Stramme au pair-regler rammer almindelige familier
Det fyger med beskyldninger om, at au pair-ordningen kun er for overklassen, at pigerne bliver udnyttet og blot er billig arbejdskraft for de rigeste danskere. Dette kan vi ikke genkende.
I februar vedtog et politisk flertal, at det skulle vaere tre gange så dyrt at have au pair i sit hjem. Målet var angiveligt at ramme overklassen, så ”de rige” betaler mere for ordningen. Desvaerre rammer stramningen isaer helt almindelige familier som vores. Min mand og jeg er ikke velhavende, og postadressen er 8220 Brabrand. Vi er derimod begge selvstaendige erhvervsdrivende, der bare ikke kan lukke ned for arbejdet i laengere perioder. Så forsvinder kunderne ganske enkelt.
I 2011 blev min mand, Jacob, og jeg gravide med tvillinger efter to års fertilitetsforsøg. Vores glaede var enorm, men jeg var samtidig nervøs for, hvordan jeg skulle klare en hverdag med babyer og firma på samme tid. Jeg har et lille digitalt bureau og havde som minimum behov for at kunne arbejde 4-5 timer dagligt – barsel var ikke en mulighed. Efter lange overvejelser besluttede vi os for at få au pair. Det var en af de bedste beslutninger, vi har truffet.
Den første au pair i vores lille, nye familie hed Ana. Ana kommer fra Filippinerne og er et fantastisk menneske. Hun var altid glad, imødekommende og lykkelig over at vaere en del af familien. Hurtigt følte hun sig fuldt integreret i vores familie og elskede tvillingerne som sine egne. Hendes hjaelp betød, at jeg både kunne vaere sammen med børnene og passe mit arbejde, fordi jeg ikke skulle taenke på indkøb, vasketøj, madlavning og andre praktiske ting i hjemmet. Ana hjalp endda til med at varme flasker og se efter børnene, når jeg skulle til møde i et par timer.
Senere, da børnene startede i vuggestue, betød Anas indsats, at vi som foraeldre fik en masse kvalitetstid, mens tvillingerne var mest friske. Vi kunne nå at tegne, at lege med modellervoks og sommetider gå en tur ned til søen for at fodre aender, før børnene skulle i vuggestue kl. 9. Herefter kunne jeg tage på arbejde og vaere koncentreret, før jeg skulle hente børnene igen. Det var uvurderlig tid for os som familie og kun muligt på grund af Ana.
Au pair-ordningen er tiltaenkt kulturel udveksling, som det hedder. Som jeg ser det, så kommer den kulturelle udveksling helt automatisk, hvis man formår at integrere au pairen i familien. Jeg ved, at Ana i vores familie oplevede dansk kultur samtidig med, at vi laerte meget af hende. Hun var med os på rejser, i biografen, på legepladsen, i skoven, til fødselsdage, juleaftener, i sommerhus etc. Vi havde lange samtaler og kom taet på hinanden. Vi forsøgte at hjaelpe hende og f.eks. vejlede hende til ikke at sende alle pengene hjem, som mange filippinere gør, men spare op til sig selv og sin egen fremtid. Alligevel formåede hun at hjaelpe sin familie på fem, så de kunne restaurere huset på Filippinerne og ikke skulle sove sammen i ét rum.
Det var en rigtig hård afsked, da Ana skulle afslutte sit ophold efter to år, og vi har stadig kontakt via Facebook. Siden har vi haft yderligere to au pair-piger, der også var fantastiske piger fra Filippinerne, Jovelyn og senest Camelle, som rejste i marts efter to års ophold hos os. Vores børn er snart otte år, og de taler stadig med hende via Skype. Hun har formået at hjaelpe os og sin egen familie samtidig med, at hun sparede op, så hun nu kan åbne en butik i sit hjemland. Camelle var og er stadig en del af vores familie og kommer på feriebesøg i sommerferien.
For os har au pair-ordningen betydet alt. Vi har begge kunnet passe vores arbejde og have tid til vores børn. Efter arbejde kunne jeg f.eks. saette mig ned med børnene og høre om deres dag. Vi kunne lege, gå en tur på legepladsen og ellers saette os til bords kl. 18, fordi alt var klaret. Vi kunne vaere 100 pct. til stede i de få vågne timer, hvor mange må parkere børnene i sofaen med en ipad.
Gennem årene har au pair-ordningen vaeret udsat for kritik, senest med debatten, der førte til stramningerne i februar. Beskyldninger fyger i luften om, at ordningen kun er for overklassen, at pigerne bliver udnyttet og blot er billig arbejdskraft for de rigeste danskere. Sådan lyder det bl.a. fra SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der stod bag lovforslaget. Dette kan vi ikke genkende.
Nu stiger engangsbeløbet for en opholdstilladelse fra 5.380 kr. til 17.300 kr. Det er voldsomt for en familie som vores. I forvejen løb omkostningerne op i ca. 25.000 kr., hvilket inkluderede sagsomkostninger, forsikring, rejse etc. Derudover kom udgifter til løn, kost og logi. De rigeste familier har naturligvis råd til at tage stigningen modsat almindelige familier, der ikke har dette økonomiske råderum. Derfor besluttede vi os for ikke at få en ny au pair i familien, da Camelle forlod os.
Mange har sagt, at vores børn er blevet store og kan klare sig selv. I kan jo bare få en rengøringshjaelp, lyder det. Jeg har forsøgt at formidle til folk, at det ikke er hjaelp til børnene eller hjaelp til at rengøre wc’et en gang om ugen, der gør forskellen. Det er luft i hverdagen, der betyder, at familien samlet set har mere overskud til at klare to fuldtidsjobs samt to små børn i skolealderen.
Laeg dertil, at reglerne isaer rammer kvinder. Det er som hovedregel kvinden, der går ned i tid i danske småbørnsfamilier. Kvinder på deltid sparer mindre op i pension og har ringere karrieremuligheder. Selvfølgelig prioriterer man sine børn, men hvor er ligestillingen? Hvis kvinderne arbejdede på fuld tid, ville det betyde mere arbejdskraft, flere penge i skattekassen og dermed flere penge til velfaerd.
For mig at se er det bedre for alle parter at bruge tiden på sin familie, sig selv og et arbejde, man elsker, frem for praktiske ting, som en au pair kan tage sig af i et job, der gør en kaempe økonomisk forskel i hendes liv. Hvorfor denne misundelse, smålighed og dårlige økonomisk taenkning?
Allerede i 2017 var antallet af danske familier, der søgte om au pair, styrtdykket. Dette sker samtidig med, at mange familier klager over travlhed og manglende tid til børnene. Jeg hører veninder og bekendte, som siger: Ja, jeg har ikke mit drømmejob lige nu, men det er fint nok, mens jeg har små børn. Så må karrieren komme, når de bliver større. Men hvad nu, hvis begge dele var muligt? En mere spaendende hverdag, et godt job, tid til familien og mindre spildtid på praktiske ting? Hvad vil dette betyde for den enkelte og ikke mindst for samfundet. Er der nogen, der har regnet på den model?
Vi har nu vaeret ”alene” i tre måneder. Vores hverdag er åbenlyst blevet mere presset, og der er også kommet meget mere ”ipad-tid”, fordi vi som foraeldre hele tiden har forskellige praktiske gøremål. Det er ikke lykken. Man er konstant bagud og har dårlig samvittighed over for børnene, hinanden og vores arbejde.
Jeg håber, at flere familier i Danmark vil forsøge at forstå au pair-ordningen frem for at se fordomsfuldt på den. Vi lever i et samfund, hvor de fleste er pressede, har mindre tid til deres børn, større krav til karriere og forventninger til os selv og livet. Alligevel vaelger vi at banke en god løsning for almindelige familier ned til grunden, fordi man har en masse fordomme, og politikerne er kortsynet. Det er enormt aergerligt. For samfundet, for au pair-pigerne og for os som familier.
Au pair-ordningen er tiltaenkt kulturel udveksling, som det hedder. Som jeg ser det, så kommer den kulturelle udveksling helt automatisk, hvis man formår at integrere au pairen i familien.