Multikultur hviler på en håbløs idé

Hvem har egentlig nogensinde vedtaget, at Danmark – og for så vidt resten af Europa – skal vaere multikulturelt med en oprindelig befolkning, der svinder ind til fordel for en arabisk-afrikansk indvandrergruppe, der vokser?

Når jeg spørger, er det, fordi denne udvikling har vaeret i gang de seneste 40 år.

I Danmark har vi dog bremset og svaekket den triste udvikling, grundet vores relativt stramme udlaendingepolitik. I Tyskland, Sverige og Frankrig er udviklingen dog stadig dybt deprimerende.

Hvordan har nogen kunnet acceptere en udvikling, som ingen vaelgere nogensinde aktivt har sagt “ja tak” til? Bevares, jeg er klar over, at et større sammenrend af midterpartier og establishmentpartier har kendt til udviklingen i årevis uden at sige fra.

Flertallet af politikere har ikke fattet, at multikultur reelt gør den oprindelige befolkning “hjemløs” i eget hjem – nemlig i vore egne nationalstater.

For hvis multikultur – der for Europas vedkommende i praksis reelt blot tillader, at islam gradvist tromler de kulturkristne og nationalt forankrede vaerdier – skulle vaere godt, hvorfor er det så kun på det europaeiske kontinent, at vi skal have denne ødelaeggende multikultur? Hvorfor står landene verden over ikke i kø for at blive kulturelt beriget fra Afrika og Mellemøsten?

Sandheden er, at vi i Europa er godt i gang med at skyde os selv og vores fremtid i foden. Ikke bare med en flammekaster, nej med en bazooka. Jeg tvivler aerlig talt på, at der reelt findes ét lykkeligt og holdbart samfund i verden, hvor multikultur reelt har fungeret i praksis over mange generationer.

Multikultur hviler på en utopisk og håbløs idé. Det er en kunstig og menneskeskabt konstruktion. Hvorimod en nationalstat som Danmark er modnet gennem tusinde år og bygger på et fundament af nationale vaerdier, vores kulturkristne ånd, en relativt monokulturel befolkning med faelles sprog og historie, minder og nationale glaeder og sorger. Danmark er ikke konstrueret af dagdrømmere og ideologer, men af hverdag, medgang og modgang igennem generationer, som har tømret os sammen.

Det er netop denne erkendelse, der har fået mig til at taenke over, hvem der dog har tilladt, at det glider os af haende? Hvorfor kan kunstige idéer og ismer blive vigtigere end at bevare det mest succesfulde samfund i verden?

For det er, hvad der sker, når den politiske overklasse vaegter hensynet til foraeldede konventioner, udenlandske kriminelles menneskerettigheder eller golde ideologiske overvejelser over hensynet til Danmark og danskerne.