stadig faelles interesser, ikke mindst kommercielle, som kan styrkes, men den russiske annektion af Krim og den russiske hybridkrig i Donbas, fulgt af USA og EU’S sanktioner, får et svaekket Rusland til at samle sig om mindre ambitiøse, men skarpt taenkte fremstød, optaget af rollen som global aktør med de kraefter, der endnu er i behold. Man samarbejder med alle, som vil og kan samarbejde – fra Venezuela over Syrien til Kina. Ideologi spiller ingen rolle i Vladimir Putins Rusland.
Det store problem mellem Rusland og Vesten er Ukraine, og det kan ikke løses inden for en overskuelig fremtid. Valget af Volodimir Zelenskij til praesident i Kiev åbner nye muligheder, men vil Kreml og Vesten gøre brug af dem? De europaeiske sanktioner bliver muligvis reduceret, de amerikanske naeppe. Europarådets beslutning, meddelt i afvigte uge, at et fuldt stemmeberettiget Rusland kan vende tilbage til Strasbourg, ses som en sejr for Kreml og et nederlag for Ukraine og et uklart formuleret Vesten.
Putin ønsker et stabilt forhold til Vesten, men erkender, at staerke kraefter i USA og Europa stiller sig fjendtligt til Rusland. USA anbringer sine raketter i Østeuropa og siger, at de er rettet mod Iran. Ikke et menneske i Rusland tror på den slags. Både USA, Europa og Rusland vil i de kommende mange år vaere beskaeftiget med Kina. Jo mere Rusland fjerner sig fra Sovjetunionen og kommunismen, des mere vil Rusland i mangel af bedre naerme sig Kina, der allerede har afløst Tyskland som Ruslands vigtigste leverandør af industrielt udstyr.
Putin har sine rådgivere. Han lytter til dem, når det passer ham, men indlader sig ikke på lange diskussioner. Beslutningen om at invadere Krim var hans alene. Ordren udgik fra Putin personligt, og den blev fulgt uden protester. Putin forholder sig ikke til en politisk eller finansiel elite, men til den russiske masse, som han fornemmer den. Han er gentagelsen af den enevaeldige zar.
Putin har sine rådgivere. Han lytter til dem, når det passer ham.